Min svigerfar stod komplet målløs, da han så, hvordan vi boede.
Anders og jeg mødte hinanden til et bryllup blandt fælles venner. Jeg var lige flyttet til København og havde fået et job. For at være ærlig? Jeg følte mig lykkeligere end nogensinde over at have sluppet væk fra den lille provinsby. Vores forhold udviklede sig hurtigt og allerede et år efter blev vores datter født.
Men så ændrede alt sig.
Hvorfor har vores datter lyst hår og blå øjne, når vi begge har mørkt hår? spurgte Anders mistroisk.
Skat, hun ligner bare din far. Prøv at se efter de er næsten ens.
Nu må du ikke komme med undskyldninger. Et barn skal ligne sin mor eller sin far. Min mor siger, det slet ikke ligner mit barn.
Jeg havde lyst til at sige, at Gitte aldrig havde kunnet lide mig. Hun mente, jeg kun gik efter at komme væk fra provinsen, og ikke elskede hendes søn. Min svigerfar, Henrik, derimod, var en god mand. Han var for længst skilt fra Gitte og havde dannet en ny familie, men han havde altid holdt kontakt til Anders.
Under alle omstændigheder gik det hurtigt ned ad bakke Anders inviterede en anden kvinde ind i vores hjem. Han sagde, jeg skulle pakke mine ting og forsvinde. Jeg havde ikke noget valg.
Jeg stod uden tag over hovedet. Mine forældre ville ikke have mig hjem igen ikke med barn. Jeg ringede til en gammel veninde, Birthe, som lod mig bo hos sig et par dage. Derefter fandt jeg et lille værelse i en tjenestebolig, hvor jeg flyttede ind med min datter. Desværre havde jeg ikke flere penge.
En eftermiddag, mens jeg stod i Netto, hørte jeg nogen kalde mit navn.
Piger, hvor er I blevet af? Jeg har endda været hjemme i Ålborg og ledt efter jer! sagde Henrik, min svigerfar.
Hej. Jeg er glad for at se dig, hviskede jeg.
Jeg ved, hvad Anders har lavet, og der er ingen undskyldning. Han og Gitte er ens, desværre… Hvor bor I nu?
Vi lejer et værelse.
Det går ikke. Jeg skal videre nu, men når jeg kommer hjem igen, finder vi en løsning på det her. Her, tag det her det burde række til mad og mælk i et par uger.
Han rakte diskret et hvidt kuvert frem med nogle hundrede kroner i.
Jeg var så lettet. Nu kunne jeg i det mindste købe det mest nødvendige.
Henrik kom tidligere hjem end ventet og besøgte os i tjenesteboligen. Han var chokeret over, hvordan vi boede. Hans nye kone ville ikke invitere os hjem, men Henrik fandt alligevel en løsning han brugte alle sine opsparede penge på at købe en lille lejlighed og satte den i datterens navn. Jeg forsøgte at nægte sådan en gave, men han nægtede at lytte. Han gjorde det ikke for min skyld det var for sit barnebarn.
En måned senere kunne vi endelig flytte ind i vores eget sted. Henrik kom endda med møbler og alt, vi manglede.
Du behøver ikke sende hende i vuggestue endnu. Din datter har brug for dig. Jeg hjælper jer du skal ikke gå og være bange. Og nu er min kone faldet lidt til ro og vil gerne møde sit barnebarn, sagde han med et smil.
Jeg kan slet ikke takke dig nok, Henrik!
Du skal ikke græde, min pige. Du kan altid komme til mig, hvis du har brug for hjælp. Det skal nok blive bedre, det lover jeg.
Jeg er lykkelig over, at min datter har fået en så vidunderlig morfar selvom hun ikke var så heldig med sin far. Han gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe os på ret køl igen.
Årene gik. Jeg blev gift igen, men jeg har aldrig glemt Henrik. Han er altid velkommen hos os, og vi besøger ham ofte.
