Jeg stod hjemme og bagte pandekager, da der pludselig trådte en ukendt mand ind, fortæller Ingrid Madsen til alle nu om dage.
På det tidspunkt var det bestemt ikke morsomt. Prøv bare at forestille dig det du bor alene. Der er ingen andre i lejligheden, og der burde heller ikke kunne komme nogen ind. Og så pludselig står der én foran dig! Lige præcis sådan skete det for mig.
Jeg blev skilt fra min mand, Jens, for fem år siden. Jeg er snart 60. Jeg havde slet ikke tænkt på nye forhold. Mine børn bor langt væk.
Jeg levede mit eget stille liv. Havde et godt forhold til naboerne. Derfor havde jeg, på trods af urolige tider, stadig den vane sommetider ikke at låse hoveddøren man ved jo aldrig, måske stikker naboen Signe lige hovedet ind. Denne gang var der dog ingen Signe i sigte. Men jeg gik ud for at smide skrald ud. Mens jeg vaskede hænder og gav katten Frida mad, glemte jeg alt om at låse døren. Jeg frygtede heller ikke noget. Det var jo dag. En almindelig etageejendom på Nørrebro, ikke nogen mørk skov.
Så bestemte jeg mig for at bage pandekager. Og netop som jeg skulle til at lægge endnu en på tallerkenen, ser jeg en fremmed mand. Midt i mit køkken. Som om han var kommet ud af den blå luft!
Hele mit liv flimrede forbi mig, helt tilbage til børnehaven. Det føltes virkelig sådan, tro mig. Jeg tænkte nu er det slut. Jeg har ikke rigtig noget, der er værd at stjæle, men jeg har lige købt et stort fjernsyn, har en god computer, og lønnen er lige kommet. Pungen ligger i gangen. Jeg var overbevist om, at han allerede havde snuppet den, og nu ville finde ud af, hvad mere der var værd at tage. Jeg hviskede: “Tag bare det hele, bare lad mig være, jeg har børnebørn, jeg vil gerne beholde lidt tid med dem. Jeg siger ikke et ord om dig!”
Men så begynder manden at undskylde og forklare. Mit hoved føltes som vat, jeg hørte næsten ikke, hvad han sagde. Han rådede mig til at slukke komfuret, hvilket jeg gjorde uden at tænke nærmere over det. Jeg satte mig, og så satte han sig også. Så begyndte han at forklare: Han gik bare på gaden, generede ingen, da han blev antastet af nogle berusede gutter, der ville have penge af ham. Han ville ikke ud i noget ubehageligt, så han løb væk. Lige da han passerede min opgang, var der nogen, der gik ud så han smuttede ind. De andre fulgte efter og nåede at komme helt ind. Der var ikke tid til at ringe efter hjælp. Først prøvede han at banke på dørene, men ingen åbnede. Så prøvede han dørhåndtagene, og min var ulåst. Selvfølgelig, jeg havde jo glemt det. Han bad mig kigge ud ad vinduet, og jeg så nogle ret utiltalende typer, der hang ud foran, så forsvandt de.
Manden præsenterede sig som Henrik Mortensen. Da min frygt havde lagt sig, kiggede jeg rigtig på ham stor og lidt klodset, men bløde, venlige øjne. Kunne godt ligne julemanden, hvis han havde en rød frakke på.
Undskyld, kunne jeg måske få en pandekage? Jeg har nok ikke smagt dem i hundrede år, ikke siden min kone døde, bad Henrik.
Han havde allerede smidt skoene og sat sig i jakken.
Hvad? Du gav ham virkelig mad? Du er da helt vild, det turde jeg aldrig! Jeg havde smidt ham ud med det samme! sagde naboen Signe senere med stor beundring.
Men jeg tog chancen. Jeg bad ham bare vaske hænderne først. Hurtigt forsvandt han ud i badeværelset. Vi drak te i lang tid og snakkede. Han fortalte om sig selv. Enkemand, ingen børn. Lever alene.
Da han skulle gå, undskyldte han igen og gik.
Jeg følte mig som hovedpersonen i en dansk tv-serie. Hele mit indre boblede. Da jeg havde delt oplevelsen med alle, ringet og fortalt historien til vennerne, ramte det mig pludseligt en tomhed. Måske skulle jeg… fortsætte bekendtskabet? Måske invitere ham til kaffe eller noget kage? Mine svampe- og bærtærter bliver altid gode.
Men nå, toget var kørt. Næste dag besluttede jeg alligevel at bage tærter. Pludselig bankede det. Sådan lidt tøvende. Jeg kiggede gennem dørspionen. Tænkte det var Signe. Kiggede og så gik jeg rundt i stuen som en forvirret høne. Ordner håret hurtigt, smider den gamle morgenkåbe og tager et par rummelige bukser og en striktrøje på. Et pust parfume, som jeg næsten havde glemt jeg havde. Så åbner jeg døren på vid gab.
Der stod Henrik med en buket blomster i hånden.
Jeg øh… ville bare lige komme forbi. For at sige undskyld. Jeg forskrækkede dig jo noget. Her, værsgo, blomsterne, jeg går igen, sagde han.
Gå? Nej, du skal da ind! Jeg har lige bagt tærter, kom og smag! smilede jeg.
Da jeg gik op ad trapperne, kunne jeg dufte, der blev bagt. Det mindede mig om et konditori. Tænkte, det måtte være dig. Sikke et held! sagde han drømmende.
Jeg er ikke gift længere. Kom nu bare ind, lød det fra mig.
Og siden har vi boet sammen. Nu er han min første hjælper i haven. Børnene har taget ham til sig, og børnebørnene kalder ham “bedstefar Henrik”. Han leger med dem, som var de hans egne.
Henrik, der havde levet sit liv alene, har nu fået varme og familie. Sådan blev den fremmede til min nære. Mine veninder er grønne af misundelse.
Tænk at møde en god mand i min alder! Og på så usædvanlig en måde han kom bare dumpende, siger de.
Jeg er enig. Men siden den dag låser jeg altså altid døren grundigt.
