På mine gamle dage kom børnene i tanke om, at de har en mor, men jeg vil aldrig glemme, hvordan de behandlede mig
Da min mand forlod mig til fordel for en yngre kvinde, valgte børnene uden tøven hans side han var jo en respekteret direktør i en stor dansk virksomhed. I årevis nævnte de mig knapt nok, og jeg blev efterladt helt alene. For nylig døde min eksmand, og først dér gik det op for børnene, at hele arven tilfaldt hans unge kone.
Pludselig huskede børnene, at jeg fandtes. Nu kommer de på besøg ofte, men jeg ved jo udmærket hvorfor Min datter begyndte for nylig at tale i hentydninger at det måske er på tide at tænke på fremtiden og et testamente. Ingen af dem aner, hvilket lille nummer jeg har forberedt til dem. De kommer først til at vide det, når jeg er borte.
På mine gamle dage kom børnene i tanke om, at de har en mor, men jeg vil aldrig glemme, hvordan de behandlede mig
Årene gik, og jeg følte mig nærmest glemt helt ude i periferien af verden. Mine børn betragtede mig som én, de næsten ikke kendte det var som om, vi talte forskellige sprog.
Da jeg blev skilt fra min mand, var det det sidste slag i forholdet til mine børn. Selvfølgelig valgte de hans side; han stod jo stærkt i det lokale erhvervsliv som direktør.
Og, man kan jo ikke nægte, at det var mere fordelagtigt at knytte sig til ham. Men jeg? Jeg blev alene tilbage. En fraskilt kvinde, forladt af børnene.
Mine børn glemte hurtigt, at jeg eksisterede. Gennem tilfældige bekendtskaber hørte jeg små historier om, hvor sjovt de havde det med deres far og hans unge kone. Ferier til Sydeuropa, middage på dyre restauranter i København, store planer.
Imens sad jeg i min tomme lejlighed. Hver opdatering gjorde ondt som små snit af glasskår i hjertet.
På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg måtte leve for min egen skyld. Jeg tog til udlandet og arbejdede i nogle år. For første gang i evigheder mærkede jeg, hvordan frihed føles.
På mine gamle dage kom børnene i tanke om, at de har en mor, men jeg vil aldrig glemme, hvordan de behandlede mig
Efter jeg havde arbejdet og sparet op, kunne jeg vende tilbage og få forandret mit liv. Jeg fik istandsat lejligheden, købte nye møbler og moderne hvidevarer, og lagde nogle penge til side til min alderdom.
I mellemtiden havde børnene bygget deres egne liv op. Jeg hørte, at det gik dem godt store bryllupper, børnebørn og fejringer. Men snart kom chokerende nyheder min eksmand fik et hjertestop og gik bort. Hele hans formue gik til den unge kone.
Min søn og datter stod tilbage uden noget. Og så var det, at de pludselig begyndte at interessere sig for, hvordan det gik mig.
Først var det små besøg med chokolade, dansk slik eller friske æbler fra torvet. De spurgte ind til, om jeg nu havde det godt. Jeg smilede, men i hjertet vidste jeg, hvad det handlede om; de havde hver deres bagtanke.
Nu er jeg 72 år. Jeg er sund, frisk og tilfreds med mit liv. Men forleden begyndte min datter at nævne, at det jo er på tide at tænke på testamente og sådan noget. For et par uger siden kom mit barnebarn hende, der lige er blevet gift sidste år forbi til kaffe.
Bedstemor, er det ikke ensomt at bo alene her? spurgte hun nysgerrigt.
Nej, jeg har det faktisk rigtig godt her, svarede jeg.
På mine gamle dage kom børnene i tanke om, at de har en mor, men jeg vil aldrig glemme, hvordan de behandlede mig
Men lejligheden er jo så stor, fortsatte hun forsigtigt. Det må da være hårdt at holde den ren. Måske kunne min mand og jeg flytte ind? Det ville være hyggeligt for dig og for os ville det gøre det nemmere. Ingen husleje.
Jeg smilede, for hendes motivation var gennemskuelig.
Hvem har sagt, at der ikke skal betales for noget? svarede jeg roligt. Jeg kan give jer en god leje, hvis det er det, I vil.
Hun blev noget forvirret over mit svar. Jeg tror, hun havde regnet med, at jeg bare ville åbne døren og sige: Tag det hele, jeg er bare glad! Men jeg har haft en anden plan i tankerne længe.
For flere år siden har jeg udfærdiget et testamente, hvor det står klart: Min lejlighed skal sælges efter min død, og pengene skal gå til et børnehospice.
Da min datter hørte det, blev hun rasende. Hun ringede og skældte ud kaldte mig uretfærdig, sagde, jeg fratog hendes børn fremtiden. Siden kom min søn også forbi og prøvede at overtale mig blidt tilbød at tage sig af mig og hjælpe.
Men den pludselige omsorg rørte mig ikke.
Ville du på min alder have ladet barnebarnet flytte ind?
