Næste morgen hang naboen som sædvanlig dristigt over vores stakit igen. Min kone gik ud til hende og sagde, at vi havde meget arbejde i dag, så vi kunne ikke sidde og sludre, som vi gjorde i går. “Hvad med i morgen?” spurgte Birthe nysgerrigt. “Det samme gælder i morgen. I det hele taget synes jeg ikke, du skal komme mere,” svarede min kone stille.
Min længsel efter livet i byen førte ikke til noget godt.
Min kone arvede et lille bindingsværkshus på landet. Da hendes forældre stadig levede, kørte vi tit op og besøgte dem. Jeg elskede, når der blev dækket aftenbord under pæretræets krone, hvor vi kunne sidde og snakke indtil duggen faldt. Sådan foregik det hver gang vi kom. Om vinteren tændte svigermor op i brændekomfuret, og hele huset summede af duften fra friskbagte boller. Stemningen var tryg og hjemlig.
Min kone og jeg holdt af at tage ud og stå på langrendsski i de små bakker, eller kælke ned over engen bag huset. Siden døde svigerforældrene. Men huset solgte vi ikke. Vi forestillede os, at vi ville komme derop ligesom før. Men det blev aldrig sådan.
Der var altid noget, vi skulle nå. Til sidst tænkte vi knapt nok selv på huset mere. Årene forsvandt bag om ryggen på os. Vores søn fandt en dansk pige og giftede sig. Svigerdatteren, Rikke, talte tit om, at det ville være skønt at bo lidt ude på landet. Bare om sommeren.
Så blev huset pludselig aktuelt igen. Min kone og jeg drog derop først, for det var længe siden, vi sidst havde set det hele. Egentlig var alt, som det plejede. Men man kunne godt se, at huset trængte til en kærlig hånd.
Vi besluttede at gøre det rent. Anne begyndte inde, mens jeg gik i haven. Jeg havde ellers troet, at mange år uden mennesker ville få huset til at falde sammen, men nej. Efter lidt knofedt så der straks anderledes ud. Dagen efter dukkede børnene op, og snart hjalp alle til. I løbet af en dag var alting blevet pænt og hyggeligt igen. Kvinderne lavede dansk aftensmad, og min søn og jeg fik repareret det gamle havebord og bænkene under pæretræet.
Det var først da, jeg en smule desorienteret opdagede, at en kvinde betragtede os bag hækken. Hun fortalte, at hun lige havde købt nabohuset og gerne ville hilse på. Som gode danskere bød vi hende velkommen og inviterede med til middag. Hun hed Birthe. Hun fortalte, at hun boede alene, havde en datter med tre børn, og var blevet skilt for flere år siden. Hun talte uafbrudt, men jeg blev forvirret og lyttede ikke rigtigt mere. Pludselig mærkede jeg noget mod mit ben.
Jeg kiggede under bordet og så Birthes fod glide op ad mit ben. Jeg flyttede mig hurtigt væk. Men hun blev ved med at stryge mig med foden. Det var så mærkeligt, for jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Jeg forsøgte at flygte fra bordet uden at vække opsigt. Min kone måtte helst ikke opdage det. Men Birthe snakkede ubekymret videre, og børnene blev småkede af at sidde stille. Jeg håbede bare, naboen ville gå snart. Da vi ryddede af, bemærkede Anne, at Birthe var lidt for meget. Jeg kunne kun give hende ret, men afslørede ikke, hvad der var sket under bordet. Jeg syntes, det var pinligt. Desuden virkede det, som om Birthe havde gjort sådan før. Næste dag hang hun igen over stakittet, og min kone gik ud for at bede hende lade være.
“Men hvad så i morgen?” spurgte Birthe ivrigt.
“I morgen er det præcis det samme. Kom ikke mere her.”
Det var egentlig meget modigt sagt. Naboen mumlede noget for sig selv længe bagefter, men jeg gad ikke høre efter. Min kone gjorde det rigtige, tænkte jeg. Vi er åbne og ærlige mennesker i Danmark. Vi mærker hurtigt, hvis vi ikke kan lide nogen, og så holder vi os væk.
