At finde synderen viste sig at være en umulig opgave. Børnene var stukket af ned til åen og havde i farten glemt at lukke papegøjen ind i buret. Farmor, der netop var vendt hjem fra SuperBrugsen, havde åbnet vinduet på vid gab for at få den lune sommerluft ind. Resultatet blev, at da vi om aftenen opdagede, vi manglede Siff, stod det klart, at vores grønne amazone var forsvundet ud i det uvisse. I tre dage og tre nætter rendte vi omkring i det lille sommerhusområde og ledte som vilde, mens alt andet blev glemt. Forgæves. Ingen havde set Siff. Børnene fægtede tårerne væk fra kinderne, farmor sukkede sorgmodigt “åh-åh-åh,” og vi forældre sendte al vores vrede af sted mod børnene og hinanden.
Men vores egen hund, Asta, en kærlig airedaleterrier, kunne ikke “slippes løs” på nogen i disse dage. Asta var tung om hjertet. Hun gav kun lyd, når det ringede på døren; så fór hun bjæffende af sted, men blev hurtigt stille igen som om hun indså, at hendes stemme rungede alene. I fire år havde gæster altid mødt et kor af hundegøen i huset for Siff gøede med. Faktisk virkede det somme tider, som om papegøjen kunne gøre det endnu bedre end Asta.
Hundegøen var det første, Siff lærte at efterligne. Allerede som grøn, pjattet unge begyndte hun at drille katten, Søs, med bjæffen. Siff sneg sig stille hen til Søs, der lå krøllet sammen, og gøede højt hende i øret. Søs sprang op med et skingert “miiiaaauw”, og straks kom Asta styrtende med stor larm. Så begyndte husets daglige galskab.
Søs stod model til Siffs narrestreger, selvom det sjældent var med godt humør. Til gengæld var Asta umådeligt glad for fuglen, med ægte og blid kærlighed. Siff kunne sidde på hendes hoved både billedligt og bogstaveligt og ofte holdt Siff foredrag for hunden, med farmors mest forurettede tone:
– Hvem skal spise resten af havregrøden?
Så holdt hun pause med et krævende snus:
– Vi har altså ikke svin her i huset!
Hunden reagerede på Siffs tirader præcis, som børnene reagerede på farmors formaninger: Slet ikke. Hvis Siff blev for ivrig, så slog Asta hende bare diskret af med sin ru tunge bagfra.
Kort sagt var Siffs forsvinden en tragedie for hele familien, undtagen måske Søs. Efter et par uger, hvor vi var nær ved at vænne os til tanken om, at vi aldrig skulle høre vores lille sludrerøv igen, begyndte der rygter: Man sagde, at blandt de krager, der invaderede haverne, var der nu en usædvanlig grøn og rød fugl. Den var ikke bare højlydt men også uforskammet den kunne både skælde ud og bande med et uhyggeligt menneskelignende sprog. Da vi hørte det, blev vi urolige. Den slags ord fandtes i vores hjem, men blev for alles skyld aldrig sagt højt undtagen i drøm og mareridt. Men måske havde Siff opsnappet dem, som Søs fik lopper, ude på fri fod. Vi begyndte igen at lede efter vores underlige, flyvske papegøje.
Efter ti dage, hvor verden stod på hovedet, bøjet over jordbærbedet, hørte jeg pludselig det kendte:
– Nå, hvad så?
Oppe i kirsebærtræet sad Siff, omringet af sorte venner, der gumlede bær som de ejede haven.
– Siff, kom ned, skat. Mor har lækre solsikkekerner til dig…
Siff drejede hovedet lidt tænksomt.
– Siff, vi har alle sammen savnet dig: både far, Villads og Karen, og Asta. Kom her, lille ven…
Jeg listede tættere på, hånd strakt frem mod træet. Næsten, næsten… Men så:
– Jaja, det er jo typisk jer! sagde Siff med en hæs, drillende stemme, der lød præcis som formanden for grundejerforeningen. Og væk var hun med hele krageflokken.
Det frie fugleliv for Siff fortsatte til de første rimtåger. Hun dukkede op et par gange nær huset, men lod sig ikke overtale til at vende hjem. Vores bønner om at komme indenfor fik bare filosofiske “kra-kra” til svar, og så fløj hun ud over markerne.
Sent på efteråret begyndte folk flere gange at se Siff sidde alene, trist og opblødt, på stakittet eller i de løvstærke træer. Hun nægtede stadig at lade sig fange. Så tyede vi til det tungeste skyts: Asta. Hvad hun hviskede til sin gamle ven, får vi aldrig at vide, men Siff vendte hjem med rank nakke, ridende på ryggen af den trofaste, gyldne hund.
