Sikken skam, hele byen har allerede fået ordnet deres haver, mens vores står som et sorgens punkt midt i det hele. Vi ville have gjort det selv. Men min gigt har låst armen, og mors ryg kan ikke bære mere.
Mads, jeg kom netop for at spørge sagde far og knebede kasketten mellem hænderne måske du og familien kan hjælpe os med at få gravet kartoflerne op? Det føles flovt, alle andre er færdige, og vi halter bagefter. Vi ville, hvis vi kunne men ja, min gigt og din mors ryg…
Mads trak sine gummistøvler på og mumlede:
Hvorfor planter I også så mange hvert år? Det er jo ikke fordi I mangler mad. Far, jeg kan altså ikke i dag, jeg skal til Aalborg.
Far ville sige noget mere skarpt, men sukkede, vinkede afværgende med hånden og gik ud.
Ude i gården greb han høtyven og haltede mod marken.
Anna, der havde bundet det gamle uldtørklæde stramt om den ømme ryg, skyndte sig bagefter:
Nå, Niels, tror du børnene kommer i dag?
Han brummede:
Tja, du kan vente længe. Find dig en spand og begynd at samle kartofler. Fem børn har vi fået, og ingen af dem har tid til at hjælpe deres forældre. Kom nu, gammel sæk vi når lidt inden aftensmad.
Samtidig sad Ida, Mads kone, og lod stemningen veje tungt:
Hvad er det for nogle mennesker vi er? Alt skal gå sin egen gang, ingen har tid til sine forældre. Jeg forstår det ikke. Havde jeg dog haft mine forældre endnu, ville jeg være fløjet af sted til dem med det samme hun snøftede.
Mads omfavnede hende:
Du har ret, det er ikke pænt gjort af os. Vi bor trods alt ikke langt væk, men det sker bare sjældent vi samles. Hør nu: Jeg tager fri fra arbejde, og du ringer rundt til de andre.
Ida satte sig med telefonen og begyndte at bladre i adresselisten.
Hvad mener du med, at du ikke kan? Arbejde har vi alle. Tag fri! Forældrene slider sig op, mens vi ligger på sofaen det er flovt! Har du ingen barnepige? Tag børnene med, det er bedre at trække frisk luft end at glo på en iPad hele dagen! Vi ses på marken!
Med lidt overtalelse og lidt skældud fik Ida samlet hele flokken.
Imens satte Niels sig for at hvile.
Ja, Anna, vi ender med at grave kartofler i snevejr. Hvorfor har du også plantet så mange? Det var altid Hvad hvis børnene mangler? Hvor er de nu? Ingen gider løfte en finger længere. Kan du huske dengang vi var sammen allesammen, så var alt gravet op før frokost. Det var tider…
Anna lyttede efter noget:
Hører du, der kommer da vist nogen? Kan du ikke gå ud at kigge, Niels?
Han stavrede af sted mod indgangen. Latter og råb flød ind fra porten. Anna, hånd under ryggen, fulgte efter lydene.
Nej, se da! Sikke et leben. Børnene og børnebørnene er her hvor er det dog dejligt.
Nå far, hvor har du så gemt spaderne, greben og spandene? spurgte Mads med et glimt i øjet.
Far, med blanke øjne, råbte råt:
De står hvor de plejer! Har du glemt det?
Så gik det løs. Nogen gravede, andre samlede, mens nogle bar kartoflerne ind under halvtaget til tørring. Anna blev sendt ind i huset for at slappe af.
Svigerinderne smøgede ærmerne op og gik i gang med maden. Men Anna kunne ikke finde ro.
Hun pegede her og forklarede der uden hendes tilsyn gik det jo ikke.
Ude på marken lød grin og skæmt.
Kan du huske, Mads, dengang du kastede en kartoffel direkte i panden på mig? Nu bliver det min tur lo Søren.
Far knurrede i skægget:
Skal I nu også lege? I er jo over de fyrre, og alligevel opfører I jer som unger!
Yes! Markarbejdet var klaret, toppen samlet i bunker, og kartoflerne tørrede under halvtaget. Nu kunne de endelig sætte sig og spise.
Bordet blev dækket i den store gård. Stemningen var let. De genoplevede barndommen.
Anna måtte diskret tørre en tåre væk det var gode børn. Naboerne gik forbi, hilste venligt, og nogle sukkede over, at deres egne børn ikke lengere kom hjem.
Ida spurgte stille Mads:
Hvad sagde du egentlig på arbejde?
Han lagde armen om hendes skuldre:
Jeg sagde bare, at mine forældre har brug for hjælp. De gav mig straks fri at hjælpe sine forældre, det er jo vigtigt i Danmark.
Glem aldrig i hverdagens travlhed, at forældre ikke altid tør bede om hjælp, men de vil altid glæde sig over at have deres børn omkring sig bare for en stund.
