Systemfejl
Karen, er du hjemme?
Mikkel, jeg er altid hjemme søndag morgen. Det ved du godt.
Så luk op.
Hun kiggede gennem dørspionen i tre sekunder. Hendes bror stod i opgangen med frakken åben, to store tasker ved fødderne, med det udtryk i ansigtet, hun kendte så godt som én, der netop havde tabt et vigtigt væddemål. Bag ham så hun to silhuetter, én lidt højere, én lavere. Karen lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Silhuetterne var der stadig.
Hun drejede nøglen i låsen.
Godmorgen, sagde Mikkel og smilede det smil, Karen havde kendt siden barndommen. Smilet fra én, der skulle til at bede om en stor tjeneste.
Nej, sagde hun.
Jeg har ikke sagt noget endnu.
Du smiler på den måde. Så nej.
Emil pressede sig forbi sin far og gloede op på hende. Seks år gammel, med et vildt hårstrå i panden og en snørebånd slæbende hen over egeparketten. Ved siden af stod Agnes med en enøret bamse i favnen og betragtede Karen med den frygtløse nysgerrighed, kun fireårige har overfor alt nyt og ukendt.
Karen lod blikket glide over parketten. Lys eg, lagt for tre måneder siden af en håndværker, hun havde ventet på i over seks uger. Emils snørebånd havde et brunt spor bag sig. Hun gad ikke engang vide, hvad det var.
Kom ind, sagde hun. Men tag skoene af med det samme.
Lejligheden på ottende sal i det nybyggede kompleks, Nordisk Krone, var for Karen det eneste, hun betragtede som sin sande bedrift. Ikke stillingen som salgschef i interiørfirmaet Indretning & Liv, ikke bilen, ikke kontoen i Danske Bank. Det var lejligheden. 104 kvadratmeter, tre meter til loftet, vinduer fra gulv til loft og udsigt over Fælledparken. Hun havde brugt to år på at indrette, skifte lamper, vælge gardiner i den rigtige støvede blå, der om aftenen blev næsten grå. Sofaen fra Estelle bred, grå, høj ryg. Sofabordet i massivt træ, med en sprække som sælgeren kaldte træets karakter, og som Karen først ville have byttet, men siden elskede. Ingen nips, intet roderi. Badeværelset: makeuppen fra Belle Vue sirligt på række, håndklæder i samme nuance, ens træbøjler i skabet.
Hun havde arrangeret sit liv bevidst. Hver detalje. Stilheden ægte by-stilhed fra ottende sal, hvor man kun svagt kunne ane summen fra Livington ovnen i køkkenet og byens fjerne sus.
Mikkel stillede taskerne i entreen. Børnene smed straks skoene. Emil rørte med det samme den hvide væg.
Emil, sagde Karen.
Hva?
Husker du hænderne?
Han så skiftevis på sin hånd, på væggen, så på hende.
Hvad med dem?
Karen tog en dyb indånding, tre sekunder ind, tre ud, som hun havde lært på stresskurset.
Mikkel, sig det hurtigt.
Han gik ud i køkkenet, satte sig på den høje barstol og foldede hænderne.
Vi skal i sommerhus. Otte dage. Vi har brug for at tale sammen, forstå du det? Med børn kan vi ikke få det gjort.
Har I ingen andre muligheder?
Mor er på rekreation indtil fredag. Mettes forældre bor på landet, og der er karantæne vi kan ikke tage børnene med. Karen jeg beder bare om dette ene. Otte dage.
Otte dage, gengav hun.
Eller ni. Vi er tilbage næste søndag.
Der lød et bump fra stuen. Ikke højt, men klart genkendeligt. Noget var væltet.
Agnes, lad være med at rode! råbte Mikkel med den rolige træthed, man får af at sige det dag ud og dag ind.
Mikkel. Karen talte stille, fordi det altid virkede bedst. Endnu en lektion fra hendes kursus. Jeg arbejder hjemmefra. Onsdag skal jeg præsentere online for kunder i tre byer. Jeg har ingen idé om, hvad børn spiser, hvad jeg skal sige, eller hvordan man putter dem i seng.
De spiser alt undtagen løg. Emil gider heller ikke tomater. Du kan sige hvad du vil til dem, de er gode. Agnes skal have bamsen med, når hun sover. Emils bog ligger i tasken læs for ham om aftenen.
Mikkel
Karen. Han så op. Og hun kunne se noget i hans blik, der rykkede ved noget bag hendes brystben. Ikke medlidenhed noget andet. En slidsom træthed. Hvis vi ikke gør det nu, ved jeg ikke hvad der sker. For os.
Hun tav. Udenfor drev en hvid sky hen over parken, helt rolig.
Otte dage, sagde hun.
Tak.
Bare vent med at takke. Jeg ringer nok om tre timer.
Vi er klar, Mette også.
Mikkel gik hurtigt. For hurtigt, som én der frygtede at blive stoppet. Han kyssede børnene, sagde noget om den skønneste tante Karen i København, efterlod en instruks på baren med sin krøllede håndskrift, og var væk efter et kvarter.
Karen stod i entreen.
Emil og Agnes stirrede på hende.
Ja, sagde hun.
Ja, sagde Emil.
Er I sultne?
Jeg vil ha saftevand, sagde Agnes.
Hvilken?
Orange.
Appelsin?
Nej. Orange. Den, der er orange.
Karen åbnede køleskabet. To slags kildevand, en madpakke med gulerødder, naturel yoghurter fra Belle Vue og en halvtom flaske hvidvin. Der var intet for børn. Hun havde aldrig tænkt på, at hendes køleskab var uden saftevand. Det var aldrig nødvendigt før nu.
Lad os gå ned i Irma, sagde hun.
Yes! råbte Emil, ekkoet rullede højt gennem de tre meter til loftet.
Butikken lå i naboejendommen, fem minutters gang. På turen tabte Agnes sin bamse fire gange, Emil trykkede alle knapper i elevatoren inklusiv nødkaldet, og hun hørte alle detaljer om Mads fra børnehaven, der kan spytte gennem tænderne to meter. Nu vidste Karen mere om Mads, end hun havde haft brug for.
I Irma købte hun fire slags saftevand, mælk, rugbrød, jordbæryogurt, pasta, kyllingefrikadeller, æbler, bananer og det farverige kiks, Emil havde hapset i kurven mens hun kiggede på oste. Hun lagde ikke kiksene på plads. Det var en lille kapitulation, hun for en uge siden ville have forsvoret.
Første dag gik roligt, bortset fra at Agnes spildte saftevand på sofabordet, og Emil løb ind i døren og brølede i fem minutter. Karen anede ikke, hvordan man trøster børn. Hun gav ham et glas vand og sagde det gik over. Hendes standardtrøst til voksne og det virkede for Emil, der snøftede færdigt og gik ind til iPaden.
De ville ikke sove kl. ni, ti eller halv elleve. Karen læste Emil højt fra bogen om bjørnen, der leder efter hindbær to gange, fordi han bad om det. Agnes var faldet i søvn på sofaen, bamse fast i grebet. Karen bar hende ind i gæsteværelset; hun var let og varm som en lille sol. Karen satte sig i køkkenet med urtete i sin Livington-termokop og åbnede sin laptop. Tre dage til præsentation. To slides tilbage. Hun kunne ikke fokusere.
Anden dag begyndte klokken seks-trettisyv. Det husker hun, fordi hun så på uret, idet noget væltede i stuen.
Emil var oppe før alle andre og byggede fort af sofapuderne fra Estelle. Alle puder, plaider og kikspapiret lå på gulvet Emil i midten, gnaskende kiks, fundet på øverste hylde.
Godmorgen, sagde han muntert.
Godmorgen.
Kan du lave pandekager?
Amerikanske?
Dem med sirup.
Jeg har ikke ahornsirup.
Ærgerligt.
Hun lavede boghvedegrød. Ingen brok. Agnes vågnede klokken otte, slæbte bamse med ind i køkkenet og kravlede op på stolen: Jeg vil ha det samme som Emil.
Så gik det vist meget godt.
Oversvømmelsen kom tirsdag klokken to om eftermiddagen.
Karen arbejdede ved computeren, børnene legede i badet hun lod dem sætte papirbåde i vandet, lavet af gamle breve, Emil havde fundet i natbordet. Hvad kunne gå galt? Vand i karret, børn optaget, stilhed.
Indtil stilheden ændrede sig. Hun opdagede først vandet, da hun var færdig med et slide og rejste sig for at hente vand og så den skinnende plamage brede sig under døren ud i entréen.
Åh nej, sagde hun højt, da det allerede var for sent.
Hanen i badet stod helt åben. Børnene var forsvundet ifølge Emil skulle vi se tv. En krydser sad uhjælpeligt fast i afløbet, og nu var der vand ud over det hele.
Der gik tyve minutter, hvor hun tørrede op, iført gennemblødte uldtøfler fra Belle Vue, da det ringede på.
Hvem?
Underboen. Syvende.
En mand i fyrrerne stod udenfor. Høj, lidt pjusk, hjemmejeans og mørkeblå sweater. Et roligt ansigt og en mobil med et billede af hans våde loft.
Jeg hedder Anders. Lejlighed 72.
Karen. 84. Hun sukkede. Jeg ved, hvad der er sket. Børn.
Aha. Han puttede mobilen væk. Skal jeg hjælpe?
Hun kiggede afventende på ham. Normalt kom der nu et længere skældud, måske endda trusler om boligforeningen. Den slags samtaler var hun vant til de var trods alt hendes job.
Sagde du hjælpe? spurgte hun.
Jeg kunne høre, der var meget vand. Jeg har en god moppe og et byggertørrer.
Emil kiggede frem bag hende.
Er du vores underbo? Er dit loft blevet vådt pga. os?
Ja, sagde Anders. Og han smilede bare, venligt. Sejlede jeres både godt?
Selvfølgelig! Jeg havde et hangarskib!
Anders blev inviteret ind, og næste time gik med at tørre gulv. Han var effektiv, uden drama. Gav Emil opgaver at vride kluden, hvilket blev modtaget alvorligt. Agnes pegede på de våde pletter og rapporterede nøgternt: Mere vand her!
Ødelagde vi dit loft? spurgte Karen til sidst.
Lidt. Men det trængte til maling alligevel. Det skal nok tørre.
Jeg betaler for udbedringen.
Vi tager det, når vi kommer dertil. Han trak på skuldrene ikke som en trussel, bare realistisk.
Er det dine børn?
Næh. Det er mine nevø og niece.
Han nikkede. Så kort over på Emil, der nu var optaget af fjernbetjeningen.
Så får du et tip: køb en prop til badet og luk for vandet næste gang.
Tak, det gør jeg.
Pøj pøj. Han tog sin moppe. Jeg er nede i 72, bare kom forbi.
Hvorfor er du så rolig? spurgte hun uventet.
Hvad skulle jeg gøre? Råbe? Loftet tørrer jo ikke hurtigere.
Han gik. Karen stod længe ved døren. Solen gik ned udenfor. I køkkenet forhandlede Agnes og Emil om de sidste kiks. Karen fordelte dem lige uden at sige et ord. Børnene så op på hende som om, hun var dommer i Retten.
Onsdag trak hun sit pæne jakkesæt over sin afslapningstrøje til præsentationen. Børnene så tegnefilm i stuen, æbler og kiks på bordet, alt under kontrol.
Mødet begyndte kl. 11. Syv deltagere fra tre jyske byer på Teams. Først gik det godt. Karen præsenterede Estelles nyeste kollektion. Svarede på spørgsmål.
Efter seksten minutter gik døren op.
Moster Karen! Agnes’ stemme kunne høres i hele opgangen Emil tog min bamse!
Agnes, jeg arbejder, sagde Karen lavt og tydeligt.
Han siger, den er grim!
Den er grim! lød det straks fra Emil.
Undskyld, et øjeblik, smilede Karen til klienterne.
Hun satte mødet på pause, gik ind. Emil og Agnes holdt i hvert sit ende af bamsen hun fik dem til at slippe.
Kan I se stille tegnefilm nu?
Det sluttede, sagde Emil.
Sæt noget andet på.
Men der er reklame.
Hun fandt en dyr kanal med dyr, og gik tilbage.
Otte minutter mere, så kom Emil igen, denne gang lavmælt.
Jeg skal på toilettet, sagde han højt og tydeligt i Teams.
Alle grinede, inklusiv Karens samarbejdspartner. Og pludselig føltes alt mere menneskeligt.
Præsentationen blev på en mærkelig måde reddet. Bagefter sad hun og kunne ikke være sur, kun overrasket.
Klokken fire ringede det igen.
Jeg har købt prop til badet, annoncerede Anders. Han rakte hende plastikposen ind havde alligevel været i Netto.
Børnene blev begejstrede. Emil: Hey, det er ham, der hjalp os! Er dit loft tørt nu?
Snart, svarede Anders.
Emil hev ham straks med til et parti Jenga. Agnes var heppebamse. Anders tog spillet alvorligt børnene elskede ham for det.
Karen lavede mad, men stod mest og så på. Det lignede mere en familie end noget, hun havde prøvet før.
Efter maden spurgte hun: Hvor længe har du boet her?
Tre år. Jeg så dig flytte ind.
Så du er opmærksom.
Bare tilfældigt. Jeg gik på job.
Hvad laver du?
Jeg er ingeniør i et arkitektfirma.
Hvorfor ikke arkitekt?
Ingen spørger ingeniøren, om det er smukt. De spørger kun, om det holder.
Det er vigtigst.
Han betragtede hende pludselig anderledes intenst.
Ja, sagde han. Det tror jeg, du har ret i.
Børnene sov kl. ni uden brok. Anders sagde godnat, og Karen stod længe og betragtede garderoben: Børnefrakke, Emils windbreaker. Hendes egen frakke hang lidt for sig selv.
Torsdag og fredag gled lettere. Morgenrutinen blev vane. Agnes elskede at tegne kaninfamilier i hendes kontorhæfter og forklarede Karen: Det her er mor-kanin, det her er far-kanin, og lille Putte.
Hvorfor hedder han Putte?
Fordi han er lille og rund.
Fredag kom Anders med et gammelt spil Verdens byer. Ungerne kendte ikke nogen af stederne, men de hyggede sig, og Karen bemærkede pludselig, hvor godt det føltes bare at sidde på gulvet. Agnes faldt i søvn op ad hende, og Karens arm blev bare liggende det opdagede Anders, men sagde ikke noget.
Lørdag tog de i parken Anders idé, Karen protesterede ikke. Emil plaskede gennem samtlige vandpytter; hun bar hans våde sko hjem, han gik i sokker og var lykkelig.
Hvorfor bliver du ikke sur? spurgte hun.
Over hvad?
At dine sko er våde.
De tørrer jo.
Du er som Anders.
Er Anders din ven, moster Karen?
Han er min nabo.
Det er næsten det samme!
Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Bag dem løftede Anders Agnes på skuldrene og fortalte om træerne hun lyttede, alvorligt.
Søndag ringede Mikkel. Nu var stemmen varm.
Hvordan går det?
Levende. Emil gik gennem alle byens pytter. Agnes har tegnet 47 kaniner.
Han lo.
Det lyder som om, du klarer den.
Bedre, end jeg frygtede. Og jer?
Pausen.
Meget bedre. Tak.
Det var så lidt, sagde Karen stille.
Anden uge gik lettere. Karen lærte, at Emil ikke spiste tomater men gerne tomatsuppe, så længe hun ikke nævnte det. Hun vidste, at Agnes ville have, vinduet stod på klem til natten, og at man ikke skulle diskutere med nogen af dem halv otte om aftenen så var de bare trætte.
Anders kom forbi hver aften. De talte om arbejde, byen, bøger. Han læste overraskende meget. Hun havde ikke læst andet end arbejdspapirer længe. Da han tilbød at låne hende en roman, sagde hun ja. Det blev en japansk bog om en kvinde og hendes afdøde mor. Karen nød den stille tid om aftenen, mens børnene sov.
Torsdag inviterede Emil hende ind på sit arbejdsværelse.
Er du glad for dit job?
Ja, det tror jeg.
Far siger, man skal være lykkelig med det, man laver.
Du har en klog far.
Hvorfor bor du alene?
Det blev nu engang sådan. Jeg havde det godt sådan.
Havde?
Hun tænkte sig om.
Ja, havde.
Sidste dag kom for hurtigt. Mikkel og Mette hentede børnene søndag. Mette var roligere, end Karen havde set længe. Hun krammede børnene. Agnes ville knap nok slippe.
Karen, hvordan kan vi sige tak?
Skal du ikke. De var bare børn.
Agnes græd lidt, da de gik. Emil gav Karen hånd meget alvorligt og løb så tilbage og krammede hende hurtigt og fast.
Så var de væk.
Børnefrakken var ikke på knagen længere. Hun sad og betragtede rummet. Sofapuden var mast, fordi Emil havde siddet der. På gulvet ved bordet lå Agnes kanin-tegning mor, far, Putte, og en figur med lyst hår. Tante Karen, stod der med dakkelakskrift.
Karen sad et øjeblik, lavede sig te. Alt stod snorlige, rent og stille som hun plejede at ville have det.
Hun ventede på følelsen af lettelse den, hun altid fik, når hendes eget univers blev ryddet for gæster. Men den kom ikke.
Hun havde kun tegningen i hænderne, og stilheden lød pludselig anderledes. Som pausen efter musik helt åben.
Hun tænkte på Emil, på Agnes, på hvordan rummet havde forvandlet sig, uden hun havde set det. På Anders, der var kommet igen og igen, uden nogensinde at vente noget til gengæld. Og på hvor mærkeligt det var at gå en hel uge uden at frygte arbejdet.
Klokken seks tog hun sin mørkeblå cardigan på, stod længe med telefonen, lagde den eller dog tog den, og valgte så. Hun tog elevatoren til syvende, trykkede Anders dørklokke.
Han åbnede og i hans blik var der noget varmt.
De er taget hjem, sagde Karen.
Jeg hørte døren.
Der er blevet helt stille.
Måske.
Vil du have te? Jeg satte lige kedlen over, men jeg var sent ude.
Han tøvede ikke.
Det vil jeg gerne.
De tog elevatoren op. Hun satte kedlen over igen. Han satte sig på barstolen; præcis som Mikkel på førstedagen, men nu med en helt anden ro.
Ved du, sagde Karen, for første gang i ni dage har jeg ikke nogen forpligtelser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til.
Er det godt eller skidt?
Bare mærkeligt.
Du vænner dig til det nye mærkelige.
Hvad betyder det?
Først var det mærkeligt at være alene. Så blev det normalt. Nu er det mærkeligt igen bare på en anden måde.
Du taler som én, der har prøvet det.
Han så op.
Jeg har været gift. Seks år. Har været alene i tre nu.
Det gør mig ondt.
Lad være med det. Det var nødvendigt. Det sværeste var ikke bruddet, men stilheden bagefter.
Jeg har altid tænkt, stilhed var frihed.
Måske. Men nogen gange genovervejer man.
Har du genovervejet?
Ja. Det hjælper, når andres børn laver ballade.
Hun lo for alvor.
Anders.
Ja?
Hun tøvede. Et præcist øjeblik, hvor hun kunne sige noget neutralt. Men hun gjorde det ikke.
Jeg kan godt lide dig. Bare så du ved det.
Det er jeg glad for, sagde han blidt. Jeg har tænkt det samme. Siden du spurgte, hvorfor jeg var så rolig.
Underligt grundlag.
Det er dem, jeg har flest af.
De blev siddende over te og talte længe, indtil klokken var elleve. Om hendes og hans arbejde, børnene, udsigten fra ottende og syvende sal. Da han gik, tog han hendes hånd et kort øjeblik.
Godnat, Karen.
Godnat.
Hun blev stående længe, indenfor døren. Den gamle stilhed var væk; nu var den varm. Mild. Hun lagde Agnes tegning op på reolen ved siden af vasen. Kaninfamilien kiggede på hende og tante Karen med det lyse hår også, lidt skævt tegnet men tydelig.
Et år gik.
Lejligheden var stadig Karens, men nu med spor efter andre: børnebøger i pangfarver på nederste hylde, flere krukker med planter ved vinduet, én lidt skæv (fordi Agnes havde hjulpet med at vande). På knagen i entreen hang to frakker nu hendes blå og en grå herrefrakke.
På sofabordet lå et opslået katalog om bærende konstruktioner, Anders arbejde. Ved siden af kaffe og en bog.
Karen stod ved vinduet, maven var begyndt at vise. Fem måneder allerede. Hun tog hvert skridt ind i det nye med forsigtighed, lidt efter lidt, men også med mere ro.
Døren gik op.
De er på vej, sagde Anders fra køkkenet. Mikkel skrev, de sidder i bilen.
Så er de her snart.
Ringede Emil til dig?
Tre gange. Han vil vide, om han må se film på iPad eller vi skal ud i parken.
Begge dele, hvis han vil.
Det sagde jeg.
Anders satte te over. Hvordan har du det?
Fint. Benene er tunge, men ellers okay.
Sæt dig ned.
Jeg står.
Karen.
Okay, okay, jeg sidder.
Hun kastede sig i sofaen.
Ved du hvad, i dag gik det op for mig: for præcis et år siden tog de afsted. Og jeg stod i køkkenet og ventede på at få min elskede stilhed tilbage.
Og hvad skete der?
Intet. Stilheden blev ikke nemmere.
Jeg husker du kom.
Ventede du?
Jeg håbede.
Det ringede højt og insisterende på døren.
Det er Emil! sagde Karen.
Uden tvivl.
Åbn, jeg gider ikke rejse mig.
Anders gik til døren.
Moster Karen! lød Emils stemme, før døren var helt åben Vi er kommet! Skal vi i parken? Er der blade nu? Er din mave blevet større?
Emil, lad folk komme indenfor, lød Mikkels stemme.
Jeg er allerede gået ind.
Agnes kom stille fandt Karen med blikket og gik over og krammede hende hårdt og alvorligt.
Moster Karen, er min bamse her?
I gæsteværelset på hylden.
Jeg vidste det.
Der blev livligt. Mikkel hilste på Anders, Mette snakkede om køreturen, Emil forsvandt ind og dukkede op igen med bogen om bjørnen og hindbær.
Du har gemt vores bog, moster Karen!
Selvfølgelig.
Læser du den for den lille, når hun kommer?
Ja.
Godt. Emil nikkede tilfreds. Anders, skal vi i parken?
Ja, der er blade.
Men først skal vi have te, sagde Karen.
Du siger altid det samme.
Og det bliver jeg ved med.
Han så direkte på hende, som for et år siden uden forstillelse:
Moster Karen, er du lykkelig nu?
Der var larm: Mettes latter, Agnes der kaldte på bamse, te på kanden, byen udenfor, efterår i parken, og spark indefra maven på én, hun endnu ikke kendte.
Karen kiggede på Emil.
Ja, sagde hun.
