Stort Skilsmissebrag
Nøjagtigt fire år holdt Rækkers sig kørende i ægteskabet. Men uanset hvor meget de forsøgte at spille evig kærlighed, slog de aldrig rigtig rødder i den hjemlige lykkes have. Skilsmissen dukkede op i horisonten.
Så, I bliver bare lige skilt og så er det dét? spurgte Dorte Rækkers veninde, da hun havde inviteret hende ud for at dulme nerverne med runde italienske brød fra den lokale pizzabar.
Ja. Hvad er alternativerne? Vi har talt det hele igennem. Det er bedst for os begge
Nej nej, det er ikke selve skilsmissen, jeg tænker på, men arrangementet! Skal man ikke gøre en slags fest ud af det? Sætte et ordentligt punktum, så at sige.
Jeg er bare lidt på kanten for tiden, du behøver ikke mase ekstra på, sukkede Dorte og skubbede ananasen af sin pizza, mens hun overvejede at smage på den med rejer i stedet.
Ej, jeg mener dit brud ikke dig, skat! I holdt jo nærmest et royal bryllup det tog mig stadig måneder at betale for den bryllupskage. Hvorfor ikke gøre skilsmissen ligeså stor: restaurant, optog, toastmaster, måske brænde en bro eller to? Jeg kunne sagtens trænge til det party!
Kan man da det?
Man SKAL!
Jeg har bare ikke rigtig nogle penge. Nu skal vi jo til at dele tingene op det ender sikkert med at jeg river betrækket midt over.
Jeg kender en, der kan arrangere noget for en pose kartofler. Resten kan du få dækket af gaver. Nu skal vi bare finde ud af polterabend for dig! Noget helt low-key, hjemmehygge så du kan tage ordentligt afsked med familielivet.
Så ligesom altid vi aftaler at ses, og ender alligevel med at alle bliver hjemme pga. børn og mænd?
Præcis! Det perfekte setup.
Dagen efter tog Dorte og veninden ind til arrangøren, som hed Mette. Mette tog imod dem midt i Fields, hvor hun stod bag disken i en pandekagebiks, mens hun tog imod bestillinger.
Hjælper du? spurgte Dorte veninde, da hun havde forklaret sagen.
Intet problem! Jeg ser det allerede for mig, sagde Mette og lavede et lille teater ud af det: Bruden smuk, i sort sørgekjole, lover aldrig, aldrig igen. Gommen i sine alt for komfortable bukser dem han nu endelig kan have på hele tiden svarer nej tak. Så går hele selskabet i march til pantelåneren med ringene. Gæsterne råber: Sødt! Halvsødt! Ja, jeg skal nok finde på noget, mente Mette, og råbte så pludselig: Nummer 64 er klar!
Dortes mand, Hans, blev faktisk overraskende begejstret for ideen modsat forældrene.
Det er alt det der moderne fis! I vores tid blev man bare skilt i stilhed og hadede hinanden side om side resten af livet, brokkede begge sider sig. I får ikke en krone til det.
Efter en uge var alt klart. Ifølge Mettes plan startede festen med, at Hans skulle forlade lejligheden gennem en slags stafet: udfordringer, sange, og så kunne man slippe for turen ved at betale lidt løse penge. Han fik elevatoren til lov der blev fyldt op med hans ting og forloveren.
Mette kendte en betjent fra familien, som fik hyret en kriminalfotograf til at tage punkttætte billeder. Efter festen endte ni gæster i hendes kartotek dog kun for sjov.
Nu til rådhuset! råbte Mette triumferende, da alle var samlet nede i gården.
Efter denne nye tradition satte Rækkers sig sammen i bilen, for at køre hver til sit efter rådhuset, mens alle gæsterne fik hver et Rejsekort, småmønter til metroen, og så ellers med i fotografens bil, hvor de undervejs lavede fingeraftryk og blev afhørt for sjov. De gik hen til bryllupssalen, mens de sang Jeg er fri, jeg er fri!
Da papirarbejdet var klaret og ægteskabet officielt afsluttet, strømmede selskabet ud i forårssolen. Mette hev et stort bur frem og foreslog at fange nogle duer. Folk sang, grinede, og ønskede det forhenværende ægtepar alt godt. Mændene klappede Hans på skulderen og ønskede ham mange gode år som single, mens konerne kastede vrisne blikke men senere kæmpede om en buket lavet af girokort og regningskuverter.
Hold da op, dér er fest! De har vist glædet sig, sagde én fra en anden bryllupsfest.
Nej, det er skilsmisse de fejrer bruddet, forklarede en anden.
Den dag tog flere par lige en pause og udskød deres egne vielser efter at have set, hvor lykkelige Rækkers så ud.
Da de havde savet hængelåsen over på broen, og ringene var pantet hos guldsmeden for at dække noget af gildet, gik selskabet til en restaurant. Her stod det gamle ritualorkester klar med frokostmenuen og pandekager med honning, sponseret af Pandekagehjørnet nr. 8, hvor Mette arbejdede. Kagen var selvfølgelig også en pandekagekage.
Det føles som en begravelse, sukkede Dorte og kiggede ud over selskabet.
Det er jo også et farvel til det hedengangne familieliv, grinede Mette og foreslog det nu ikke så unge ex-par at tage deres sidste dans.
Chopin begyndte at spille.
Tænk, det blev slet ikke så tosset, sagde Dorte til Hans, mens de dansede midt på gulvet.
Enig, nikkede han. Jeg har aldrig set vores forældre more sig så godt sammen før.
På deres vej rundt fik Dorte øje på, hvordan hendes og Hanns far stod og gav hinanden en krammer, sang sagte og helt sentimentalt fældede en tåre, selvom de ellers altid havde været dødsfjender.
Gavebordet bugnede alt fra enkeltdyne-sæt, billetter til koncerter, håndvægte, tallerkener til én, gavekort til yoga, træning og en enkelt til en stripklub. Til sidst fik Rækkers overrakt nøglekort til hver sit hotelværelse i hver sin bydel, et rabatkort til Pandekagehjørnet nr. 8 og et gavebevis på to ture i stationcar fra Københavns Efterforskning.
Så kom der et lille festfyrværkeri og et tilbud på ekstra pandekage resten af gæsterne listede glade hjem til deres koner, mænd og unger, mens Dorte og Hans gik hver sin vej.
Tre uger senere var fotoalbummet klar. Hans kom forbi for at hente sine negleklippere.
Det blev egentlig godt, sagde Dorte, mens de kiggede igennem de sort-hvide billeder af glade ansigter og håbløse fingeraftryk.
Meget godt, nikkede Hans, og spurgte så: Bytter du efternavn?
Nej, det har jeg vænnet mig til. Og Rødkløver ville heller ikke lyde vildt fedt.
Kan jeg godt følge dig i, sagde Hans med et smil. Skal jeg smutte?
Jaa… vent lige!
Hans kiggede spørgende på Dorte.
Skal vi ikke tage ud og spise i pandekagebiksen? Vores rabatter udløber i dag, det ville være synd.
Synd, sagde Hans og grinede. Og ved du, pandekagen symboliserer jo fornyelse. Måske får vi en frisk start. Altså, er det en date?
Tror du… tror du ikke, det er lidt mærkeligt lige efter sådan et brag af en skilsmisse? De fortalte vist endda om os på TV2!
Måske, men hvem bestemmer? Vi er jo frit stillede nu. For resten, vidste du at forloveren og forloverinden skilles om en uge? De har inviteret os vil du med?
Jeg tænker over det, smilede Dorte. Jeg har faktisk lige fået et sengesæt af dem det må de da få retur!
