Dagbog, tirsdag den 4. juni
Fem år er gået, siden mit ægteskab sluttede i al fredsommelighed. Jeg har nydt friheden, vanerne, min egen rytme men på det seneste er det begyndt at føles tomt at komme hjem til en stille lejlighed alene.
Jeg hedder Søren, 56 år, stadig ved glimrende helbred og har kræfterne i behold. For nogle måneder siden meldte jeg mig på en dansk datingside med håb om at finde en kvinde at dele hverdag og ferier med. Lidt skeptisk først, men allerede i de første breve stødte jeg på en virkelig spændende person.
Hendes profil var enkel:
Ingerlise, 56 år, enke, søger en ordentlig mand til et seriøst forhold.
Billedet viste en smilende, naturel kvinde uden for meget overflade, med venlige øjne. Vi begyndte hurtigt at skrive sammen. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg ikke søgte endeløs virtuel snak jeg ville have en rigtig kvinde, med nærvær i hverdagen og mulighed for oplevelser sammen. Ingerlise var helt med på den. Allerede samme uge aftalte vi at mødes på Strøget.
Første date føltes let og sjov. Solen skinnede, vi slentrede gennem byen, hun fortalte engageret om sit arbejde og sine børnebørn, og jeg lyttede med begejstring. Det betød noget for mig, at hun var afbalanceret, ikke snakkede konstant. Til sidst inviterede jeg hende på café naturligvis betalte jeg; sådan er jeg opdraget. Inviterer man, betaler man.
Så begyndte det klassiske blomster og chokolade-kapitel. Jeg sørgede for bouquetterne, selvfølgelig, men vi havde begge glæde af timerne især vores faste fredage og lørdage med kultur og forkælelse. Jeg er ikke nærig, men hvis jeg regner sammen, hvad jeg har brugt på to måneder med Ingerlise, må jeg blinke lidt biografture, middage, ture i teatret. Vi så både modernistisk billedhuggerkunst, koncerter, gik lange ture i Dyrehaven efterfulgt af frokost på restaurant.
Jeg forsøgte at være den gentleman, jeg er. Jeg tænkte, vi kom tættere på hinanden. Hun smilede, tog min arm, og sagde ting som:
Søren, jeg nyder virkelig dit selskab, du er så hensynsfuld og galant.
Selvfølgelig smigrede det mig.
Men set i bakspejlet var der alligevel tegn på, at noget ikke stemte.
Hun inviterede mig aldrig hjem ikke engang på en kop kaffe eller kage, altid en undskyldning: Jeg har ikke fået gjort rent, Mit barnebarn er på besøg, Jeg er træt, skal vi ikke tage på en café. Længe tænkte jeg, hun var bare reserveret måske uvant med at have en mand i huset igen. Jeg pressede ikke på, men håbede alligevel.
Samtalerne om alder var også pudsige. Så snart det gjaldt oplevelser, restaurantbesøg, udflugter var hun ungdommelig og frisk, foreslog endda Tivoli og weekendture. Men når alt blev en smule mere personligt, blev hun pludselig til en gnaven bedstemor.
Jeg husker, vi sad på bagerste række i Grand-teatret. Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes knæ ikke mere end det. Hun fjernede straks hånden bestemt, men høfligt:
Søren, folk kan jo se os!
Lise, her er mørkt der sidder ingen tæt på
Det er ligegyldigt, det ser ikke pænt ud! Vi er voksne, ikke skolebørn.
Jeg tænkte, det var hendes opdragelse måske meget dydig? Så jeg bakkede. Men det begyndte at give mig uro. Vi var næppe unge længere, og hvor mange år har vi lige at lege kostbare?
Ingerlise elskede til gengæld at udfolde sig om sygdomme og skavanker ryggen, kolesterol, blodtryk men ikke bare som lettere klage, det var nærmest hendes favoritemne hen over rødvinen. Jeg lyttede, viste omsorg, tilbød endda, at jeg kendte en god læge. Men nævnte jeg, at jeg gik til svømning to gange ugentligt for at holde mig i form, fik jeg straks et misbilligende blik:
Hvorfor dog det? Du slider bare kroppen op i vores alder skal man ligge på sofaen med en god bog, ikke plaske rundt i klorvand!
Jeg havde slet ikke lyst til et liv på langs i en lænestol. Jeg ville indhold i hverdagen, nærvær.
Sandhedens time og skamfulde formaninger
I går blev jeg enig med mig selv: Nu må det være nok. Efter to måneders kontakt måtte vi vide, om vi overhovedet passede sammen.
Vi spiste på en georgisk restaurant i Indre By, nød khinkali og god georgisk vin. Hun fortalte morsomme anekdoter, vi nød stemningen. Jeg følte en varme og tænkte: Nu er det naturligt at tage springet ind i det mere personlige.
Det småregnede, vi satte os ind i min bil, stille musik og varme i kabinen. Jeg tog forsigtigt hendes hånd denne gang trak hun den ikke straks tilbage.
Lise, hvad siger du til, at vi tager hjem til mig? Bare en kop te og lidt hygge? Musik og samtaler
Hele hendes krop strammede op, smilede stivnede.
Søren, hvad antyder du egentlig?
Jeg antyder ikke, jeg siger det lige ud. Jeg kan godt lide dig. Vi har været sammen i over to måneder hvad er der galt i at ville være tættere?
Så lød der en lang lektion alvorligt ansigt: Alderen, skam, åndelige værdier, som nær havde væltet mig helt omkuld:
Ved du, hvad du siger? Den slags er for de unge og for dem, der skal have børn. Skal vi virkelig forestille os forfærdeligt, hvordan vi ser ud uden tøj? Jeg har mavedeller, du har sikkert ølmave. Føj! Nu er det venskab og tryghed, det gælder du tænker kun på det primitive!
Jeg var målløs. Pludselig følte jeg mig som et dyr, fordi jeg havde haft lyst til hende efter otte ugers seriøse stævnemøder.
Lise, kom nu ølmave? Jeg træner faktisk, og du ser flot ud for din alder. Hvorfor begraver du dig selv levende med de tanker om alder hvem siger, livet slutter ved 56?
Det er da normen! sagde hun iskoldt. Kvinder på min alder passer børnebørn og ordner have. Det er pinligt, hvis børnene opdager, jeg har en mand til mere end venskab.
Nu kunne jeg mærke vreden stige, og ordrene røg ud:
Du har aldrig ledt efter en partner bare en rare ven med adgang til gode restauranter, bil og opsparing. Var det ikke pinligt at tage imod alt det fra et dyr? Men så snart jeg ønsker intimitet, er det ad.
Hun blev rød, men mest af vrede.
Mener du, jeg skylder dig noget, bare fordi du har købt middag?
Nej, slet ikke men det er da oplagt at tænke, at kærestetid fører til noget mere du ville bare have selskab og privilegier uden ansvar for følelser.
Hun sprang ud af bilen, smækkede døren efter sig. Jeg så hende gå stolt mod opgangen mig blev siddende og følte mest vrede rettet mod mig selv.
Jeg elsker gode snakke, dansk litteratur, historie men jeg er også et levende mandemenneske med reelle behov. Jeg accepterer ikke, at alderen dikterer, hvordan jeg må leve og ønske nærhed.
Jeg slettede hendes nummer og min profil på datingportalen. Nu tager jeg et pusterum og samler mig igen.
Fremover spørger jeg allerede på første møde hvad er hendes syn på kærlighed, liv og nærhed? Får jeg endnu en prædiken om livsfilosofi og børnebørn så deles regningen, og vi siger pænt farvel.
Er det egentlig forkert at ønske sig nærhed i min alder eller viser jeg bare, at jeg stadig har mod på livet? Og hvorfor søger man overhovedet nyt bekendtskab via nettet, hvis man har valgt at pensionere den del af livet?
