Katten, der næsten havde affundet sig med tanken om at dø alene at fryse til døde, sulte ihjel, svigte og fortvivle mærkede pludselig noget lille og varmt ved sin side
Han var blevet smidt ud. Bare smidt ud. Efter ti år i den samme familie.
Årsagen var et råd fra lægen: Den nyfødte baby kunne måske FÅ allergi over for dyrehår. Det vage måske satte et punktum i kattens liv.
Naturligvis ville ingen tage imod en voksen, tiårig kat. Uden at tænke meget over det og uden så meget som et stik i samvittigheden bar manden ham ud. Ikke bare til trappen, nej, men ud i en nabogård. Knædyb sne og isnende kulde. Han forstod vel, at katten ikke kunne finde hjem igen. Sandsynligheden for, at den ville leve til næste nat, var lille DMI havde varslet streng frost.
Kold logik. Nøgtern fornuft.
Havde skæbnen ikke blandet sig, havde det nok endt der. Men noget ændrede sig. Katten, klar til at give op, opdagede pludselig en livlig varme tæt på sig.
Med besvær bevægede han sin frosne krop. Drejede hovedet og stod stille.
To bittesmå, sammenklemte uldtotter med store, åbne øjne så bedende op på ham. I deres blik lå både håb og tillid.
Det var da utroligt tænkte han træt og bittert. Må jeg ikke engang dø i fred? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?
Killinger. De var også blevet smidt ud. To små, i samme isnende kulde, i samme nådesløse frost. Hvorfor, vidste han ikke. Men én ting var sikkert: Overgav han sig nu, ville de slet ikke overleve. De frøs ihjel ved hans forfrosne krop.
Han begyndte langsomt at løsne benene, der var blevet stive af kulde. Han trak killingerne ind til sig og slikkede dem varme. De krøb tæt op ad ham, trygge, som var han selve redningen og ikke kun en kat.
Ja, nu er jeg for alvor i fælden sukkede han.
Sulten snerpede i maven. For killingerne måtte det være værre. Haltende slæbte han sig hen til affaldscontainerne, hvor duften af mad endnu hang i luften.
Efter lidt søgen fandt han et par frosne kødboller og nogle udskæringer af kylling. Han bragte det til killingerne, lod dem spise sig mætte og tog resterne selv. Med fuld bug fandt de små tryghed under hans mave, spandt lavt og faldt i søvn med næserne sammen.
Søvnen lagde sig pludselig over ham.
Da blev han vækket af en stemme:
Mor! Far! Se! Der ligger en mis med killinger!
Han var lige ved at trække på smilebåndet. Mis, selvfølgelig…
Men pigen var ikke én, der bare gik forbi.
Ti minutter senere vendte hun tilbage. I den ene hånd holdt hun en pose med duftende mad, i den anden et slidt, men varmt tæppe. Nu lå de tre ikke længere på den kolde jord, men lunt på blød plaid.
En time senere kom hun igen denne gang med sin far. Han bar et lille hus, snedkereret af gamle møbler. På fronten hang et stykke papir, hvorpå stod med rød tusch: LAD DEM VÆRE VI GIVER MAD. LEJLIGHED 22.
Hele aftenen kom naboer forbi med godbidder dåser med kattemad, rester fra middagsmaden, små glas barnegrød. Varme og omsorg spredte sig i hele opgangen.
Næste dag kom far og datter atter for at hilse på missemor og killinger. Killingerne, mætte, nåede knap frem til den gamle grå, før de faldt i søvn på halvvejen.
Om aftenen, da familien vendte tilbage, pilede killingerne ivrigt mod pigen med glade pip og spind.
Den gamle grå så på dem fra huset, gættende, men bevægede sig ikke. Han var blevet svigtet før at risikere tillid igen, fristede ham ikke.
Mor, sagde pigen, du har jo ikke fodret missemor. Hun må også være sulten
Det går nok, svarede kvinden, hun er voksen og klarer sig nok selv.
Hvilken mor? spurgte far overrasket. Det er jo en han-kat, ikke en hunkat.
Hvad mener du? rynkede moderen panden. Se, hvordan han passer dem og slikker dem det må være en hunkat!
Kig nu lidt nærmere, fnisede faderen. Han ligner altså ikke meget en mor, og han har ikke engang bryster.
Kvinden bøjede sig, kiggede, og aede forsigtigt hans mave. Han rykkede sig modvilligt og så bebrejdende på hende.
Jamen, hviskede hun. Det er jo en han Kat
Nå ja, nu har du opdaget det, tænkte han.
Så du har.. hele denne isnende kulde selv passet på de små? Var det dig, der var deres varme og mad?
Han bevægede ikke så meget som et knurhår. Hvad betød hendes ord? Det eneste, han havde, var killingerne, som han håbede at få anbragt, før han forsvandt i stilhed.
Men skæbnen greb igen ind.
Kvinden gik ingen vegne. Tårer trillede.
Mor, hviskede pigen og klemte killingerne ind til sig. Prøv at se på ham. Han er tam, han er nok blevet smidt ud for nylig
Ja, støttede faren, Nogen synes nok, han var i overskud. Alligevel gjorde han ikke bare ingenting. Han blev deres mor. Lagde sin egen død til side for andres skyld.
Er det med vilje? Vil du se mig græde? snøftede kvinden.
Jeg siger bare, hvad jeg ser, svarede han roligt.
Kvinden gik hen, løftede forsigtigt den gamle grå op og holdt ham tæt ind til sig.
Han stivnede, forberedt på at flygte men istedet kom et svagt mjau og en spinden, han ikke forstod selv.
Han tænkte: De fodrer mig, gør mig ren men de smider mig nok ud igen. Men
Han kom i bad. Vasket i katte-shampoo. Han hylede forurettet, men pigen og moderen talte blidt til ham.
Så et varmt håndklæde. En blød sofa. Lækker mad. Killingerne lagde sig som altid tæt ind til hans mave og faldt til ro.
En sand helt, hviskede kvinden, mens hun nussede ham på ryggen. Ikke engang alle mennesker gør sådan noget
Smigrer, tænkte den gamle grå og gabte. Nå ja. Når jeg vågner, kradser jeg hende måske
Men istedet for krads kom igen en spinden. Pigen lo.
Måske kradser jeg ikke alligevel De virker faktisk rare, overvejede han.
Han samlede killingerne tæt ind til sig og begyndte at vaske dem. Kvinden græd igen.
De er mærkelige, de kvinder, fnisede han for sig selv. Først vasker de så græder de. Skyldfølelse måske.
Han sov tungt, med killingerne i favnen, uvidende om at det var moderen, der havde sagt nej til at tage gadekattene ind. Derfor havde far bygget huset i gården sammen med datteren.
Nu lå de tre den gamle grå og killingerne tæt sammenrullede, bløde som et lille bjerg af pels.
Familien stod samlet og så på den gamle kat, der havde vist mere hjerte end mange mennesker.
Men vi gik da ikke forbi sagde pigen lavt.
Far og mor nikkede stille.
Måske var det det bedste, de havde gjort i lang tid.
