Jeg har ligget i sengen i flere dage nu. Ikke fordi noget gør ondt, men min krop føltes bare tung, og jeg havde ingen kræfter til at rejse mig. Og for at være ærlig, havde jeg heller ikke lyst til at stå op.
“Hvorfor skulle jeg?” tænkte jeg. “Mine opgaver i livet er jo gjort. Jeg har opdraget mine børn, sagt farvel til mine forældre. Nu er jeg bare… overflødig.” Årene var gået hurtigt, nærmest ubemærket.
Jeg stirrede træt rundt i stuen. Små spindelvæv hang fra loftets hjørner. Udenfor vinduet kunne jeg se min gamle havenu overtaget af ukrudt. Lyset fra morgengryet sivede ind, jeg lukkede øjnene og faldt i søvn igen.
I søvne dukkede min mor op. Det overraskede mig, for hun havde kun besøgt mig én gang i mine drømmekort efter hun blev bisat. Hun smilede mildt til mig, rakte ud, som om hun ville tage mig i favn, men noget usynligt holdt hende tilbage.
“Min kære pige,” sagde mor roligt, “i morgen skal du tage afsked med dit liv…”
Med ét vågnede jeg med et sæt, hjertet hamrede. Hvad mente hun? Sidste dag? Så snart?
Billeder af mit liv flimrede for mit indre blik. Jeg så børnene, venner, familiemig selv liggende her, omgivet af rod, haven ikke til at kende, og intet at servere at spise. Panikken fik mig ud af sengen. Jeg fór rundt i huset, vidste ikke, hvor jeg skulle begynde.
Inde i køkkenet begyndte jeg at ælte en dej. “Den hæver til i aften, så kan jeg bage boller. Hvis jeg altså lever så længe”
Jeg fyldte en balje med vand, greb kluden og tørrede støv af alle kroge. Alt blev sat på plads, gulvet vasket.
“Så, nu er her da pænt,” pustede jeg lettet ud.
Men haven! Jeg fór ud, rev ukrudt op uden at mærke sult eller træthed. Det eneste, jeg kunne tænke på, var: “Sidste dag! Sidste dag!”
Først da sidste bed var fri for ukrudt, mærkede jeg, hvor ømme benene var.
“Skulle nok hvile lidt… nej, det kan vente,” formanede jeg mig selv og styrtede ind efter dejen.
Bollerne duftede allerede lifligt i køkkenet.
“Så får børnene da noget at spise, når de kommer i morgen. De får the og boller, mindes deres mor,” hviskede jeg, rørt til tårer. Jeg smagte forsigtigtde var helt perfekte, luftige og bløde.
Jeg satte mig ved vinduet og nød den stille tilfredshed: “Hvor er det dog godt at være i live…”
Tiden var kommet. Jeg måtte gøre mig klar. Jeg rodede i skabet, fandt den nye kjole frem, den jeg ikke havde haft anledning til at bruge endnu.
Foran spejlet satte jeg håret og lagde et let lag makeup. Kjolen gled på, og jeg kunne ikke lade være med at smile til mit eget spejlbillede.
“Tænk, jeg er jo ret pæn. Det er mere bryllup end begravelse, det her!”
Men skæbnen er jo umulig at ændre… Jeg lagde mig til at dø. Men noget andet ventede!
Lyden af en bil, der bremsede udenfor, rev mig ud af mine tanker. Et horn blev trykket ned.
“Nok til naboen,” mumlede jeg. De fik tit besøg.
Efter nogle minutter bankede det på døren. Jeg kiggede ud og så en fremmed bil. Mærkeligt…
“Sikken vogn!” røg det ud af mig. Jeg gik ud og åbnede døren.
På trappen stod en velklædt mand. Han så mig an med et lille smil.
“Er du Mette?” spurgte han.
“Ja…”
“Jeg hedder Søren, og jeg er kommet for at hilse på dig. Undskyld, turen tog længere end ventet.”
“Undskyld, men… hvad kan jeg hjælpe med?”
Han trak på det. “Det kan godt virke mærkeligt, men… jeg skrev til dig på Skype? Du svarede aldrig, så jeg fandt ud af, hvor du boede.”
“Men, Søren, jeg ønsker ikke at forandre mit liv, jeg er vant til at være alene. Bedst, du kører hjem igen.”
Han nikkede trist. “Du har ret. Jeg burde have ringet først. Undskyld, Mette.”
Halvvejs tilbage mod bilen vendte han sig og rakte mig en æske Summerbird-chokolade.
“Undskyld ulejligheden.”
Han gik igen, og jeg stod tilbage med fornemmelsen af, at jeg havde gjort noget forkert. Han havde vel hverken spist eller drukket hele dagen…
“Søren, vent,” kaldte jeg. “Kom ind og få en kop the med mig.”
Hans ansigt lyste op, han løb næsten ind.
“Gerne, Mette.”
Jeg bad ham vaske hænder. Jeg hældte the op, satte boller på bordet.
“Er du sulten?” spurgte jeg.
“Meget,” indrømmede han.
“Så spis endelig.”
Jeg mærkede selv en sult, jeg ikke havde kendt længe. Hurra for, at jeg havde bagt så mange boller.
“Velbekomme,” sagde vi i kor og brød ud i latter.
For første gang i lang tid spiste jeg med ægte glæde. Hans selskab var beroligende. Søren var en vidende mand, og efter en times samtale, føltes det som om, vi havde kendt hinanden hele livet.
“Mette, hvis du mangler noget, så sig til. Jeg vil hjælpe.”
Jeg så på hans nydelige tøj og smilte. “Jamen, huset trænger til en kærlig hånd. Lad dig endelig ikke holde tilbage!”
Han tænkte lidt. “Jeg skal nok ordne det hele, Mette!”
Han begyndte at tage overtøj på.
“Tak for mad… tak for alt. Jeg ved godt, man ikke overnatter hos damer, man lige har mødt. Hav det godt, Mette.”
“Farvel, Søren. Kør forsigtigt!”
Jeg ryddede op og gik til roeller rettere lagde mig for at dø.
Søvnen overmandede mig hurtigt, kroppen var udmattet.
I drømmen stod min mor igen foran mig.
“Min pige, hvorfor gik du i går? Du hørte mig jo ikke færdig. I dag var kun din sidste dag som ensom. Vi ved, hvor hårdt du har haft det, derfor har vi sendt dig en engel. Afvis ham ikke. Pas på ham.”
“Men mor han er jo kørt. Jeres engel blev skræmt væk, arbejdet var for stort.”
Hun velsignede mig, så svandt hun bort i lys.
Næste morgen vækkede lyden af lastbil mig tidligt. Ude foran min stue kom folk, der læssede lægter af og byggematerialer. En mand dirigerede, hvor tingene skulle sættesSøren!
Da de var væk, stod jeg på vejen og måbede.
“Hvorfor alt det her? Jeg har da ikke bestilt noget!”
Før jeg fik protesteret, kom endnu en lastbil med hegn og plader. Jeg genkendte straks et hegn som naboenssom jeg altid havde beundret.
Med det samme gik mændene i gang. Søren var også i arbejdstøjet.
“Søren, hvorfor gør du alt det her? Jeg kan ikke tage imod så meget…”
“Rolig nu, Mette. Lad os nu få huset i stand. Gå inddet er koldt.”
Jeg følte mig totalt forvirret. To ægteskaber, men aldrig rigtig passes på. Alt havde jeg selv klaret. Nu var det svært at stole på nogen igen.
Men arbejdet fortsatte. Nyt hegn, skur, gulvet blev rettet, ovnen lappet. Alligevel blev jeg urolig. Hvad ville han have for alt det?
Jeg havde ikke mange penge, men tog alligevel kontanter frem.
“Søren, jeg kan betale noget… resten senere.”
Han lo blidt. “Mette, stop nu. Jeg gør det ikke for penge.”
“Bare tag det. Man skal jo kunne betale for arbejde.”
Søren rystede på hovedet, forlod huset. Lidt efter hørte jeg bilen køre.
Han kom ikke tilbagehverken dagen efter, eller ugen efter…
Mit hjerte gjorde ondt ved tanken på, at jeg havde fornærmet ham. Jeg kunne ikke tænke på andet, kunne mærke ensomheden bide mere end nogensinde.
“Hvorfor drev jeg ham væk? Hvordan kan jeg nu leve uden ham?”
Jeg gik hvileløst rundt, indtil min nysgerrige nabo, Else, standsede mig på vejen.
“Mette, du skal da ikke jage sådan en mand væk. Han har jo gjort alting for dig! Han holder af dig, det kan enhver da se.”
“Han er jo kørt,” svarede jeg mat.
“Vrøvl,” lo hun. “Hans bil holder på svinget ind til byen. Har gjort det hele natten.”
“Virkelig?” Jeg satte i løb, men hverken bil eller Søren var der.
“Nu driller hun mig bare,” sukkede jeg og trashede hjem.
Om natten kunne jeg ikke sove. Jeg tog et tæppe over skuldrene og satte mig på trappen ud i den kølige, danske nat.
“Hvorfor er jeg så ulykkelig, og hvorfor er jeg så dum?” sagde jeg lavt og begyndte at græde.
Pludselig stod Søren foran mig, løftede mig op og kyssede tårerne væk.
“Mette, du må ikke græde!”
“Hvor har du været? Hvorfor gik du?”
“Jeg gik jo ingen vegne. Jeg kunne ikke. Jeg elsker dig.”
“Og jeg elsker dig, mere end livet.”
Jeg pressede mig ind til ham, min engel, sendt til mig fra oven.
“Tak, mor…” hviskede jeg, og denne gang græd jeg af lykke.
