Anne havde ligget i sengen i flere dage og kunne ikke tage sig sammen til at rejse sig. Ingen smerter, bare træthed, svimmelhed og total mangel på lyst til at komme ud af dynerne.
Og til hvad? mumlede hun for sig selv. Alle livets pligter er jo overstået: børnene er voksne, forældrene lagt i jorden. Nu er jeg bare til overs. Årene er da fløjet forbi, uden jeg fik det store med.
Ingenting fristede. Anne kastede et blik rundt i stuen: der hang allerede en del spindelvæv hist og pist fra loftet. Hun kiggede ud af vinduet, hvor haven lå hen som en jungle af brændenælder. Lyset begyndte at trænge ind, og Anne lukkede øjnene og gled væk.
I drømmen dukkede hendes mor pludselig op. Anne blev overrasket, for det var kun én gang før, hun havde drømt om sin mor, og det var umiddelbart efter begravelsen for tre år siden. Moren så venligt på hende, ville vist gerne kramme hende og ae hende på håret, lige som dengang, men der var en usynlig væg mellem dem.
Min søde pige, sagde moren, i morgen er din sidste dag
Det føltes, som om nogen smed Anne ud af søvnen. Hun fór op af sengen, chokeret.
Sidste dag? Allerede? Hvorfor så tidligt? råbte Anne ud i den tomme stue.
Hun forestillede sig straks situationen: hun ligger her stiv og kold, mens børn og bekendte valfarter til huset. Alt roder, haven er en eneste stor Ikea-udfordring, og man skulle lede længe efter mad. Anne fløj rundt i huset, uden at kunne beslutte, hvad hun skulle tage fat på.
I køkkenet fik hun hurtigt æltet en dej. Den når at hæve inden aften, så kan jeg bage boller. Hvis jeg altså lever så længe.
Hun satte en balje med vand, fandt kluden frem og fik støvet af i alle kroge. Hun samlede alt det rod op, hun havde overset i dagevis. Til sidst tog hun fat på gulvet.
Sådan! Nu skinner hytten, pustede Anne lettet.
Haven næste! Hun fór ud og ragede ukrudt op som en gal, uden at mærke sult eller træthed. I hovedet kørte kun én sætning: Sidste dag! Sidste dag!
Da den sidste bed var renset, fik hun pludselig ømme ben.
Skal lige hvile mig Nej, det kan vente!
Hun kom i tanke om dejen og stormede ind.
Nu stod der lune boller på bordet.
Godt, så kan ungerne få lidt at spise i morgen, når de kommer og mindes deres gamle mor, sagde Anne med et skævt smil og en tåre i øjenkrogen. Må hellere lige smage Uhm, som de blev luftige!
Anne satte sig i vindueskarmen og tænkte:
Hvor er det dog egentlig dejligt at være i live!
Men det var tid til at forberede sig på afgangen. Anne begyndte at granske garderoben for det rette outfit. Til sidst valgte hun en kjole, hun aldrig havde haft modet til at tage på før.
Hun gik hen til spejlet, satte håret og lagde lidt make-up. Så trak hun kjolen på og greb sig selv i spejlet:
Hold da op, om jeg så ikke burde giftes bort i stedet for at blive begravet!
Men skæbnen lod sig ikke forhandle med Hun lagde sig til at dø men nåede det ikke. Pludselig hørte hun lyden af en bil foran huset, hornet lød.
Nok bare til naboen, tænkte Anne. De har altid gæster.
Men så bankede det på døren, først én gang, så igen.
Kan det virkelig være børnene allerede? Hun listede hen til vinduet. Næh, bilen kendte hun ikke.
Vildt nok et køretøj! tænkte hun, mens hun gik ud for at åbne. Hun fjernede slåen og åbnede døren. Udenfor stod en mand, ret pæn og velplejet. Anne kastede et hurtigt blik på ham:
Ja, han er da gør klar til bryllup! tænkte hun.
Er du Anne? spurgte manden.
Det er jeg
Jeg er her for at besøge dig. Undskyld, at jeg er lidt sent på den
Er du sikker på, du er det rigtige sted? spurgte Anne forvirret.
Det er jeg, tøvede manden, usikker på, hvad han skulle sige.
Måske er du gået forkert, foreslog Anne.
Nej, nej. Jeg var venner med dig på Skype, men du er der jo aldrig, så jeg opsporede dig. Spørg ikke hvordan det kan vi tage senere. Nu tænkte jeg bare, at jeg ville kigge forbi.
Hvad pokker skal jeg stille op med ham her? tænkte Anne.
Søren, du må undskylde, men jeg henvender mig altså ikke til fremmede mere og jeg er ikke meget for at ændre noget som helst. Du må hellere vende næsen hjemad.
Du har nok ret, jeg burde have ringet først. Farvel, Anne.
Han gik hurtigt ud mod bilen, vendte sig og rakte Anne en stor æske chokolade.
Undskyld besværet.
Og så var han væk.
Det stak i Anne. Hun fik faktisk ondt af den fremmede. Manden har kørt hele dagen og er sikkert sulten.
Søren, vent nu lige lidt! Kom indenfor, så får du da en kop te.
Hans ansigt lyste op, og han spænede tilbage til døren.
Med glæde, Anne!
De gik ind.
Husk at vaske hænder. Håndklædet hænger der.
Anne hældte te op og satte bollerne på bordet.
Vil du ikke have lidt at spise også? spurgte hun.
Det ville nu ikke være så tosset.
Jamen tag for dig det er godt for helbredet!
Anne opdagede, hun selv var ved at dø af sult, så hun dækkede hurtigt op. Godt man havde været produktiv!
Velbekomme! sagde de i munden på hinanden og brød ud i latter.
For første gang i lang tid nød Anne et måltid. Hun følte sig godt tilpas ved siden af denne, indtil for nylig, totalt fremmede mand. Søren var faktisk rigtig hyggelig at snakke med. Efter en times tid følte Anne, at de havde kendt hinanden altid.
Anne, hvis du mangler hjælp, så sig endelig til.
Hun kiggede på hans tøj og lo.
Hjælp, jo tak. Skuret er ved at kollapse, hækken vælter, og taget drypper.
Søren tænkte sig om:
Jeg fikser det hele, Anne.
Og pludselig skyndte han sig at pakke sammen.
Tak for maden. Jeg spørger ikke om logi, det ville vist være lidt for meget. Farvel, Anne.
Hej hej, Søren! Kør forsigtigt hjem.
Anne ryddede bordet, satte sig lidt og gik så i seng eller døden, hvad hun nu var mest i humør til.
Søvnen kom øjeblikkeligt; sådan går det jo efter en dag fuld af aktivitet.
Om natten dukkede moren op igen.
Lille skat, hvorfor smuttede du i går? Du hørte jo ikke slutningen. I dag var din sidste ensomme dag. Vi så, hvor tungt livet alene var for dig, så vi sendte dig en engel. Afvis ham ikke, han vil passe på dig og du skal passe på ham.
Hvem skal jeg passe på, mor? Jeres engel er løbet sin vej, han fik nok af arbejdet.
Moren sendte hende et benådet blik og forsvandt.
Næste morgen blev Anne vækket af bilstøj. Hun kiggede ud af vinduet og så en lastbil fuld af byggematerialer. Den rullede direkte op til hendes hus, og bagefter endnu én. Ud sprang nogle mænd og begyndte at læsse brædder af.
Hvad i alverden Jeg har da ikke bestilt noget.
Hun var halvvejs ude for at jage dem væk, da hun opdagede, at Søren stod og dirigerede tropperne.
Da de var færdige, forsvandt folkene.
Anne gik udenfor.
Jamen, man kunne jo bygge et slot af det her!
Før frokost kom endnu en varevogn og læssede zinktag og andet godt af.
Det var da utroligt Det er jo et stakit, ligesom naboen fik. Jeg har altid misundt den flotte nye hæk.
Mændene gik straks i gang. Blandt dem så Anne Søren, der ikke bare bossede rundt, men selv arbejdede hårdt.
Søren, er det ikke for meget? sagde Anne.
Bare rolig, Anne. Alt bliver godt, gå du bare ind og slap af det er råkoldt.
Anne anede ikke, hvad hun skulle mene. Hun havde været gift to gange uden held og havde altid klaret sig selv. Ingen havde nogensinde taget hånd om hende. Hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere.
Imens arbejdede mændene videre. Efter et par dage havde hun et nyt stakit, et nææsten nyt skur, gulvet var skiftet, og ovnen fikses. Men Anne blev stadig ved med at mistænke Søren hvad var hans motiv? Ville han have penge?
Det havde hun sjovt nok heller ikke nogen af.
Jeg giver, hvad jeg har, resten må komme senere, tænkte hun.
Da Søren, træt men tilfreds, kom ind, sagde hun:
Søren, jeg er virkelig taknemmelig, men jeg forstår ikke, hvorfor du gør alt det her
Hold nu op, Anne, hvad mener du?
Og Anne rakte ham sine penge.
Tag dem nu, det er ikke meget, men jeg finder resten senere.
Hvad bilder du dig ind, Anne? Hvorfor?
Du skal have lidt for besværet.
Søren gik bare. Lidt efter lød bilen udenfor, og han var væk.
Han kom ikke næste dag. Eller dagen efter. Eller ugen efter
Anne var i krise. Sorgen nagede hende dybt hun kunne ikke tænke på andet. Hun var forelsket som en skolepige.
Hvorfor jog jeg Søren ud? Hvad stiller jeg op uden ham? spurgte hun sig selv om og om igen.
En dag mødte hun nabokonen, som vidste besked om alt og alle.
Du er tosset, Anne! Se bare alt det, han har lavet for dig. Han er jo en keeper!
Han er for længst væk, sukkede Anne.
Næh, det kan du tro nej, grinende naboen, hans bil står på hjørnet hver eneste nat.
Hvor, sagde du?
Ved svinget ind til byen
Men Anne hørte hende knap. Hun var allerede løbet afsted for at se efter Søren. Men der var ingen bil, ingen Søren.
Hun gjorde bare nar ad mig, tænkte Anne trist og slentrede hjemad.
Om natten kunne hun ikke sove, rejste sig, trak sit varme tæppe op om sig og satte sig på trappen udenfor.
Hvorfor er jeg så pokkers uheldig? Hvis jeg dog bare ikke var så dum!
Hun kunne ikke holde tårerne tilbage og brast i gråd.
Pludselig tog nogen hende op i armene og kyssede hende på både kind og mund, våd af tårer.
Anne, græd nu ikke! bønfaldt Søren.
Hvor har du været? Hvorfor gik du?
Jeg gik ingen steder. Jeg kunne slet ikke, for jeg elsker dig.
Og jeg elsker dig, mere end livet selv.
Anne trykkede sig ind til sin slags engel, sendt fra himlen.
Tak, mor, hviskede hun. Og græd igen denne gang af lykke.
