DET FORUNDERLIGE LIV
Til brylluppet hos min veninde Line festede vi i to døgn overflod af god mad, rigeligt vin og uendelig latter. Brudgommen, Anders, var uimodståeligt flot som en ung Mads Mikkelsen, og påfaldende beskeden trods sin betagende ydre skønhed. Alle os gæster kunne ikke lade være med at sende nysgerrige blikke efter Anders de klare blå øjne som en junihimmel over Sønderjylland, uforskammet lange og tætte sorte øjenvipper (for pokker, hvorfor skal mænd dog have sådan naturens gave?), en markant hage, flot dansk næse og silkeblød hud med et strejf af brunhed efter megen frisk luft. Prikken over iet: næsten to meter høj og så bredskuldret, at han måtte bukke sig under dørkarme. Hvis vi ikke holdt så meget af Line, havde vi næppe holdt os fra at slås om den perfekte mand lige midt under hovedretten Anders var Guds gave til kvinder.
Sikke en scoring, Line! angreb vi hende kærligt. Og alle forsøgte at ligne oplagte kandidater til at gifte sig ind i familien, hvis nu Anders nu havde nogle uforligneligt smukke single-brødre.
Lige ro på, piger. Jeg forelskede mig i Anders på grund af hans ligefremhed. Han er fra en landsby udenfor Aarhus, opvokset hos sin mormor, dygtig til alt praktisk og en kærlig mand. Vi lærte hinanden at kende, da mine forældre købte et sommerhus i nærheden. Han har så meget hjertevarme, arbejdsomhed og han er den mest pålidelige, jeg kender. Det tog noget tid at overtale ham til at flytte til byen, det indrømmer jeg, griner hun.
Anders viste sig at være et hit både i omgang med svigerfamilien og i jobbet: på kort tid lærte han alt om god snaps, kaffe, dansk politik, BLØ og Gasolin, kunst, Indeks C25, badminton og tabte sin jyske dialekt. Han kørte glad i den rummelige stationcar, Lines far venligt havde lånt dem, og fik en fornuftig stilling på samme kontor som svigerfaren. Og hvem der gav dem andelslejligheden, vil jeg ikke afsløre, men I kan nok gætte jer til det.
Men da de var gift et par år, opdagede Line at Anders havde en kæmpe forkærlighed for hvide sokker. Han gik udelukkende i kridhvide sokker både hjemme, på besøg, selv i gummistøvler uden sko indeni, og stod frygtløst på beskidte gulve i prøverum med bare fødder, blot dækket af hvide sokker.
Line delte ikke kærligheden til dette modefænomen, men hun vaskede alligevel gulve to gang dagligt og hamstrede blegemiddel. Sådan fik Anders tilnavnet Sokken.
At Anders havde en affære, fandt Line ud af i ottende måned af sin graviditet og elskerinden var også gravid. Med præcis samme termin.
Sokken blev smidt ud, fyret fra jobbet, forbandet og sørget over alt sammen på 24 timer. Så kom de seje, klæbrige hverdage i regnfuld efterår. Line lå uendeligt i sengen, der nu virkede skræmmende stor, stirrende ind i loftet med tørre øjne:
Jeg græder senere. Det tager babyen skade af nu.
Line lå der, næsten som den lille havfrue på kajen, og vi veninder afløste hinanden, men vigtigst af alt, vi støttede hende med vores tavse selskab.
Vi havde alle lyst til at skrige og tude, rive sider ud af skæbnens bog og smide dem i brændeovnen. Men vi måtte vente og tie.
På barselsudskrivningen stod vi klumpet sammen, viftede med balloner og bad venligt plejepersonalet om et ekstra glas the, før vi rullede mod en ny begyndelse sammen. Den nybagte morfar lagde sig særlig i selen: aftenen før havde han først skrevet et overvældende stort og skævt Tak for barnebarnet! med kridt på asfalten under Lines vindue og derefter blev han kærligt stoppet af vagten, da han forsøgte at synge serenade. Vagten inviterede ham istedet indenfor på et lille krus Gammel Dansk bag kontorets lukkede dør – til stor glæde og uden at nogen tog skade.
På udskrivningsdagen strålede morfar, fældede tårer af lykke og stolthed helt uden at overdrive. Vi andre græd også os igennem hele delegationen, lo og kyssede Line, kastede nysgerrige blikke til den lille blå konvolut med baby Jonas, der gemte sig et farsnæse af den smukkeste slags. Men Line græd ikke engang af glæde:
Senere. Måske det påvirker mælken, hvem ved.
Line var stille med os endnu to måneder, og så gik hun endelig uden tændstikker eller syre, men med en brændende trang til at råbe, græde, bebrejde, banke i væggen med sine fine næver, skamme og udskælde, prøve at losse den opsparede smerte ud på forræderen, på ham som havde ødelagt hendes håb og den verden hun forestillede sig for sin lille søn. Verden, hvor hun forestillede sig, hun en dag skulle sidde og strikke små sokker til sine mandfolk og høre Jonas grine, mens han gik hånd i hånd med Anders i Frederiksberg Have.
Line ville også gerne se rivalen i øjnene den skamløse kvinde som sov med hendes mand. Hun forestillede sig arrogante og desværre meget smukke øjne. Dem ville hun spytte i. Det besluttede hun hjemmefra. Og hvis det ikke hjalp, var hun klar til at kradse dem ud.
Hvor hun skulle gå hen for dette opgør, fandt hun ud af ved et tilfælde, da de nysgerrige gamle damer i hendes egen opgang straks gav fuld opdatering over hækken under hendes barnevognsspanktur. De fortalte skamfulde detaljer, beskrev ruten præcist til lejligheden på Amager og kom med kreative forslag til zen-baseret hævn. Line blev paf, græd indvendig, ønskede hun var gået glip af husnummeret men hun gik alligevel.
Så står hun der nu forpustet foran en slidt opgangsdør i den gamle københavnerbebyggelse, hun skal blot tage trappen til femte sal og så kan hun enten skrige eller spytte.
På første sal tror hun helt sikkert, lejligheden er tom, og at hun spilder sin tid. På anden sal tænker hun ligefrem, det ville være bedst, hvis ingen var hjemme. På tredje sal hører hun intens barnegråd ovenfra.
En spinkel og mascara-tudet kvinde åbner døren. Intet i hendes udseende matcher billedet i Lines hoved af den mandelokkende, farlige rival.
Mens Line studerer denne snøftende, usikre konkurrent som næppe vejer 50 kilo med vådt hår græder et barn sig hæst i det fjerne.
Hej, du må være Line. Anders er her ikke han forlod os for to uger siden. Og jeg aner ikke, hvor han er siger kvinden og synker sammen på gulvet, endnu mere ulykkelig.
Lines lyst til skænderi forsvinder. Hun har mest lyst til at gå ind i stuen og trøste barnet, denne fortvivlede mor har svigtet. Måske hun får klemt et Du må tage ansvar for dine handlinger, kønne! ud det skal klart med, og så kigge hende strengt og fordømmende i øjnene. Det har hun bedrageren alligevel krav på.
Barnet er tørt men sultent, øjnene er hævede, kinderne røde. Uden tvivl han skriger sultent, en knap halvanden år gammel dreng, mens hans mor græder sammenkrøllet på dørmåtten.
Hvordan hun endevendte tomme køkkenskabe for modermælkserstatning og stirrede ind i det bare køleskab kan Line dårligt huske bagefter. En lap papir lå på bordet med den start på en rædselsbesked: Undskyld i sm og så var sætningen ufærdig.
Kvinden græd sig gennem sin historie: Hun skulle flytte ud om få dage, havde ingen penge, Anders var væk, mælken forsvundet, og hun var svigtet og fyldt af skam. Hun undskyldte, sagde, at Line gerne måtte slå hende, hvis det hjalp. Drengen hedder Peter, bare så Line lige ved det, sagde hun. Peter var ni dage ældre end Jonas.
Line tog ikke hjem i galop for om 20 minutter krævede Jonas bryst. Det var svært for hende at gå: hun bar på to tunge indkøbsposer for kvinden, som nu selv gik med siden af og vuggede en mæt Peter. Line gik der og spekulerede på, hvor hun nu kunne stille to ekstra senge.
Tre år senere var vi til Oksanas bryllup hendes tidligere rival, nu ven. Fire år efter fejrede vi Lines. Lines nye mand hader hvide sokker, går ind for kulørte farver i livet, og elsker sin kone, søn og to døtre. Oksana er mor til fire drenge, og hendes mand håber stadig på en lille pigeVed Lines bryllup sad Jonas for bordenden iført ternet butterfly, Peter bagte brudeparrets kage, og Oksana rakte Lines lille datter blomster, mens hun vuggede sin egen nyfødte. Da glassene klirrede, lo gæsterne højt, skålene rungede, og hvide sokker var forbudt. Rundt om fadene voksede nye familiebånd frem, rødder af tilgivelse blandet med nysgerrighed, og blomsterne på bordene stod i alt for kulørte vaser.
Line kiggede rundt på selskabet, fangede blikke, forståelse og smilede. Hun tænkte, at livet nogle gange lignede en taske fuld af sammenfiltrede tråde: man levede sig gennem dem, svedende og bandende, og pludselig fandt man en tråd, der gik igennem det hele. Ikke den pæneste, måske heller ikke den stærkeste men hendes egen.
Med Jonas ved sin side, Peters latter i baggrunden og sin nye mands varme hånd i sin, mærkede Line et sug gennem kroppen, som om hjertet endelig erindrede alle de tårer, hun havde gemt. Men nu slap det dem, som bobler der stiger til overfladen og brister frit.
Hun så på sin gamle venindekreds og kunne ikke lade være med at tænke: Aldrig vil hun igen undervurdere det forunderlige liv eller kræfterne i kærlighed, venskab og kulørte strømper.
