Jeg er 62 år gammel og har undervist i litteratur på gymnasiet i næsten fyrre år. Livet har sin rolige rytme: vagter på gangene, Shakespeare, halv-lunken te og en evig strøm af stile, der skal rettes.
Hvert år i december giver jeg mine elever en opgave: “Lav et interview med en ældre person om deres mest mindeværdige juleoplevelse.” Det bliver oftest mødt med et kollektivt suk.
En opgave, de helst var fri for.
Men i år kom den stille og reserverede Stine hen til mig efter timen ringede ud.
“Fru Madsen, må jeg lave interviewet med dig?” spurgte hun, mens hun nervøst holdt opgavearket mellem hænderne.
Jeg lo: “Åh kære, mine minder er så kedelige. Spørg hellere din mormor eller naboen nogen der har oplevet noget spændende!”
Men hun insisterede, hendes blik fast og urokkeligt: “Jeg vil gerne interviewe dig.”
Til sidst nikkede jeg: “Okay, efter timerne i morgen men hvis du spørger om klejner, får du min ærlige mening.” Hun smilede, “Vi har en aftale.”
Nostalgi og minder
Dagen efter sad hun foran mig i det tomme klasselokale, noteshæftet åben og gyngende let på stolen.
Hun begyndte: “Hvordan fejrede du jul som barn?”
Jeg fortalte om mislykket julekage, om min fars nik til Bamses Julerevy i radioen, og om året hvor vores juletræ næsten væltede af bare træthed.
“Må jeg spørge lidt mere personligt?”
Da hun spurgte, om jeg nogensinde havde haft romantiske følelser i juletiden, stak en gammel smerte frem.
“Der var én… Han hed Jens.” Vi var unge og vanvittige og drømte om en fremtid, vi slet ikke kunne forestille os.
40 års eftersøgning
Et par dage senere kom Stine tilbage, ivrigt vinkende med sin telefon. “Fru Madsen, jeg tror, jeg har fundet ham!”
Jeg troede knap mine egne ører. “Hvem har du fundet?”
Hun kunne dårligt skjule sin begejstring, da hun viste mig en besked på skærmen: “Søger efter den pige, jeg elskede for 40 år siden.” Mit hjerte begyndte at banke iltert.
Billedet, der var vedhæftet, var… mig, 17 år gammel i min blå vinterfrakke, smilende med min karakteristiske tand.
“Vil du have, at jeg skriver til ham?” spurgte hun, kiggede mig lige i øjnene. Jeg var stum.
Da Stine sagde, at hun kunne arrangere kontakt, voksede håbet i mig. Han havde ikke glemt mig, og selv efter alle årene havde han ledt efter mig.
Vi skrev frem og tilbage, og til sidst aftalte vi at mødes på en lille café i Aarhus. Jeg valgte tøj, der passede til den, jeg er nu uden at skjule tiden, der var gået.
Et møde, der forandrede alt
Da jeg så ham igen, var han naturligvis forandret, men hans øjne var de samme: varme og venlige. “Birgit,” sagde han, og i det øjeblik mellem fortid og nutid vidste jeg, at vi stadig forbandt hinanden.
Vi blev hurtigt opslugt af snak om gamle dage, minder, følelser og alt det, vi havde oplevet hver for sig. Vi delte historier om vores liv og om at vi aldrig rigtig havde glemt hinanden.
“Du har altid haft en særlig plads hos mig,” sagde han.
I det øjeblik følte jeg håbet blomstre på ny. Måske var livet ikke slut endnu. Vi fik aldrig chancen dengang, men nu stod den åben for os til selv at skrive resten af vores historie.
Konklusion
Gennem alle livets op- og nedture har mødet med Jens lært mig, at håbet aldrig helt forsvinder. Og er det ikke hele meningen med livet at give sig selv lov til at begynde forfra og tro på fremtiden? Jeg er klar til, hvad den bringer. For lykken kan vente, også selvom man må vente lidt længere, end man troede.
