I går sagde min kæreste til mig:

I går sagde min kæreste til mig:

Lørdag kommer drengene over. Kan du tage hjem til dine forældre?

Jeg stod helt stille med koppen i hånden:

Mads, igen?

Ja, selvfølgelig. Det er jo bare en gang om måneden, det ved du, svarede han.

Jeg vidste det godt. Hver måned kommer hans venner hjem til os for at spille brætspil, og hver gang beder han mig om at overnatte et andet sted. Vi har boet sammen i to år nu. Jeg er enogtredive, han er fireogtredive. Hans venner er alle mellem tredive og femogtredive, de har alle kærester eller koner. Men kun jeg ender med at forlade vores fælles lejlighed.

Jeg tager hjem til min mormor, mine forældre eller til en veninde som et barn der bliver sendt ud at overnatte, mens de voksne hygger sig. Det føles så ydmygende.

Den første herreaften uden kvinder

Det startede for halvandet år siden, lige da vi var flyttet sammen.

Mads sagde:

På lørdag kommer gutterne forbi, vi skal spille brætspil. Du kunne vel tage et smut ud?

Jeg blev overrasket:

Hvorfor? Det er jo også min lejlighed.

Vi har aftalt en dag uden kvinder. Bare mænd, bare os, så vi kan slappe helt af.

Skal de andre piger også tage hjem?

Nej. Men de bor jo hver for sig. Men vi deler jo lejlighed, så det ville blive akavet for dig.

Jeg tænkte: Nå, okay, det er første gang, de skal have det sjovt. Så jeg tog hjem til min veninde.

Mads kom hjem og var glad:

Tak, fordi du tog af sted. Det var en super aften.

Måneden efter igen:

Lørdag kommer gutterne. Kan du ikke tage hjem til dine forældre?

Så tog jeg hjem til mine forældre.

Måneden efter tog jeg til mormor.

Endnu en måned gik, og jeg tog til min veninde igen.

Og sådan har det fortsat i halvandet år: Hver måned forlader jeg mit eget hjem for herreaften.

Det, der stikker

For nylig fandt jeg ud af, at de andre piger ikke forlader deres hjem, når deres kærester har venner på besøg.

Jeg spurgte en af dem, Katrine, som er kæreste med Jesper, en af Mads venner:

Katrine, hvor tager du hen, når drengene samles til brætspil hos jer?

Hun kiggede overrasket på mig:

Ingen steder. Jeg er der bare hygger mig, læser eller ser en serie, mens de spiller i stuen.

Men beder Jesper dig ikke om at tage afsted?

Hvorfor skulle han det? Det er også mit hjem.

Jeg snakkede med to andre veninder. Ingen af dem går nogen steder. Kun jeg gør det.

Jeg spurgte Mads:

Hvorfor er det kun mig, du beder om at tage afsted?

Han tænkte sig om og sagde:

De andre har større lejligheder, to-tre værelser. Der kan pigerne sidde for sig selv, mens vi spiller. Vi har kun én stue det bliver klemt for dig.

Jeg er helt fint med det. Jeg kan læse en bog med høretelefoner.

Nej, tag du bare hjem, så har alle det bedst.

Alle. Undtagen mig. De har det bedst, når jeg ikke er der.

At forlade mit eget hjem

Hver gang jeg pakker min taske til endnu en nat ude, føler jeg mig som en gæst i mit eget hjem. Jeg betaler halvdelen af huslejen. Det er også min lejlighed, men alligevel bliver jeg bedt om at gå for herrefællesskabets skyld.

Jeg tager bussen ud til min mormor med min taske, og hun spørger:

Har I nu skændtes igen?

Nej mormor. Mads skal bare have vennerne over.

Og du er ikke hjemme, hvorfor det?

Jeg skammer mig over at forklare, at min kæreste synes, han får det hyggeligst, når jeg ikke er der.

Når jeg kommer hjem til mine forældre, undrer min mor sig også:

Du var jo her i går. Og nu igen?

Mads skal have sin mandeaften, svarer jeg.

Min mor siger intet, men hendes blik siger alt.

Dobbeltmoral

Mads siger tit, at jeg er ikke-krævende. At han er heldig, for andre kvinder kræver hele tiden dyre restauranter, rejser eller gaver.

Andre par spiser ude to gange om ugen, siger han. Men du kræver aldrig noget, du forstår mig.

Det er rigtigt, jeg kræver ikke noget. Vi tager i byen måske en gang om måneden. Vi har aldrig været på ferie sammen på to år.

Andre par rejser hver sjette måned, men du beklager dig aldrig. Det er godt.

Jeg klager aldrig, selvom hans løn er mere end god men pengene forsvinder altid.

Men hvis jeg bare én gang om måneden spørger om jeg kan få lov at blive hjemme i min egen stue, er jeg pludselig krævende.

Du kan vel tage af sted en gang om måneden. Så svært er det da ikke, siger han.

Så svært er det ikke. Bare langt fra mit eget hjem, med min taske, overnatte hos familie, fordi han skal have en dag uden kvinder.

Jeg kræver hverken Michelin-restaurant eller ferie. Bare retten til at være hjemme det er åbenbart for meget.

Hans mors ord et strejf af fornuft

For nylig opdagede Mads mor hvad der foregik. Hun sagde:

Hvorfor tager du af sted? Det er også dit hjem. Bliv nu hjemme, så kan du lære hans venner at kende.

Jeg svarede:

Jamen, de har aftalt en aften uden kvinder jeg føler mig udenfor.

Hun rystede på hovedet:

Du er hans kæreste. Du skal være en del af hans liv, også med hans venner. Hvis han gemmer dig for dem, er der noget galt.

Hun har jo ret. To år sammen, og jeg kender dem knap nok. Jeg ser dem, når de kommer, og jeg er på vej ud.

Men jeg bliver nervøs over nye mennesker. Er genert. Det føles lettere bare at tage væk, end at sidde med. Måske er jeg bange for at de skal tænke: Hvorfor går hun har Mads smidt hende ud?

En anden sandhed: Han bliver heller ikke inviteret

For ikke så længe siden gik det op for mig, at selv når Mads melder afbud på grund af arbejde eller sygdom mødes hans venner uden ham, uden at invitere ham.

Hvorfor er du ikke inviteret? spørger jeg.

Jeg sagde nej, så de lavede bare en aftale uden mig.

De glemte dig?

Måske. Jeg ved det ikke.

For et par måneder siden blev der holdt bryllup i vennekredsen. Mads var ikke inviteret.

Hvorfor var vi ikke til Max bryllup? spørger jeg.

Tja måske havde de ikke råd til så mange gæster.

Ikke råd? Eller betyder han bare mindre for dem, end han tror.

Han inviterer sine venner hver måned, jeg bliver smidt ud men de kalder ham ikke engang, når de fejrer noget stort.

Hvad jeg erkender: Angst for at stille krav

Jeg har tænkt meget den sidste uge: Hvorfor kræver jeg aldrig noget? Hvorfor forlader jeg mit hjem hver måned uden et ord?

Det er frygt. Frygten for at han går, hvis jeg begynder at stille krav.

Mads roser mig altid for at være ikke-krævende, og jeg er så bange for at miste ham hvis jeg forandrer mig. Jeg vil ikke ende som den krævende kæreste.

Så jeg tager afsted. For hans skyld. For ikke at miste ham.

Men jo mere jeg tænker, jo mere kan jeg mærke, at jeg er ved at miste mig selv.

Hvor står jeg nu valget

På lørdag er det igen tid til herreaften. Mads har allerede sagt:

Du tager vel hjem til dine forældre?

Jeg siger ingenting. Tænker. Skal jeg tage afsted eller blive?

Hvis jeg tager afsted, er det som altid. Jeg bøjer mig, ignorerer mine egne grænser.

Hvis jeg bliver, ved jeg der bliver ballade. Mads vil sige: Du ødelægger aftenen, du er blevet krævende.

Og jeg ved ikke helt, hvad der gør mindst ondt: At forlade min lejlighed eller blive og føle skyld.

Men én ting ved jeg med sikkerhed: Det kan ikke blive ved sådan.

Kvinder er I også blevet bedt om at tage hjem, når mændene samles? Hvordan reagerede I?

Mænd hvorfor holder I dage uden kvinder og beder jeres kærester om at tage afsted? Hvad får I ud af det?

Kvinder har I prøvet at blive rost for at være ikke-krævende? Hvor har det ført jer hen?

Mænd hvis jeres venner ikke inviterer jer til livets store begivenheder, men I åbner jeres hjem for dem er det så rigtig venskab?