Karen Astrup, må jeg præsentere dig for nogen? Det her er Alberte, vores nye medarbejder. Hun skal arbejde i din afdeling.
Karen løftede blikket fra computeren og så en ung kvinde, næppe mere end tyve. Lysebrunt hår samlet i en snorlige hestehale, ansigtet åbent, dog lidt forsigtigt smilende. Alberte vuggede let på fødderne, pressede en tynd mappe med papirer ind til brystet.
Det er en fornøjelse, nikkede Alberte blidt. Jeg er virkelig glad for at få chancen. Jeg vil gøre mit bedste.
Afdelingslederen, Ole Hjort, var allerede ved at forlade lokalet, men stoppede op i døråbningen.
Karen, du har været her i logistikken i tyve år. Vil du ikke introducere Alberte til systemerne, ruterne, arbejdet med vognmændene? Om en måned skal hun kunne varetage jobbet selvstændigt.
Karen nikkede, mens hun vurderede den nye. Treogtyve, tænkte hun. Karens egen datter kunne have været på samme alder hvis Karen nogensinde var blevet mor. I sine femoghalvtreds havde hun for længst affundet sig med, at familie drømmen ikke blev til noget. Nu var det bare arbejdet, lejligheden med pelargonier i vinduet, og katten Gunnar.
Sæt dig, sagde Karen og pegede på naboskrivebordet. Så går vi i gang.
Den første uge rodede Alberte rundt i vognmandskoderne og glemte at føre bilagene korrekt ind. Karen rettede med tålmodighed, forklarede igen og igen, skitserede på gule post-its.
Se, her har du skrevet Odense, men lasten skal til Aalborg. Det er en forskel på over 300 kilometer kan du se det?
Alberte rødmede, undskyldte sig, rettede straks fejlen for så at lave en anden et andet sted.
Midt i uge to gik det bedre. Alberte greb hurtigt tingene og skrev hvert eneste af Karens ord ned i en slidt notesbog med små katte på forsiden.
Karen, hvordan kan det være, vi ikke bruger den vognmand? Priserne er jo udmærkede.
Fordi de to gange har leveret for sent. Ry for pålidelighed vægter højere end rabat. Husk det.
Alberte nikkede, noterede. Pludselig spurgte hun:
Bager du også selv boller? Det dufter så skønt fra din madkasse.
Karen trak på smilebåndet. Dagen efter havde hun fyldt en større madkasse med hjemmebagte frikadeller med til frokost. Alberte spiste dem til frokost med sådan en begejstring, som havde hun aldrig smagt noget lignende.
Min mormor bagte også altid sagde Alberte dæmpet, omhyggeligt tørrede krummer op fra bordet. Hun døde for to år siden. Jeg savner hende stadig.
Pludselig lagde Karen sin hånd på Albertas slanke fingre. Pigen trak sig ikke tværtimod sendte hun hende et varmt, taknemmeligt smil.
Siden fulgte æblekage, vaniljekranse, honningkage som Alberte omtalte som den bedste, hun havde smagt. Karen indså, hun bagte større portioner bare for at have nok at dele ud af. En underlig, længe savnet varme spirede i hende.
Karen, må jeg spørge dig om noget? Ikke om arbejdet.
Selvfølgelig.
Min kæreste har friet, men vi har kun været sammen et halvt år. Synes du, det er for tidligt?
Karen lagde bilagene fra sig, så længe på Alberte og hendes nervøse øjne.
Hvis du er i tvivl, er det for tidligt. Når det er den rigtige person, spørger du ikke andre til råds.
Alberte sukkede lettet, som havde Karen løftet en byrde fra hendes skuldre.
Mod slutningen af den tredje uge tog Alberte allerede selv forhandlingerne med vognmændene, tjekkede ruter, rettede kollegaernes fejl. Karen mærkede en tyst stolthed. Hun havde klaret det opdraget en dygtig elev.
Du er som en mor for mig, sagde Alberte en dag. Bare bedre. Min egen kritiserer mig altid, men du støtter mig altid.
Karen blinkede og vendte sig mod vinduet.
Så, i gang med arbejdet, mumlede hun.
Men smilet blev siddende hele aftenen.
Alberte blomstrede den måned. Karen lagde mærke til, hvor selvsikker pigens stemme lød i telefonen, hvor effektivt hun behandlede indkomne ordrer, hvor let hun navigerede systemerne. Eleven havde overgået forventningerne.
…På fredagens morgenmøde så Ole Hjort mere mut ud end almindeligt. For bordenden sad han, fægtes med en blyant og tavs længe før han begyndte.
Situationen er vanskelig, sagde han og så rundt. Markedet er under pres, tre store kunder er gået til konkurrenten. Ledelsen har besluttet at trimme staben.
Karen vekslede blikke med kollegerne. Alle vidste, hvad trimme betød: Afskedigelser.
Indenfor en måned skal der træffes beslutninger for hver afdeling, fortsatte Ole Hjort. Indtil da fortsætter vi som normalt.
Tilbage ved sit bord kastede Karen et flygtigt blik mod Alberte. Hun stirrede stift ind i skærmen, hænderne stivnet over tastaturet.
Femoghalvtreds. Karen kendte regnestykket. Hendes løn var en af de højeste i teamet. En lang anciennitet, hvilket også ville give en pæn fratrædelsesgodtgørelse. Regnskabslogik hun var den perfekte at skille sig af med. Det var bittert og hårdt, men hun ville klare sig. Pensionen nærmede sig, hun havde sparet op; lejligheden var betalt.
Men Alberte… Pigen var forandret. Hun var stoppet med at snakke ved frokosten, bad ikke længere om mere kage, kiggede knap nok på Karen, når denne henvendte sig.
Hvad så, Alberte? Karen satte sig på kanten af Albertas bord. Bekymret for nedskæringerne?
Alberte fór lidt sammen og prøvede at smile.
Nej da, bare lidt træt i dag.
Men Karen kunne mærke, at det ikke passede. Stakkels pige. Netop som det var lykkedes hende at lande sikkert, skulle hun måske allerede sige farvel. Det var uretfærdigt.
To uger gik i en dødspændt stemning. Snakken gik i krogene, betsat på at udpege, hvem der ville ryge først. Alberte arbejdede stille og målrettet. Flere gange fangede Karen et mærkeligt blik, men skød det hen som nervøsitet.
Torsdag efter frokost blinkede en besked på den interne mail: Karen, kom venligst ind på direktørens kontor.
Karen rejste sig, glattede jakken. Så var det nu. Tyve år i firmaet nu et hurtigt farvel. Hun var forberedt.
Hun åbnede døren og stivnede i døråbningen.
I stolen over for Ole Hjort sad Alberte. Rank i ryggen, mappen i skødet. Ansigtet afslørende neutralt.
Kom ind og tag plads, sagde Ole Hjort og pegede på en stol. Vi har noget vigtigt at diskutere.
Karen sank ned, skævede fra chefen til Alberte, som ikke så hendes vej.
Alberte har lagt et stort arbejde begyndte han og spredte nogle papirer ud. Hun har påpeget alvorlige fejl i dit arbejde, Karen.
Karen holdt vejret. Hun kunne slet ikke få det hele til at stemme: Alberte, katte-mappen, ordet fejl. Den samme Alberte der nød hendes boller og spurgte om kærlighedsråd.
Jeg har analyseret data fra de sidste otte måneder, sagde Alberte endelig, stadig kun rettet mod Ole Hjort, som om Karen slet ikke var tilstede. Jeg fandt elleve alvorlige uoverensstemmelser i dokumenterne. Forkerte rutekoder, fejl i følgesedlerne, kludder med leveringsdatoer.
Hun åbnede mappen, trak ark med tabeller frem, gule overstregninger flere steder. Karen genkendte sin egen håndskrift i marginen på et af papirerne.
Jeg mener, jeg kan klare denne opgave bedre, sagde Alberte mekanisk, forretningsmæssigt, nærmest som oplæsning af en procedur. Karen har erfaring, men alder spiller ind. For firmaet er det fordelagtigt at beholde mig lavere løn, højere effektivitet. Det er ren matematik.
Ole Hjort lænede sig tilbage, trommede med fingrene på bordet.
Hvad siger du, Karen?
Karen rejste sig roligt, gik hen til skrivebordet og samlede papirerne op. Øjnene gled langs de gule streger. Fejl, der slet ikke var alvorlige.
Jeg vil ikke forsvare mig sagde Karen, lagde papirerne fra sig. Efter tyve år ved jeg, at alt ikke kan være fejlfrit. Det vigtigste er, at tingene lykkes godset når frem, kunderne er tilfredse, pengene lander på kontoen.
Men sådan nogle fejl kan ødelægge alt! indvendte Alberte, og for første gang fik hendes stemme liv. Jeg gør det for firmaets skyld!
Ole Hjort sukkede. Ikke vred, mest udmattet, som én, der har set det for mange gange før.
Ved du, Alberte, hvilke medarbejdere vi mindst har brug for? Dem som stikker kollegaer i ryggen for egen vindings skyld.
Alberte blev bleg.
Jeg kender udmærket til de såkaldte fejl, fortsatte lederen. Det er ikke egentlige fejl. Det er rutine, erfaring. Karen har lært at komme udenom bureakrati og forkorte processer, hvor systemerne halter. Det ser måske ud som regelbrud, men det er dygtighed og overblik. Du er bare for uerfaren til at kende forskellen.
Alberte knugede armlænene.
Du arbejder her to uger mere og så er det ud, Ole Hjort klappede mappen i. Din opsigelse skal jeg have inden fyraften.
Nej, stemmen rystede, jeg mente det ikke sådan, jeg har lån i lejligheden, jeg har lige startet…
Du burde have tænkt dig om tidligere. Du kan gå nu.
Alberte rejste sig, mappen gled ud af hænderne, papirerne væltede ned på gulvet. Hun kastede sig ned for at samle dem sammen, hovedet gemt, tårerne dryppede ned på papiret.
Døren gled næsten lydløst i bag hende.
Sådan kan det gå, Karen, rystede Ole Hjort på hovedet. Du havde næsten fået listet dig selv ud hun var snedig, den pige. En slange i ærmet.
Karen sagde ingenting. Der var kun et hulrum i brystet.
Du arbejder her, så længe vi eksisterer, sagde han blødt. Folk som dig hænger ikke på træerne. Forstået?
Hun nikkede og forlod kontoret.
Alberte sad ved sit bord, stirrede ind i skærmen. Da Karen gik forbi, løftede Alberte hovedet et hårdt og bittert blik skjult under våde vipper.
Karen vendte sig ikke. Hun satte sig ved sit eget bord, åbnede arbejdsprogrammet.
Frikadellerne i madkassen på vindueskarmen blev ikke rørt den dag.
