I går sagde min kæreste til mig:
På lørdag samles drengene. Kan du tage hjem til dine forældre den dag?
Jeg stivnede et øjeblik med kaffekoppen i hånden:
Mads, igen?
Ja, selvfølgelig. Vi mødes én gang om måneden, det ved du jo, svarede han.
Og jeg vidste det. Hver måned kommer vennerne forbi til brætspil, og hver gang beder han mig om at tage væk fra vores fælles lejlighed for natten. Vi har boet sammen i to år nu. Jeg er enogtredive, han er fireogtredive. Alle hans venner er i starten til midten af trediverne, de fleste har kærester eller koner. Men det er kun mig, der forventes at tage afsted, når drengene samles.
Jeg tager hjem til min mormor, til mine forældre eller sover ved en veninde som et barn, man sender væk, mens de voksne hygger. Det føles ydmygende.
Første herredag
Det begyndte for halvandet år siden. Vi var lige flyttet sammen.
Mads sagde:
På lørdag kommer vennerne, vi skal spille brætspil. Kan du tage et andet sted hen?
Jeg blev overrasket:
Hvorfor det? Det er jo også min lejlighed.
Det bliver en dag uden kvinder. Bare mændene, så der ikke er nogen til at forstyrre.
Skal de andre piger også gå?
Nej. Men de bor hver for sig, og vi bor sammen det ville være underligt for dig.
Jeg tænkte, okay, de skal få lov at slappe af den første gang. Så jeg tog hjem til en veninde.
Mads kom glad hjem:
Tak fordi du tog væk. Vi havde det rigtig hyggeligt.
Måneden efter igen:
På lørdag samles drengene. Kan du tage hjem til dine forældre?
Så tog jeg hjem til mine forældre.
Måneden efter til min mormor.
Måneden efter igen til min veninde.
Og sådan var det i halvandet år: én gang om måneden pakker jeg mine ting og forlader mit eget hjem for herredag.
Hvad der rammer mig
For nylig fandt jeg ud af, at de andre piger ikke forlader deres hjem, når deres kærester har venner på besøg.
Jeg spurgte én af dem, Katrine, som er kæreste med Jonas, en af Mads venner:
Katrine, tager du nogen steder hen, når de spiller brætspil?
Hun kiggede mærkeligt på mig og svarede:
Nej, jeg bliver hjemme. Jeg laver mine egne ting, mens de sidder i stuen.
Beder Jonas dig aldrig om at gå?
Hvorfor? Det er jo også mit hjem.
Jeg spurgte et par andre piger. Ingen af dem tager afsted, når drengene mødes. Kun mig.
Jeg spurgte Mads:
Hvorfor skal jeg tage væk, når de andre bliver hjemme?
Han tænkte sig om:
Tja de har store lejligheder, to-tre værelser. Så kan pigerne sidde i det andet rum, mens vi spiller. Vores er jo kun en etværelses, det ville være mærkeligt for dig.
Det gør mig ikke noget. Jeg kan sagtens sidde med min bog og høre musik i hovedtelefoner.
Nej, det er bedre, at du tager væk. Så er det rart for alle.
For alle. Men ikke for mig. Det er bedst for dem, når jeg ikke er der.
Hvad der ydmyger mig: at skulle forlade mit hjem
Hver gang jeg pakker en taske, føler jeg mig som en fremmed i min egen lejlighed. Jeg betaler jo halvdelen af huslejen, det er også mit hjem, men det er mig, der alt for ofte bliver bedt om at tage væk, for at de kan have herredag.
Jeg pakker min taske og tager til min mormor, og hun spørger:
Har I skændtes igen?
Nej, mormor. Mads skal have venner på besøg.
Men hvorfor skal du så tage væk?
Det er pinligt at forklare, at min kæreste beder mig gå, så det er lettere for ham.
Jeg tager hjem til mine forældre. Min mor undrer sig:
Var du ikke lige her i går?
Det er herredag med Mads og vennerne, svarer jeg.
Min mor siger ikke noget, men jeg kan se, hvad hun tænker.
Hvad der sårer mig: dobbeltmoral
Mads siger, at jeg er nem at være sammen med. At han er heldig, for andre kvinder kræver middage, gaver, rejser.
Mange par går ud og spiser et par gange om ugen, siger han. Men du kræver ikke noget. Det er nemt.
Det er rigtigt, jeg kræver ingenting. Vi går på café én gang om måneden. På to år har vi ikke været på ferie sammen en eneste gang.
Andre tager på ferie hver sjette måned, siger han. Og du brokker dig ikke. Du er sej.
Jeg brokker mig ikke, for jeg ved, vi har ikke pengene selvom han egentlig tjener udmærket.
Men når jeg bare en enkelt gang om måneden beder om at blive hjemme i lejligheden så er jeg pludselig krævende.
Du kan da godt engang imellem tage væk, siger han. Det er jo ikke besværligt.
Det er ikke svært. Pakke mine ting, forlade mit hjem og overnatte hos familie, fordi han har brug for herredag.
Jeg beder ikke om middage, kræver ikke ferie. Men retten til at blive i min egen bolig det er åbenbart for meget.
Hvad hans mor siger: fornuftens stemme
For nyligt fandt hans mor ud af, hvordan det foregår, og sagde:
Hvorfor tager du væk? Det er også dit hjem. Bliv der, vær med sammen med Mads venner.
Jeg forklarede:
Det er drengenes dag uden piger, jeg føler mig ikke velkommen.
Hun rystede på hovedet:
Du er hans kæreste. Du skal være med. Hvis han gemmer dig væk for vennerne så er det mærkeligt.
Hun har ret. Vi har været sammen i to år, men jeg kender næsten ikke hans venner. Jeg ser dem i forbifarten når de kommer, går jeg ud.
Men jeg er genert over for nye mennesker. Det føles lettere at gå end at sidde ved siden af dem. Måske frygter jeg også, at de tænker: Hvorfor går hun egentlig? Smider Mads hende ud?
Hvad jeg fandt ud af: han bliver ikke inviteret
For nylig gik det op for mig, at når Mads ikke kan komme på grund af arbejde eller sygdom så mødes vennerne uden ham og inviterer ham slet ikke.
Hvorfor blev du ikke inviteret, da de mødtes? spørger jeg ham.
Jeg sagde nej tak, så holdt de bare noget selv.
De spurgte ikke engang, om du ville med?
Nej. De glemte mig nok bare.
Glemte. Eller gad ikke invitere ham.
Jeg har også opdaget, at tre af vennerne er blevet gift for nylig. Mads blev ikke inviteret med til nogen af deres bryllupper.
Hvorfor blev du ikke inviteret til Jonas’ bryllup? spørger jeg.
Det var nok fordi, at budgettet var stramt.
Budgettet? Eller er han måske slet ikke så tæt med dem, som han tror?
Han inviterer dem hjem én gang om måneden, får mig til at tage væk for deres skyld, men til deres bryllupper vil de ikke have ham med.
Hvad jeg har indset: jeg er bange for at stille krav
Den sidste uge har jeg tænkt: hvorfor beder jeg ikke om middage og ferier? Hvorfor går jeg selv, hver gang han beder mig om det?
Fordi jeg er bange. Bange for, at hvis jeg begynder at stille krav, så forlader han mig.
Mads roser mig altid for, at jeg er nem, og jeg frygter at miste det billede af mig selv. Jeg er bange for at blive set som urimelig og besværlig.
Så jeg tager væk. For at det er let for ham. For ikke at miste ham.
Men jo mere jeg tænker over det, desto klarere står det: jeg mister mig selv.
Hvor er jeg nu: valget
På lørdag er det igen herredag. Mads har allerede antydet:
Du tager vel hjem til dine forældre?
Jeg siger ingenting. Tænker: skal jeg tage afsted, eller skal jeg blive?
Tager jeg væk så er alt, som det plejer. Jeg giver igen køb på mig selv og viser, at mine grænser ikke tæller.
Bliver jeg bliver der ballade. Mads vil sikkert sige: Du ødelægger aftenen, du er blevet urimelig.
Og jeg ved ikke, hvad der er værst: at forlade mit eget hjem, eller blive og få dårlig samvittighed.
Men én ting har jeg forstået: sådan kan det ikke fortsætte.
Kvinder, har I oplevet, at kærester har bedt jer tage væk, når drengene samles? Hvordan reagerede I?
Mænd, kan I forklare hvorfor herredage skal betyde, at kæresterne sendes væk fra lejligheden?
Kvinder, er I blevet rost for at være ikke-krævende og hvordan er det endt?
Mænd, hvis jeres venner ikke inviterer jer til livets store begivenheder, men I stadig har dem på besøg er det så ægte venskab?
