“Vi har altså ikke råd til en tur til Sydeuropa i år,” sagde min mand, og så pakkede han tasken og tog på forretningsrejse. Allerede dagen efter så jeg et billede af ham på stranden… i armene på min søster.
Anne Mette, nu må du altså stoppe! Du er en klog kvinde, revisor! Regn det nu ud selv. Du ser jo tallene. Bilmødet koster os gode 3000 kroner om måneden. Lånet på lejligheden 4000. Reparationer hos din mor ude i sommerhuset 2000 mere hver måned; taget er utæt, det SKAL laves, ellers rådner huset op. Hvilket hav, hvilke Mallorca? Vi har ikke råd. Skal vi sætte tænderne på hylden?
Lars vadede nervøst rundt i vores lille køkken, snakkede hurtigt og gestikulerede, åbnede og lukkede skabe, klaskede med skåle og hældte vand op, bare for at hælde det ud igen. Han kiggede ikke engang på mig. Virkede, som om jeg var Skat, han helst ville undgå øjenkontakt med.
Jeg sad ved bordet, sammenkrøbet og stirrede på fanen med Apollo Rejser på min laptop. Skærmen lokkede med turkisblåt vand, kridhvidt sand og palmer, der bøjede sig over små hytter. Det var ikke bare en reklame. Det var en drøm. Den drøm, jeg havde holdt mig oppe på de sidste tre år, som en druknende klamrer sig til et strå.
Lars, sagde jeg stille og forsøgte at skjule, at stemmen kløvede over. Jeg har sparet op til det, med vilje. Jeg har ikke brugt min julebonus. Taget madpakker hver dag. Så har jeg bogført for tre små firmaer om aftenen, mens du sov. Jeg har 30.000 kroner stående på min opsparingskonto. Det er nok. Jeg har tjekket. Bilen kan vente, din mors sommerhus falder ikke sammen på to uger tagpladerne er stadig solide. Vi trænger sgu til ferie! Vi har ikke haft rigtig ferie i fem år. Siden vi tog det skide lån. Du er stresset, hidser dig op over ingenting. Jeg er på sammenbruddets rand, mit øje tikker. Vi skal afsted, bare os to så vi kan huske, vi stadig er mand og kone. Ikke bare bankkonto-naboer.
Det handler ikke kun om penge! råbte han, så kaffekoppen klirrede mod underkoppen i hans hånd. Projektet på arbejde er ved at gå i vasken! Bygherren går helt amok! Chefen slipper mig aldrig. Jeg kan ikke bare spankulere til Sydspanien, når der er så meget pres! Hvis jeg ryger ud, ryger lånet også!
Påstod du ikke i sidste uge, at alt var stille derinde? At byggeriet var afleveret?
Alt er vendt på hovedet, sagde han tvært og skiftede farve i ansigtet. Nye krav! Ombygninger! Så Emnet er lukket, Anne Mette. Ingen sydlige strande i år. Til påsken tager vi i sommerhus, hjælper din mor i haven, ordner drivhus og griller pølser. Frisk luft, dejlig natur, lige ved skoven. Er det ikke ferie nok?
Jeg orker ikke det sommerhus med din mor … hviskede jeg, mens varme tårer pressede sig på. Der hviler jeg altså ikke. Jeg arbejder der luge, grave, lave mad til hele din kæmpe familie. Jeg vil ligge ved havet. Ikke løfte en finger.
For meget vil du squ ha! sagde han og dunkede næven i bordet. Egoist! Du tænker kun på dig selv! “Jeg vil, jeg vil.” Og jeg står med en vigtig forretningsrejse nu. Til Esbjerg. Skal tjekke boreplatformene ude på Nordsøen. To uger, har ikke selv valgt det ledelsen kræver det. Så bliv hjemme og lad nu være at brokke dig. Forresten jeg skal bruge nogle penge fra din ferieopsparing til at lægge ud for rejse og ophold.
Hvorfor det? spurgte jeg forbløffet, det dækker firmaet da!
Ja, men jeg får refunderet bagefter. Nu må jeg selv lægge ud. Hotellet er dyrt fire stjerner, repræsentationsudgifter, middage… Jeg kan jo ikke bestille en bøtte dåsesuppe med foran direktøren fra Mærsk. Jeg skal spille med.
Hvor meget? spurgte jeg med tom stemme, med følelsen af noget knækkede indeni.
20.000. 20.000 kroner.
20.000?! Jeg fik nærmest åndenød. Lars, det er to tredjedele af mine sparepenge! Min ferie!
Jeg betaler det selvfølgelig tilbage! Firmaet refunderer jo hele beløbet. To uger, så har du det og lidt ekstra til. Stoler du ikke på din egen mand?
Han stirrede så såret på mig, jeg fik helt dårlig samvittighed.
Selvfølgelig. Han tager jo til Esbjerg for at arbejde. Mens jeg sidder her og piber over sand mellem tæerne.
Så jeg overførte ham pengene. 20.000 kroner. Med hænder, der rystede.
Jeg stoler på ham jo. Vi har boet sammen i ti år. Han var altid min klippe. Lidt hidsig, ja, nærig men altid pålidelig.
Dagen efter tog han afsted.
Jeg lagde skjorter i hans kuffert.
Chefred dig nu, Annemette! sagde han og duppede lidt af den parfume på, jeg havde givet ham til jul (ved at spare lidt på mig selv). Jeg ringer, men du ved, hvordan det er i Esbjerg… forbindelsen svinger, Nordsø, platforme, langt væk. Lad være at bekymre dig, hvis jeg ikke lige svarer.
Pas nu på dig selv, sagde jeg, og ordnede hans halstørklæde. Tag varmt tøj på, der kan stadig være koldt.
Selvfølgelig. Jeg har pakket termoundertøj.
Hvorfor har du svømmebukser og shorts med? spurgte jeg, da jeg så strandshortsene i sidelommen på kufferten.
Han tøvede et sekund, men kom hurtigt igen:
Nåh… der er pool på hotellet. Og sauna. Vi varmer knoglerne derovre, når vi er færdige.
Giver mening. Jeg nikkede.
Og så tog han afsted. Med min opsparing og min ferie i sin kuffert.
Døren smækkede, og så blev der helt stille i vores lejlighed.
Jeg blev alene tilbage. I et støvet, forårskoldt København, hvor foråret kun findes i kalenderen, og udenfor er det bare gråt sjap.
Jeg gik på arbejde som en robot, og om aftenen sad jeg i den tomme lejlighed med mikroovnsmad og så serier om smukke liv.
Jeg blev så ensom, at det gjorde ondt.
Så jeg ringede til min søster, Trine.
Trine min komplette modsætning. Jeg er mørkhåret, rolig og rimelig huslig revisor. Hun er blond, modelagtig, influencer, altid på farten, altid til fester og skiftende kærester. Fem år yngre end mig, men lever som om hun er teenager.
Vi har aldrig stået hinanden meget nær, men blodsøstre er vi. Jeg har altid hjulpet hende, lånt penge, ryddet op efter hendes problemer.
Jeg ringer.
Denne abonnent er enten midlertidigt utilgængelig eller udenfor netværksdækning.
Mystisk. Trine er altid online. Hun poster stort set hvert femte minut: “Jeg spiser salat,” “Jeg er i taxa,” “Jeg har købt læbestift.”
Så tjekker jeg hendes Instagram. Sidste opslag for en uge siden, præcist den dag Lars tog afsted.
Et billede af en lyserød kuffert og teksten: “Klar til drømmerejse! Gæt hvorhen? Tip: der er varmt! #HemmeligtOppdrag”
Tænkte, hun var på vej til Dubai med en eller anden.
Der går en uge.
Lars ringer sjældent. “Har travlt, dårligt signal, møder.”
Hans stemme er mærkeligt glad i telefonen, nærmest opstemt. Jeg kunne høre baggrundslyd ikke kontorstøj, ikke vindens hylen fra Nordsøen. Det lød som … bølger?
Og lidt fjern, sydlandsk musik?
Lars, hvilken musik er det? Hvor sidder du?
Øh… det er radio i bilen! Vi kører ud til platformen, chaufføren elsker Sydeuropæisk pop!
Og den der lyd?
Blæsten! Jeg siger jo, det blæser! Farvel Annemette, forbindelsen skratter!
Klik, kort bip.
Fredag aften kunne jeg ikke sove. Uroen gnavede indeni.
Jeg sad med min te og scrollede igennem Facebook, Messenger og Instagram bag VPN.
Madbilleder, katte og børn fra gamle klassekammerater…
Pludseligt popper en notifikation op.
“Trine Kristiansen har tagget dig i et billede”.
Hjertet sprang ét slag over. Trine? Hun er der alligevel?
Jeg klikker.
Billedet loader langsomt. Først en klar blå farve himmel. Så turkis hav. Så kridhvidt sand.
Og så personer.
Stranden ligner på en prik det billede fra Apollo Rejser. Mallorca. Jeg genkender den karakteristiske palme og broen derude. Hotellet hedder “Paradise Island”, jeg har googlet det tusind gange!
Forrest, på en liggestol i stribet håndklæde, ligger Trine. I en rød, mikroskopisk bikini, kæmpe solbriller, og en drink med paraply. Solbrun, lykkelig.
Ved hendes side …
Der sidder Lars.
Min Lars.
I netop de shorts med palmer, som jeg så i hans kuffert.
Han smiler stort, bredt, forelsket sådan som han ikke har set på mig i årevis. Tager hende om livet.
Billedtekst: “Lykken elsker stilhed… men jeg kan ikke lade være! Min elskede har lavet et eventyr for mig! Min tiger! Min helt! Tak for paradis! #Mallorca #Kærlighed #MinMand #Ferie #SøsterUndskyldIkkeUndskyld”
Tagget: Mit ansigt. Som for at understrege: “Jeg har vundet. Jeg er yngre, smukkere. Og du… er bare hende, der betaler gildet”.
Jeg stirrer på skærmen det hele sortner.
Min mand.
Og min søster.
På min opsparing.
De tog min drøm. De tog mit liv.
Hans ord runger i mit hoved: “Der er ikke penge. Du er egoist. Læg tænderne på hylden. Du fortjener ikke ferie, du skal være hjemme.”
Jeg begyndte at ryste først småt, så så voldsomt, at jeg tabte koppen.
Løb ud på toilettet og kastede op.
Stirrer ind i spejlet. En bleg kvinde med røde øjne og trætte furer under kinderne stirrer tilbage. “En kælling.”
Derinde… sidder Trine, ung, spændstig, ubekymret.
Selvfølgelig vil han hellere have hende. Ingen gæld, ingen ansvar. Med hende er alt fest.
Og det er MIG der betaler.
Jeg satte mig tilbage med computeren. Tårerne er tørret ind, nu er jeg bare iskold.
Jeg tager screenshots. Alt. Video af hendes stories hvor de drikker champagne på business class, hvor Lars bærer hende ud i vandet.
Så logger jeg på min netbank.
Bilen (hans stolthed, en sort Audi) står i mit navn. Jeg betaler lånet 80.000 kroner er tilbage.
Lejligheden er fælles, men det meste står i min IP.
20.000 kroner overført til et rejsebureau. Pengene forsvundet.
Jeg skreg i min pude, så naboen ikke hørte mig. Noget indeni døde.
Om morgenen er jeg forvandlet. Udbrændt, iskold, determineret.
De sidder i paradis på min regning. Jeg lover: Nu er det min tur.
Han har glemt, at jeg har fuldmagt til bilen. Lavet sidste år, så jeg kunne “ordne syn eller sælge den, hvis nødvendigt.” Tre år gældende.
Bilen er alt for ham.
Jeg tager alt. Kører direkte til brugtvognsforhandleren, hvor min gamle studiekammerat, Mikkel, arbejder.
Mikkel, jeg skal sælge min Audi ASAP.
Han nikker, studerer papirerne.
Vi kan give dig 400.000 kontant i dag, men det er under markedspris.
Bare giv mig pengene, jo hurtigere jo bedre.
To timer senere står jeg med pengene. Betaler billånet ud resten sættes på min konto. Min egen, med pigefternavn, som Lars ingen adgang har til.
Hjem. Pakker alt Lars’ tøj ned i flyttekasser. Hans dyre habitter, fiskestænger, PlayStation, laptop alt. Ringer til fragtmanden: Kør det til Hareskov, til svigermor. Han vil have natur, så får han det.
Skifter låsene på døren. Ringer til låsesmeden.
Var der indbrud?
Ja, sådan noget i den stil. Skadedyr.
Jeg kan stadig logge ind på hans mail. Tager fat i mailen fra Apollo Rejser med hans hotelbooking på Paradise Island. Ringer til hotellet.
Goddag, jeg hedder Anne Mette Pedersen. Min mand, Lars Pedersen, bor hos jer på bookingnummer 105. Han har brugt et firmakort han ikke havde dækning for, jeg har lukket kontoen. Banken trækker betaling tilbage om lidt, og Interpol er underrettet. Jeg anbefaler at I smider ham ud, så I ikke får problemer.
Manageren blev tydeligt forvirret.
Vi undersøger sagen straks!
Gør det endelig. Og sig til ham: “Gratistiden er slut. Anne Mette.”
En time senere: Notification fra banken deres forsøg på at hæve 15.000 kroner blev afvist.
Så vælter beskederne ind.
Lars: “Anne Mette, hvad sker der?! Kortet virker ikke! De smider os ud! Vi har ingen penge!”
Lars: “Tag telefonen, for fanden! Vi står med kufferter på stranden! Trine græder!”
Trine: “Søs, du må ikke tro noget forkert. Vi stødte bare tilfældigt på hinanden. Vi har ikke sovet sammen! Hjælp os! Send penge til båden hjem! Vi DØR herude!”
Lars: “Hvilken bilsalg?! Mikkel ringede! Du har solgt min Audi?! Du er bindegal. Jeg slår dig ihjel, når jeg kommer hjem!”
Jeg sender dem kun ét billede: Det screenshot fra Trines story med de to på Mallorca, og teksten: “Lykken elsker stilhed. Nyd tavsheden. Og god tur hjem til Esbjerg til fods. Bilen er solgt, penge brugt på familien (mit nervesammenbrud). Dine ting er hos din mor, låsen er skiftet. Og jeg har sagsøgt dig. Tchüss!”
Lars vender hjem tre dage senere. Har lånt penge til en billet hjem, solskoldet, hidsig uden en krone.
Han hamrer på døren.
Luk op! Det er mit hjem! Jeg sagsøger dig!
Det her er en andelslejlighed, og jeg har søgt om deling, svarer jeg bag den nye dør. Din del er restgælden til banken.
Vores underbo, som er pensioneret betjent, står med og siger: “Tag dig sammen, Lars, eller du får en bøde.”
Han sparker lidt på døren, bander, og så smutter han.
Skilsmissen bliver en farce. Lars prøver at få bilen tilbage men papirerne er i orden.
Har hun fuldmagt? spørger dommeren.
Ja.
Sælgeretten står skrevet på? Ja.
Pengene gik først til at afdrage billånet? Ja.
Resten brugte hun på husholdning og medicin mod stress, siger jeg sødt.
Han kan ikke modbevise det. Og ingen kvitteringer har han.
Min søster vi taler ikke.
Mine forældre er i chok.
Anne Mette, Trine er jo vores lille pige. Hun er ung, dum, Lars forførte hende! Tilgiv hende, hun græder!
Jeg har ingen søster, siger jeg. Hun er død for mig.
Trine gider ikke Lars, så snart han ingen bil, ingen lejlighed, ingen penge har. Hun er videre sidder nu i Dubai med en ny kæreste. Gud bedømme hende.
Og jeg…
Jeg tager de kr. 20.000, jeg sparede, og de penge fra bilsalget.
Og bestiller selv turen.
Til Mallorca. Samme hotel. Lige ved siden af deres gamle værelse, men opgraderet med egen pool.
Alene.
Lige nu ligger jeg i en liggestol, drikker Piña Colada og stirrer ud på det turkisblå hav. Jeg lover dig, man kan blive rask af sådan en udsigt.
Jeg trækker vejret dybt. Er fri. Er rig (en solid opsparing er guld værd). Og aldrig igen kommer en mand til at bestemme, om jeg fortjener ferie eller ej.
For det gør jeg.
Jeg fortjener hele verden.
