Kirstine og hendes “mor” sad på det gamle jernbeslåede sengeleje, begge iført striktrøjer og uldsokker. Udenfor havde vintermørket sænket sig, og indenfor var ovnen først lige blevet tændt, så kulden hang endnu i krogene.
Det skal nok gå, mor. Vi klarer os. Læn dig tilbage, så giver jeg dig din medicin, sagde Kirstine, mens hun på forsigtig vis strøg “moren” over armen. I virkeligheden var det ikke hendes rigtige mor men hendes svigermor, og endda snart kun det i fortiden.
Sådan var det gået til, at de pludselig var blevet boende tre sammen: mor, søn og så Kirstine, som først giftede sig sidst i 30erne. Hendes mand, Thomas, havde været gift før, men deres forhold begyndte først, efter han var blevet skilt. Svigermoren, Karen, tog straks godt imod Kirstine, og en dyb varme opstod imellem de to. Kirstine havde mistet begge sine forældre tidligt og fandt derfor en fortrolig hos Karen.
I er som to fornøjede koner jeg kan ikke få et ord indført, drillede Thomas dem tit.
De fem år, Kirstine var gift, forsvandt som dug for solen. Men med tiden blev Thomas mere rå i tonen, glemte sig selv, råbte af både hustruen og af sin mor. Årsagen var en anden kvinde, som han mere og mere hyppigt var ude hos, og til sidst rullede han hjem i beruset tilstand.
En dag meddelte han, at han ville skilles. Kirstine fik to dage til at pakke. Han havde knap nået at sige det, før den nye kvinde rullede ind af døren med en stor kuffert. Måske gjorde hun det kun for at se, hvad det var for en kvinde, hun erstattede. Det kunne ikke have været for at vinde sympati.
Hun var høj, platinblond og med så store læber og lange vipper, at Kirstine kom til at grine.
Du bytter mig ud for den her det er nærmest en mareridtsfigur med ko-øjne! held og lykke jeg savner dig ikke, svarede Kirstine.
Men hun bringer glæde, i modsætning til dig og min gamle mor I to er nogle sure høns, sagde Thomas.
Mig kan du sige meget om, men hvorfor tale sådan til din mor?
Skat, skal din mor bo sammen med os nu? hviskede den nye kvinde insinuerende.
Ja, mor, det er vist også på tide, at du flytter, sagde Thomas.
Hvor skulle jeg tage hen? Hele min opsparing gik til opførelsen af det her hus, svarede Karen stille.
Intet drama nu du kan blive, men du blander dig udenom. Albina bestemmer her!
Søde, kan de ikke bare tage videre begge to?
Det er min MOR!
DIN mor?! Skal jeg have sådan en svigermor? puha…
Kirstine gad ikke høre mere.
Mor, vil du med mig på landet?
Hellere end at bo her med sådan en søn og sådan en… ja…
Sæt dig jeg samler dine ting.
Husk medicinen, og sæt skrinet og tasken ned i kufferten.
Kirstine hev endnu en kuffert frem og strøg hurtigt rundt og puttede alt nødvendigt ned: skrin, tasker, medicin, dokumenter, undertøj og lidt tøj.
Tag alt fra huset vi har ikke brug for andet, sagde Albina spidst, mens Thomas stod tavst.
En halv time senere læssede Kirstine det hele i bilen. Karen sad allerede med ryggen mod sin søn, blanke øjne og opspilede næsebor. At stå ansigt til ansigt med, at man ikke længere er nødvendig, gør ondt i hjertet.
Hvordan skal vi dog klare det nu, pige?
Jeg har lidt opsparet, og du har folkepensionen, vi sulter ikke, svarede Kirstine opmuntrende. Hun krammede Karen hårdt. Inget andet at gøre.
De kørte til landsbyen, hvor Kirstine var vokset op. Det var stadig lyst, men huset frøs. Kirstine bar brænde ind, fik tændt ovnen, trak vand op fra brønden og satte te over.
Du er snild med alt sådan noget lige som om du altid har levet på landet.
Bedstefar lærte mig det meste. Og heldigvis købte vi ind, så vi slipper for købmanden. Jeg kan ikke tage det sladder.
Langsomt blev der varmt og trygt.
I morgen giver vi huset en ordentlig omgang.
Pludselig bankede det på.
Nå, så er naboen vendt tilbage. Jeg har jo spekuleret over den bil i indkørslen er der lidt knas i byen?
Nej, far Niels, alt er godt nu. Kom ind og få en kop te.
Jeg ville nu byde jer over jeg kan se, du ikke er alene…?
Det her er Karen, min tidligere men stadig svigermor. Karen, det her er naboen, Niels.
Vi ringer endelig, hvis vi mangler noget.
Tak, ikke lige nu men vi skal nok sige til.
Ugen efter var huset skinnende rent og hyggeligt. Karen fortalte, mens hun foldede et viskestykke.
Jeg var også fra landet. Gifte mig med en bymand men han døde, da Thomas var 23, så jeg solgte lejligheden og lagde alt i hans nye hus. Han lovede altid, at vi skulle blive sammen. Se nu.
Du skal ikke græde, mor. Jeg kender smerten. Måske får du børnebørn.
Af hende der? Gud forbyde det! Forresten, bor Niels sammen med nogen?
Nej, hans kone gik bort for mange år siden. Han blev aldrig gift igen. Og han har ingen børn. Han var bedsteven med min morfar, selvom han var yngre. Faktisk jævnaldrende med dig.
Månederne gik. Thomas ringede aldrig. Så en dag, uden varsel, blev Kirstine ringet op.
Kirstine…?
Ja.
Din mand, Thomas… han er død.
Du må have ringet forkert.
Nej, desværre. Han kørte galt beruset. Han var ikke alene, men pigen overlevede. Kom og identificer ham.
Mon Gud, Karen. Hvordan skal det siges? Kirstine tænkte straks på Niels.
Hvad er der, du ser jo ud som kridt i hovedet!
Sæt dig, mor… Thomas er ikke mere.
Åh… Jeg er skyldig. Jeg efterlod ham!
Han smed dig ud, mor. Ikke omvendt.
Men jeg er jo hans mor…
Jeg tager afsted til identificering Niels, kan du blive?
Jeg tager med, sagde Niels fast. Vi tager min bil, det er ikke til diskussion.
Begravelsen blev hurtigt arrangeret. Karen og Kirstine tog sammen med Niels et smut omkring huset, som nu skulle blive deres. Thomas havde aldrig nået at gennemføre skilsmissen.
Hele huset rodede. Tøj og flasker overalt, tallerkner på gulvet og en tung lugt i luften.
Hvad er sket her, mit barn?!
Hvem er I? udbrød Albina vrissende, i selskab med en halvafklædt og langskægget mand.
Dokumenter på huset! bad Niels.
Jeg har ingen. Min mand er død, og vi var da næsten gift!
Han var ikke skilt, tøsen! Ud af huset, begge to!
Niels sørgede for, at ingen tyverier foregik. De undersøgte straks alt med dokumenterne og skiftede låsene ud man kunne aldrig vide. Det endte lykkeligt: Karen og Kirstine fik huset.
To tredjedele af tingene røg ud. Niels hjalp med alt.
Jeg vil savne jer herovre. I blev som familie for mig.
Vi kigger forbi, og du må omsider lægge vejen forbi til kaffe!
I har mindet mig om min ungdom. Og Karen, du er en kopi af min afdøde hustru.
Jeg har set den måde, du ser på hende. Er det måske kærlighed?
Arh, sig nu…
Og med tiden blev Karen og Niels gift. De har det aldrig haft bedre. Kirstine blev aldrig gift igen, men livet udviklede sig på sin egen, stille facon. Hun blev mor alligevel tog sig af to søskende uden forældre. De skulle ikke adskilles.
Forældre og familie kan man finde på de mærkeligste måder, gennem modgang, tid og vilje. Nogle ting er givet på forhånd andre finder man på vejen, selv når man tror, alt er mistet.
