SIDSTE SOLSTRÅLE
Alle på det medicinske afsnit lagde mærke til overlægen: mændene kiggede interesseret, kvinderne med skjult misundelse. Den slanke, mørkøjede Lærke Holm bar den hvide kittel, som var den syet til hende. Håret var opsat i en elegant knold og de stivnede kasket satte sig flot på hovedet, så hun virkede endnu højere. Måske var det de rette læderhæle eller den bløde gang, men hendes dæmpede skridt irriterede aldrig nogen. Hun så ud til at være omkring femogfyrre, men ingen ansatte kendte hendes præcise alder. Man havde respekt for den strikse og kompromisløse Lærke Holm, både ansatte og patienter.
Mænd blandt patienterne og kolleger forsøgte sig med små flirt, indbød hende på middag, kom med chokolade eller blomster. Men mødte de hendes skarpe blik, tav de stille. Rygterne gik. Sigende historier: ulykkelig kærlighed, en mand død måske under en mission til Kosovo, eller til søs. Barn mistet. Ingen vidste hvad der var sandhed og hvad der var løs tale. Det eneste alle vidste var, at Lærke boede alene. Hun lod ingen komme tæt på og havde ingen nære veninder. Dog var hun hverken ondskabsfuld eller bidsk.
Hun havde været hengiven forelsket som ung i en studiekammerat flotte Emil Madsen. Hun kunne ikke leve uden ham. Men Emils uforpligtende natur trivedes dårligt med hendes stærke og hengivne kærlighed. Så han gik, valgte en anden. Siden havde Lærke ikke lukket nogen tæt ind. Måske elskede hun stadig Emil, måske frygtede hun bare at blive brændt igen.
Lærke stoppede ved sygeplejerskernes skranke.
Jette, vil du gi mig journalen på Nielsen fra stue fem? Jeg skal gøre udskrivningen klar til i morgen. Med journalen trykket til brystet gik hun ind på sit kontor igen.
“Godt, han er blevet rask. Nu er det op til ham selv og hans kræfter, hvor hurtigt vi ses igen,” tænkte hun, mens hun udfyldte journalnotatet på computeren, gennemgik alle undersøgelser og behandlinger
Halv en time før fyraften. Lærke låste sit kontor af og frøs. For enden af gangen stod en kvinde, vendt mod vinduet og talte dæmpet i telefon.
Nej, han lever. Mere levende end nogensinde. Vær nu ikke vred. Jeg har sagt det til ham Nej, det betyder ikke noget Du tror han ikke har regnet det ud? Okay, vi snakkes i aften. Kvinden lagde på og gik hurtigt mod trappen uden at se sig om.
Lærke gik ind i stue fem. Normalt havde hun sagt noget om skadevirkninger af rygning, når hun så tomme senge, men nu så hun kun den bredskuldrede mands anspændte ryg, vendt mod vinduet.
Hr. Nielsen, i morgen begyndte hun, men da han vendte sig med et smertefuldt blik i øjnene, tav hun.
Hvad er der galt? Lærke satte sig på kanten af sengen for ikke at virke truende. Har De ondt?
Kan jeg ikke lade være med at blive udskrevet? Jeg har ikke noget sted at tage hen, stammede han.
Hans plads er allerede taget. Konen har fundet en anden. Så sagde hun bare: Spillet er slut. Jeg tilhører en anden, og så røg Svend på porten, undskyld, udbrød en ældre herre i hjørnet.
Er det sandt? spurgte Lærke stille.
Hende ved vinduet talte om det her. Hun håbede han ville dø. Nu overlever han, men hans plads hjemme er taget. tænkte Lærke.
Nielsen, stor og i halvtredserne, med kort, begyndende gråt hår, og triste øjne, lå og så ud af vinduet.
Lærke kiggede selv ud. Det var sidst i april. Knopperne på de nøgne træer i hospitalshaven var tæt på at springe ud, men det kolde, grå vejr truede med sne, selvom det var forår. Ingen sol i dag.
Har De virkelig ikke noget sted? Familie? Venner? spurgte hun blidt.
De har deres egne. Måske en dag eller to, men derefter? Det er ydmygende at være voksen og bo til låns. Vidste godt hun var med en anden. Tænkte hun ville opgive det igen
Hr. Nielsen, et par ekstra dage hjælper Dem ikke, og vi har brug for sengepladser. Lærke tøvede. Men hør nu Jeg har et hus på landet, otte mil herfra mod Svendborg. Vejen er god. Huset er solidt, men kræver hænder og kræfter. Der har ikke boet nogen i årevis. I morgen giver jeg Dem nøgler og forklarer, hvordan De kommer dertil, sagde hun og forlod resolut stuen uden at lytte til hans protester.
Ja, det må jeg sige! udbrød den ældre mand. Streng men empatisk Sig ja, Svend, din utro kone er ikke det værd.
Kirsebærtræerne havde blomstret af, og lune solrige dage havde afløst den blæsende kulde. Søndag morgen satte Lærke sig i sin Honda og kørte på landet for at se til sin tidligere patient.
Hun blev glædeligt overrasket over forvandlingen. Vinduesrammerne var malet lyseblå, taget repareret. En ny trappesten prydede trappen. Da hun holdt i indkørslen, gik Svend ud i t-shirt og jeans, barfodet. Han lignede ikke længere den nedbrudte, blege mand skuldrene var brede, ansigtet solbrændt, armene begyndte at få markering. Han lignede en mand, der havde fundet ro.
Goddag, jeg kom for at se til dig. Går det? Er der nogen, der er tarvelige? Sagde hun, da hun steg ud.
Her er ikke nogen, der kan være det. De tre gamle koner i landsbyen er bare glade for selskab, og sommerhusfolket har andet at tage sig til, svarede han stadig noget overrumplet.
Landluften klæder dig. Og arbejdet?
Det er mest for sjov nu. Da jeg gik fra Forsvaret, fandt jeg ud af, at jeg ikke kan meget andet end at kommandere soldater på en plads. Har arbejdet som vagt. Intet at fortryde, pensionen er fin.
Vis mig, hvordan du har indrettet dig. Lærke smækkede bildøren og gik over til trappen.
Jeg blev helt paf, undskyld, sagde Svend og kløede sig i panden, inden han gik forud ind i huset.
Lærke stoppede i døren. Gamle, hjemvævede gulvtæpper var lagt ud. Mønstret lys dansede over dem gennem blonderne. Geranier i to vindueskarme. Væguret tikkede hyggeligt stille.
Det er Valborg fra den anden ende, der gav mig dem. Det føles mere hjemligt, ikke? sagde Svend undskyldende om blomsterne.
Hvad dufter her så dejligt? spurgte Lærke.
Jeg har lavet kålsuppe og kartofler i ovnen. Vil du smage? Han blev lidt febrilsk, glad for det lille smil på hendes læber. Skulle lige lære at lave mad. Har jo aldrig boet på landet. Gik tit galt først. Naboerne hjalp mig, lærte fra sig.
Lærke mærkede en indre varme, der mindede om barndommens somre hos farmor Hun havde ikke besøgt dette sted siden moderen døde. Hun kunne ikke. Og heller ikke sælge. Huset havde været i familien; engang boede hendes bedsteforældre her, siden moderen, om sommeren, indtil hun døde.
Hun tænkte på de overfyldte biler med syltede agurker, jordbærmarmelade, svampe, der blev kørt til byen og spist om vinteren, mens man mindedes sommeren. Mor Det var så længe siden.
Hvor længe må jeg bo her? spurgte Svend forsigtigt.
Så længe du har behov. Jeg har ikke været her i ti år. Jeg kunne ikke. Men jeg kommer og ser til, hvis du har lyst. Her er lige så hyggeligt som under mor. Jeg magter ikke huset og jorden, hun så ned, pinligt berørt, og han sagde klogeligt ikke noget.
Jeg har madvarer med til dig! Helt glemt det, sagde Lærke og gik ud til bilen.
Svend trak vejret roligt. Det var første gang, han så hende uden kittel og kasket. Kjolen gjorde hende yngre. Nogle lokker slap fri fra opsætningen. Hun syntes pludselig mere tilgængelig. Svend kiggede på sine hænder med sår fra ukendt arbejde og mærkede sin alder.
Hun kørte først i skumringen, efterlod huset med en svag duft af hendes parfume. Alt Svend rørte ved, duftede af hende. Det forvirrede og rørte hans hjerte, noget han ikke havde følt længe. Han var på sin vis taknemmelig for konens svigt nu. Natten blev urolig; tanker myldrede rundt.
To måneder senere kom Lærke igen, havde mad med og en ny fiskestang. Svend havde fikset hegnet og kunne stolt fortælle, at selv koner fra nabobyen kom for at få hjælp de betalte med mælk, fløde, æg.
Det beboede hus stod rankt, som om det viste her er nu en rigtig ejer, jeg skal nok vise, hvad jeg duer til.
Til vinter får du syltede agurker af mig, pralede Svend, og Lærke så tilfreds, at han var blevet stærkere og maven var væk. Hun blev rød i kinderne under hans blik.
Solen stod lavt bag skoven, malede alt i orange. Svend sprang op og skyndte sig ud.
Lærke gik rundt i huset, så de nye ting, de fremmede dufte. Da han var væk længe, gik hun ud og fandt ham siddende ved plankeværket.
Svend! udbrød hun og satte sig på knæ.
Hun mærkede pulsen, løb efter medicin i bilen, hentede også et glas vand. Kjolens lette stof flagrede om benene. “Gid jeg kunne give en indsprøjtning,” tænkte hun, stak ham en pille i munden og bød vand.
Efter et kvarter rejste han sig, Lærke hjalp ham ind og satte ham i sengen.
Jeg har nok fået lidt for meget sol, undskyldte han. Ville bare plukke agurker til at tage med Du, bliv, sagde han lavmælt, brugte du til hende for første gang.
Lærke tøvede. Svend bøjede hovedet mod hendes mave og sukkede.
Lykken er forunderlig. Man søger og venter, råber, om den er fare vild Bliver vant til at være alene, uden tillid, uden frygt for tab. Pludselig mødes ens vej af en andens og så går man sammen videre.
Kærligheden? Den er også forskellig. Som ung brændende, voldsom, udelt. Alderen giver en rolig, tryg og stille kærlighed, som solens sidste stråle en langsom aftensommerSom voksen er den stille, mild et blik, en berøring, en tryghed midt i alt det usikre. Lærke sad dér et øjeblik, mens aftenskumringen foldede sig ud over engen, og mærkede, hvordan noget i hende gav slip. Hun havde båret sorg, ensomhed og pligt så længe, at hun havde glemt følelsen af at høre til et sted. Men Svend, nu med jord paa hænderne og latter i øjnene, havde givet hende det tilbage.
Hun foldede forsigtigt hans hånd i sin og mærkede varmen stige op gennem fingerspidserne. Uden at sige et ord lagde de kind mod kind, og fuglene sang i træerne udenfor vinduet.
For første gang i mange år frygtede hun ikke det, som kunne gå tabt. Hun så ud i tusmørket og forstod, at lykken vokser frem af de steder, man mindst venter, og at det er modet til at tage imod, der tæller.
Sidst på aftenen, mens vinden bar duften af nyslået græs ind gennem de åbne vinduer, gik Lærke ud på trappen. Svend stod bag hende, et urolig håb i blikket. Hun vendte sig, lod ham tage hendes hånd, og sammen fulgte de de sidste solstråler hen over engene ind i et nyt kapitel, hvor ingen skulle bære savn alene.
