Der stod en fremmed på dørtrinnet.
Viggo havde været forelsket i Maja siden folkeskolen. Han skrev små sedler til hende og prøvede på alverdens måder at få hendes opmærksomhed.
Men Maja var opslugt af Esben, den høje, lyse fyr, som spillede volleyball på hendes hold.
Kluntede Viggo, der ovenikøbet havde dårlige karakterer, skænkede hun ikke et blik.
Snart begyndte Esben at komme sammen med Kathrine, pigen fra parallelklassen.
Efter gymnasiet forsøgte Viggo igen at vinde Majas hjerte.
Han friede endda til hende til studenterfesten…
Men hun svarede ham skarpt: “Nej!” Hun ville end ikke tænke på ham.
Efter universitetet fik Maja job som bogholder. Hendes chef, Jakob, var en flot mørkhåret mand, ti år ældre end hende.
Maja blev betaget af hans professionalisme, skarpe udseende og intelligens.
De udviklede følelser for hinanden, og Maja blev ikke afskrækket af, at hendes udkårne allerede var gift og havde en lille søn.
Jakob lovede at blive skilt og svor, han kun elskede Maja.
Årene gik, og hun vænnede sig til at tilbringe weekender og højtider alene. Hun håbede stadig, at hendes elskede ville forlade sin kone, så de kunne være sammen.
Men en dag så Maja Jakob i SuperBrugsen med sin kone. Hun var gravid, og han holdt blidt hendes hånd. Da de forlod butikken, tog han taskerne og fulgte hende til bilen.
Maja betragtede denne idyl med tårer i øjnene.
Dagen efter sagde hun jobbet op…
Nytåret nærmede sig, og Maja havde slet ikke lyst til at handle ind, pynte hjemmet eller fejre.
En dag kom hun hjem, og huset var iskoldt. Fyret var gået i stykker. Maja boede i et lille hus udenfor Odense.
Hun forsøgte at ringe efter en VVSer, men op til nytår krævede alle en formue for at tage turen ud på landet.
Til sidst, desperat, ringede hun til sin veninde. Hendes mand arbejdede i branchen og kunne måske hjælpe.
Lene lovede straks at ringe til sin mand.
To timer senere lød dørklokken.
På trappen stod en fremmed men da hun så rigtigt efter, genkendte hun… Viggo, hende gamle klassekammerat.
Hej, Maja, nå, hvad er der galt her?
Øh Hvordan vidste du det?
Chefen ringede, sagde jeg skulle tage ud på denne adresse, fordi du frøs. Har du husket at tappe vandet af, så rørene ikke sprænger?
Nej… det ved jeg slet ikke, hvordan man gør.
Nå for søren, sådan kan du jo ende uden varme. Godt kulden ikke er værre.
Viggo fik hurtigt vandet tappet, rodede ser rundt i fyret, og kørte så igen.
Efter en time kom han tilbage med de nødvendige reservedele.
Snart var der varmt igen i Majas hus. Viggo vaskede hænder og spurgte:
Maja, din vandhane drypper, og glødepæren flimrer… Hvad, kan din mand ikke fikse det?
Jeg har ingen mand…
Hvordan kan det være? Venter du stadig på en, der er perfekt?
Perfekt… det findes jo ikke. Jeg har bare ingen, sagde hun pludselig ærligt.
Hvorfor afviste du mig så? Viggo smilede skævt.
Hun svarede ikke.
Han fikserede vandhanen, skruede en ny pære i og tog så hjem.
Maja blev siddende i stuen og tænkte på sin barndom, ungdom, og den lidt tykke dreng, der altid havde været så forelsket i hende.
Viggo var blevet voksen høj og slank, med mørkebrune øjne. Kun hans genkendelige smil var det samme.
Hun nåede end ikke at spørge, om han var gift.
På selve nytårsaften, den 31. december, ringede det pludselig på døren.
Maja åbnede overrasket hun ventede ingen gæster.
På trappen stod Viggo. Han bar en ny, mørk habit og i hænderne havde han en buket friske tulipaner.
Maja! Jeg spørger én gang til: Vil du gifte dig med mig, eller har du tænkt dig at vente på en prins til pensionen?
Tårerne løb, da Maja nikkede lykkeligt.
I andet forsøg blev frieriet endelig modtagetViggo grinede, trådte ind over dørtærsklen og greb Majas hænder med sine stærke, varme fingre. Bagved dem eksploderede fyrværkeriet over markerne og kastede regnbuefarver ind gennem vinduet.
Jeg har tulipaner og en plan, hvis du tør tage chancen på en almindelig mand, sagde han lavmælt.
Hun kunne ikke sige andet end ja. Hans arme omfavnede hende, og det føltes, som om årtiers kulde og vente forsvandt ud ad vinduet sammen med vintervinden.
Eftertiden skulle huske denne nytårsaften som begyndelsen på det nye liv, ingen af dem anede de havde længtes efter. Inden midnat sad de sammen ved køkkenbordet og drak kaffe og grinede, som kun dem, der endelig er blevet set, kan le.
Ude i mørket var verden stadig kold, men i det lille hus i udkanten af byen blev to hjerter varmet op for første gang.
