“Vi har ikke råd til havet i år,” sagde min mand og smækkede computertasken, før han forsvandt ud af døren til forretningsrejse. Dagen efter så jeg så et billede af ham på Facebook på stranden. I armene på min søster.
Tænk dig om, Stine! Du er jo ikke dum. Du er regnskabsfører, du kan selv regne tallene ud! Se på det nu, sagde Peter og fægtede, mens han gik frem og tilbage i vores lille køkken. Lånet på bilen snupper 4.000 kr. om måneden, realkreditlånet i lejligheden 8.500, og så er der sommerhuset i Nykøbing Falster, hvor min mor venter, og taget skal laves. Yderligere 2.000. Det er tiltrængt, ellers rådner det bare op. Så hvilken strand? Hvilke Kanariske Øer? Skal vi bare spise rugbrødsmadder resten af året?
Peter kunne ikke holde ud at møde mit blik. Han lukkede skabe, hældte vand op, rodede med skeer, uden på noget tidspunkt at se på mig. Jeg sad krumbøjet over den åbne side med afbudsrejser på computeren, hvor billeder af turkis blåt hav og hvide sandstrande glimtede. Det var ikke bare billeder, det var min drøm. Mit lyspunkt igennem de sidste tre år med snart bare regninger og afsavn.
Peter, prøvede jeg forsigtigt, jeg har sparet sammen. Jeg har brugt min bonus på det her, løbende arbejde hjemmefra, madpakker, ekstra balancering for Madsens Rengøringsfirma til klokken to om natten, mens du sov. Der står 38.000 kr. på min konto jeg har tjekket alt. Bilen kan vente, sommerhuset falder ikke sammen på to uger, der er ingen krise derude. Vi har ikke holdt rigtig ferie i fem år! Siden vi tog lånet. Du er stresset, jeg er på sammenbruddets rand jeg kan mærke det på mit øje, der sitrer. Vi har brug for at huske, hvad det vil sige at være mere end bare gælds-slaver.
Det handler ikke kun om penge! råbte han pludseligt og satte kaffekoppen hårdt i bordet. Der er vildt travlt på arbejdet afleveringsfrist, chefen går amok. Jeg kan ikke bare tage fri og ligge og stege, når vi snart skal levere! Jeg mister jobbet, og så må du vinke farvel til både ferie og lejlighed!
Men du sagde da i sidste uge at det var roligt på arbejdet?
Tingene har ændret sig! Kunden kræver ekstra. Emnet slut. I år bliver der intet hav. Vi tager op i sommerhuset i Nykøbing til påske, hjælper med haven, laver lidt grill, masser af frisk luft det er også ferie.
Jeg begyndte at græde stille og sagde; Jeg er træt af sommerhuset, jeg slaver bare der, laver mad til hele familien. Jeg vil have ferie, jeg vil bare ligge ned og ikke lave noget.
Hold nu op, du tænker kun på dig selv! råbte han. Og i øvrigt har jeg en arbejdsrejse til Aalborg om to dage. Inspektion. Fra ledelsen. Sidder du ikke og bliver fornærmet. Og jeg skal bruge nogle af de penge fra rejsen.
Hvorfor? Skal firmaet ikke betale?
Det får jeg senere, men jeg er nødt til at lægge ud. Allerede i morgen.
Hvor meget?, hviskede jeg.
25.000.
Tretten fjerne mine feriepenge?!?
Du får dem jo tilbage, når firmaet kompenserer jeg sværger! Tror du ikke på mig, din egen mand?
Hans blik gjorde det værre. Selvfølgelig Han gør jo det her for os. Slutspil for bonus.
Jeg overførte. 25.000 kr. Stive fingre, rystende klik, send.
Ti år sammen, og aldrig har han svigtet mig for alvor tænkte jeg.
Næste morgen pakkede jeg hans kuffert. Han duftede af Dior Sauvage min julegave til ham. Tør, deprimeret duft, nu. Han grinede: Pas på dig selv, Stine! Men du ved, Aalborg Dårlig dækning, alt er travlt, så hvis du ikke kan fange mig, er det derfor. Og badetøj? Han grinede: Hotellet har pool og sauna. Skal jo slappe lidt af efter inspektionerne.
Jeg viftede det væk.
Han gik. Lukkede stille døren. Jeg sad tilbage i det grå og triste København, hvor foråret var noget, der var på kalenderen, ikke ude for mit vindue.
Hver aften sad jeg og havde ondt af mig selv. Jeg ringede til min søster Sofie. Hun er min modsætning; jeg mørkt hår, pænt og stille, regnskabsfører. Hun? Lys, festlig, Instagram-kendis. Unge, spontane, på farten altid. Vi var ikke tætte, men hun var min søster jeg har hjulpet hende, skuldret hendes problemer.
Hendes telefon var slukket. To dage. Ret usædvanligt. Hun er altid online, lægger stories op ligegyldigt hvad! Sidste story var for en uge siden lige den dag Peter tog afsted: “Drømmerejsen venter!” En pink kuffert og et blinkende hjerte.
Nå, tænkte jeg, hun er sikkert i Dubai.
Ugen gik. Peter ringede hver anden dag, presset stemning, “svært at komme til”, “dårlig forbindelse”. Hans stemme var ovenpå glad, lidt for glad. Der var musik i baggrunden. Ikke hotel-lobby, men bølger og noget, der lød mistænkeligt meget som samba. Jeg spurgte til musikken det var “radio”. Vindstøj? “Vestenvind sådan er Aalborg!” sagde han. Javel.
En sen fredag aften sad jeg i køkkenet, scrollende igennem Instagram. Kedsomhed. Pludselig tikkede en notifikation ind: “Sofie Madsen har tagget dig i et billede”.
Min hjerte galoperede. Jeg klikkede.
Det tog tid at loade. Blåt, ocean, strand, og der, i forgrunden, lowcut bikini, solbrun, champagne i hånden, strålende, min søster Sofie med armene om en mand.
Mine øjne blev store da jeg så hans ur Peters gamle Casio! Hans shorts med palmer!
Min mand. På stranden med min søster.
Og teksten: “Kærlighed i stilhed men jeg vil alligevel dele det! Min skat gav mig paradis. #Maldiverne #MinMads #SorryNotSorryStine.” Hun havde tagget mig på hans ansigt.
Det var ikke en fejl. Det var for at ydmyge mig. For at understrege. “Jeg vandt, du tabte.”
Det susede i ørerne. Jeg løb på badeværelset og kastede op. I spejlet så jeg min egen udgave af “Hende, man ikke vil blive” træt ansigt, grå hud, slidte øjne.
De to. For mine penge. På stranden, hvor jeg skulle have været. De stjal min drøm, min ferie, min ret.
Dagen efter var jeg ikke den samme. Næste dag vågnede jeg op og vidste præcis, hvem jeg var: Kold, hård, klar. De skulle smage på Sibirien midt under palmerne.
Peter havde glemt noget vigtigt. Fuldmagt på bilen. Han havde givet mig generalfuldmagt, så jeg kunne sælge den, hvis det var nødvendigt. Han elskede den bil. En sort Land Cruiser. Hans stolthed.
Jeg fandt papirerne Frem med rød læbestift og spidse hæle. Alle papirer på plads; jeg kørte til CarNext i Glostrup, hvor Stefan fra studietiden holdt til.
Hej Stefan jeg har brug for at sælge bilen nu, hurtigt.
Er du sikker? Peter dør, hvis han mister den
Han må klare sig, svarede jeg, temperamentet helt kontant.
25.000 euro det kan vi give dig.
Sælg. Nu.
Pengene kom. Jeg betalte straks gælden på bilen ud og lagde resten ind på min private konto i mit gamle navn. Al adgang spærret for Peter.
Næste stop: hjem. Jeg pakkede ALT hans tøj, knalldyrt tøj, gear, gadgets. Det hele fik jeg sendt på fragt til “Inger Jespersen, Lyngbyvej 85” hans mor må tage imod ham.
Så ringede jeg til en låsesmed. Bedste lås, please. Rottetilstand.
Peter havde også givet mig adgang til alt. Jeg kendte hans password. Ind på mailen, fandt kvitteringerne fra rejseselskabet, hotelbooking på Maldiverne.
Jeg ringede til hotellet, talte engelsk. “Hi, Im Ms. Stine Madsen. My husband, Peter Madsen, has paid for his stay with a stolen company card. I am the Chief Accountant. Bank will reverse payment, and the police is involved. I strongly advise you to check the payment and evict them.”
Dagen efter: Forsøg på at hæve fra Peters kort mislykkes jeg kunne se det fra netbanken.
Timer senere: Peter ringer, jeg ignorerer det. SMSer vælter ind.
Peter: “Stine, hvad laver du? Kortet virker ikke! De smider os ud! Vi skal betale!”
Sofie: “Stine, er du sur? Der er ikke sket noget mellem os, vi mødtes bare. Send penge, vi har ikke til taxabåd!”
Peter: “Du har solgt min bil! Er du sindssyg?! Den er min!”
Jeg sendte dem billedet tilbage. Tagget: “Nyd stilheden. I kan gå til Aalborg. Bilen er solgt, pengene røg til mine familiebehov. Dine ting står hos din mor. Låse skiftet. Retten venter. Farvel.”
Han kom hjem tre dage senere. Fuldstændig færdig, rød, flosset, uden en øre. Han råbte foran min dør.
Giv mig mine ting! Det er også min lejlighed!
Realkreditten står på begge navn, sagde jeg bag døren. Din andel er minus. Du kommer ikke ind. Politiet står udenfor min nabo, Henrik, var klar med sin stænger.
Peter gav op. Sofie var videre. Hun fandt en ny, rig kæreste, og hendes liv fortsatte på Instagram, smilende fra Dubai.
Jeg tog mine 38.000 kr plus overskuddet fra bilen og købte min egen rejse. Til Maldiverne. Nøjagtig dét hotel. Naboværelse. Helt alene.
Nu ligger jeg her. Drikker Pina Colada. Kigger ud over det uendelige turkise vand.
Jeg trækker vejret frit for første gang i flere år.
Jeg er rig på frihed, på penge og på styrke. Aldrig igen skal nogen diktere, hvad jeg fortjener.
Jeg fortjener alt.
