SVIGERDATTEREN
Karen Mikkelsen stillede fadet med langtidsstegt and på det smukt dækkede spisebord og sukkede stille for sig selv. Om lidt ville begge hendes sønner komme sammen med deres koner.
Den yngste, Emil, var lige blevet gift. Der havde ikke været meget festivitas bare en lille, diskret bryllupsfest. Ja, sådan gør de unge nu om dage. Hvis det stod til Karen, havde de fejret det med manér, men da hun og hendes mand blev gift, havde de bare været på rådhuset. Vielsesringe havde de først råd til året efter, to tynde guldringe. Hun havde sådan ønsket, at børnene skulle have en rigtig fest. Men sådan som de unge selv ville have det.
Hun har kun én fejl hun er altså lidt for velsoigneret, havde Karen indvendt om sin nye svigerdatter. Men allerede fra starten havde Amalie besluttet sig for, at de to skulle finde en god rytme sammen.
Amalie var faktisk en rigtig sød pige. Hun havde været god for Emil havde hjulpet ham til at finde et godt job og skubbet ham godt på vej. Indtil han fyldte 30, havde han boet hjemme og ikke rigtig haft nogen ambitioner. Karen var begyndt at blive smånervøs for ham. Heldigvis havde det ændret sig.
Men så var der altså det med Amalies plejevaner det nagede alligevel Karen. Amalie gik til frisøren, fik ordnet negle, massage og alt det der. Og det var altså mange penge at bruge på sådan noget. En gift kvinde burde, syntes Karen, sætte familien først.
Tænk hvis de får børn så ville Amalie sikkert hellere gå til pedicure end købe nye støvler til Emil! Karen havde aldrig brudt sig om den slags kvinder. Hun satte altid sine egne behov til sidst, især efter hendes mand døde, og hun stadig måtte støtte drengene økonomisk selvom de var voksne.
Hendes tanker blev afbrudt af dørklokken de unge var kommet. Amalie trådte ind i stuen som en stjerne, håret sad perfekt, neglene var nypudsede, og hun havde minimalt makeup på sådan på den der naturligt flotte måde.
Amalie, hvor ser du dog godt ud! sagde Karen, ægte begejstret, men lidt misundelse kunne nok anes. Er den dragt ny?
Ja, jeg købte den i går fik jo faktisk en ret god bonus på arbejdet, svarede Amalie glad.
Så skulle du hellere spare sammen, kunne Karen ikke lade være med at indskyde. Mind mig om aldrig at bruge bonusser, feriepenge og ekstra løn på andet end en penge på kontoen til en regnvejrsdag! Du vil ikke fortryde det!
Amalie sagde ikke noget. Hun holdt faktisk meget af Karen, hendes svigermor, sådan enkelt og hjerteligt. Men indeni tænkte hun, at dommedag kun kommer, hvis man hele tiden venter på den.
Aftenen gik ellers stille og roligt. Alligevel prøvede Karen flere gange at åbne samtaler om at spare penge og ikke bruge for meget på sig selv. Amalie forstod hurtigt, hvem det handlede om.
Har du egentlig nogensinde fået lavet negle på salon, Karen? kunne Amalie pludselig ikke lade være med at spørge.
Nej altså… det gør jeg ikke i, tøvede Karen lidt. Jeg klipper dem bare derhjemme og sørger for, de er rene. Det må række.
Ingen hæftede sig rigtigt ved deres lille samtale. Men Amalie blev faktisk lidt trist på Karens vegne. Tænk, at opfostre to voksne sønner, tjene pænt og stadig ikke bruge en krone på sig selv!
Emil, gør din mor egentlig nogensinde noget sjovt for sig selv? spurgte Amalie på vej hjem.
Hmm, hun ser jo fjernsyn, dækker op til middag, besøger naboerne Hvorfor?
Fordi hun virkelig trænger til at prøve noget rart! Tag hende i biografen, på restaurant, i teateret et eller andet!
Ej, hun vil jo alligevel ikke, prøv nu ikke at overdrive, svarede Emil.
Amalie sammenlignede uvilkårligt med sin egen mor, som, selv når pengepungen var stram, altid prioriterede en god klipning, en pæn kjole og købte sæsonkort til byens teater det handlede om at unde sig noget godt.
En beslutning blev taget: Karen skulle i hvert fald have lov at prøve noget bare lidt selvforkælende og ikke bare sidde hjemme og vente på børnebørn.
Efter et par dage ringede Amalie til Karen og foreslog at de tog ud at gå en tur, og bagefter kunne de tage en kop kaffe sammen. Og hey, vi kunne da lige smutte forbi en skønhedssalon jeg skal have ordnet lidt, og du vælger bare noget, du har lyst til!
Ej altså, du behøver ikke vente på mig. Jeg sætter mig bare i foyeren eller udenfor! protesterede Karen straks.
Men hvorfor, Karen? Brug dog en halv time på dig selv. Skal vi ikke bare få lavet en fin manicure og lidt håndmassage?
Med en del overtalelse gik svigermor med til det. Amalie ringede i forvejen til salonen, hvor hun kom fast og forklarede situationen.
Hør her, piger, forkæl min svigermor godt og grundigt. Prøv også at få foreslået hende pedicure, maske eller hvad I ellers finder på. Sig bare, det hele er betalt på forhånd, hvis hun spørger til priser, ikke?
På dagen traskede hun og Karen til salonen. Karen kiggede sig hele tiden nervøst omkring. Det varer vel kun en halv time, hvad? Og jeg skal nok sørge for at betale.
Da en sød medarbejder tog Karen med ind, satte Amalie sig i venterummet med sin telefon. Hun skulle ikke selv have lavet noget og brugte tiden på at svare på mails.
To timer(!) senere kom Karen ud dejligt afslappet og med fornyet glød. Dem i salonen havde gjort det til UG.
Hold da op, Amalie, jeg har fået det ene og det andet, smilede Karen. Kaffe fik jeg også, og rigtig rar urtete. Det kan da ikke have været billigt?
I dag har vi faktisk en særlig kampagne, afbrød salonen. Hvis du tager en veninde med, får hun behandlingerne gratis! Så alt er betalt.
Amalie og en glad, næsten opløftet Karen gik over på en nærliggende café. Karen tog en tår cappuccino og lænede sig tilbage.
Skal vi ikke gøre det her til en vane? foreslog Amalie med et skævt smil. Salonen har jo tit tilbud for stamkunder. Du nød det da, ikke?
Jo. Meget, indrømmede Karen. Jeg anede ikke, det kunne føles så lækkert.
Det skulle du have prøvet for længe siden!
Ja, men børnene var jo små. Min mand Gud fred med ham holdt altid skarpt øje med økonomien. Og senere følte jeg ikke, det var vigtigt længere.
Nu har du jo tid og anledning! Kom nu bare for hyggens skyld det er meget sjovere at gøre sammen end alene.
Ja, måske engang imellem, smågrinede Karen.
Sådan blev det faktisk. Fra nu af gik Karen fast med Amalie til lille selvforkælelse, og Amalie fik snedigt opdateret Karens garderobe hun nævnte dog altid priser, der var meget lavere end de virkelige.
Hun fik Emil til at invitere sin mor med ud at spise, og senere tog de alle sammen i biografen. Til jul forærede Amalie Karen et abonnement til Aarhus Teater.
Du ser helt forynget ud, Karen! sagde naboerne drilsk.
Ja, ja, de unge trækker én med, svarede hun, mens øjnene strålede af glæde.
Og man må give hende ret for nu, hvor hun gik på pension, og som mor til to voksne mænd, følte Karen, at hendes ungdom på en måde lige var begyndt.
