Storken, der на сиг å tage mig hjem til mine forældres hus, viste sig at være voldsomt skeløjet. Han tabte mig foran børnehjemmet som en hysterisk høne. Og straks begyndte alting at gå skævt.
Men omkring de fyrre lykkedes det mig alligevel at komme op af det dybe hul, jeg var blevet kastet i af den åndssvage fugl. Jeg fik bygget et hus, fandt mig en kone og fik købt en brugt bil. Nu manglede kun at plante noget og at opfostre nogen.
En kunne vi godt klare, min Helga og jeg. Vi havde aldrig snakket om nummer to.
Netop dét at plante, at vokse og et møgkedeligt, regnvådt morgengrin gik jeg og overvejede, mens jeg bryggede kaffe i køkkenet. Mit gamle par underbukser blafrede fredsommeligt i gennemtrækket. Dem havde jeg faktisk fået før, jeg fik min familie. Sikke en skæbnens ironi.
Der blev banket på altandøren. Ungerne kaster vel sten efter duerne igen? En ordentlig stork skulle man sende efter jer, rødder.
Der blev banket igen. Og én gang til. Hvem pokker banker på? Vi bor trods alt på tredje sal.
Jeg rykkede gardinet til side. Og derude, på altanen, så jeg den samme skeløjede stork fra barndomsfantasierne trampe rundt.
Forsvind, bæst! råbte jeg forskrækket. Min rugbrødsmad tog et svanestup mod gulvet.
Undskyld, Poul, undskyld, storken stak sit lange hoved ind ad den halvt åbne dør jeg ved det godt. Tag bare en bid af min højre vinge, den er størst.
Skrub af! sagde jeg og prøvede at skubbe den snabeltynde hals ud igen. Jeg greb om den med begge hænder.
Roland, hold nu op, hostede storken lyt nu til, hvad jeg siger.
Skal du også begynde at snakke nu? Jeg binder snart knude på dig, din bandit.
Jeg kommer med undskyldningen, sagde storken med hovedet lavt.
Det er alt for sent, næsetud!
Dørklokken begyndte at kime. Helga var kommet hjem.
Forsvind, sagde jeg, mens jeg fik skubbet storken ud på altanen. Når jeg kommer tilbage, skal du være væk.
Instinktivt løb jeg ind i entréen.
Undskyld, Poul, klynkede storken ud gennem vinduet jeg har ordnet det hele nu.
Helga stormede ind, drivvåd, men glad. Hendes hår klistrede til kinderne, øjnene lyste. Mon hun også havde stødt på storken?
Før jeg nåede at sige noget, smed hun paraplyen fra sig og kastede sig om halsen på mig.
Fire! Fire! skreg hun, så det rungede i lejligheden.
Hvad fire? spurgte jeg målløs.
Vi skal have firlinger! jublede Helga Fire små guldklumper!
I det øjeblik gik det op for mig, hvad storken havde forsøgt at sige, og jeg styrtede ud på altanen. Den skeløjede stork var lige lettet. Jeg nåede kun akkurat at gribe ud efter halen på den.
For sent.
Stop, dit kvaj! råbte jeg efter den. Stop, næsetud!
Jeg har sagt undskyld! lød det ovenfra.
Da jeg vendte mig om, stod Helga bag mig. Hun græd af glæde.
