Der var engang, og nu skal du høre Tænk dig tilbage til en kold novemberdag i 1941, ude på Sjælland, hvor vinden piskede gennem de nøgne træer, og leret på markvejen var forvandlet til et mudret helvede af isslag og vandpytter. Hjulene på den gamle hestevogn satte sig fast igen og igen, og det var bare ikke til at køre.
Vi når aldrig frem til hospitalet, sikke en elendig vej! jamrede Ingrid Mortensen med røde, grædefærdige øjne og tørrede tårerne væk med det slidte tørklæde.
Vi klarer den, Ane, bare rolig, svarede hendes mand, Karl Mortensen, mens han prøvede at opmuntre den udmattede gamle hest. Hans kolde hænder holdt godt fast i tømmerne.
Bagerst i vognen lå den unge kvinde, Sigrid. Hun stønnede lavmælt, presset af så stærke veer, at hun bare ville have det hele overstået. Men jordemoderen, de altid havde regnet med, havde brækket benet, og byens sygeplejerske var blevet kaldt ud til et sygt barn.
Tænk på barnet, på Niels, på din mand, sagde Ingrid lavmælt og klappede sin datters gravide mave.
Det gør jeg hele tiden, mor. Hele tiden.
Har du allerede et navn til den lille? prøvede Ingrid at kaste samtalen lettere.
Niels sagde, bliver det en pige, skal hun hedde Rikke, og er det en dreng, så bliver det Jonas.
Det lyder så fint, skat. Din far får dig frem, jeg ved det. Se, nu kan man ane hospitalets skorsten derhenne, så byen er tæt på
Endelig, foran hospitalets port, begyndte Sigrid at føde. Kort tid efter lød et lille, ivrigt barneskrig, og en tiny pige kom til verden for første gang. Sigrid, grædefærdig af både lykke og udmattelse, smilede, mens hun holdt sin lille pige i armene. Alting syntes pludselig muligt.
Rikke, sagde din far altid, du skal hedde det. Han er stærk og kommer hjem til os; du er vores håb.
Fyldt med kærlighed følte Sigrid straks hun måtte skrive til Niels. Men sygeplejersken havde så travlt og lod hende end ikke spørge om brevpapir.
Kan du ikke hjælpe mig med et ark og en blyant? spurgte hun til sidst den stressede sygeplejerske, som bare rystede på hovedet og knap kiggede på hende.
Da Sigrid kom tilbage til stuen, stod nabojordmoren ved at gøre sig klar til at tage hjem.
Skal du hjem allerede? undrede Sigrid.
Ja, svarede hun lavmælt. Man kunne se sorgen i hendes blik, da hun samlede sine få ejendele i et net og gik tungt ud, som om hele hendes liv var ved at briste. Ti minutter senere kom sygeplejersken ind, smed papir og blyant på Sigrids natbord og lukkede døren hårdt bag sig uden at sige noget venligt.
Hun blev sendt hjem, og mig skal de holde tilbage i flere dage endnu, sagde Sigrid.
Hun gik af sig selv; hun efterlod sin baby. Du ved, nogen kan simpelthen ikke overskue det, sagde sygeplejersken, mens hun sukkede. Det var en lille pige; sund, stærk hvad skal man mere bede om?
Sigrid kunne ikke få det ind i hovedet.
Senere, da lille Rikke blev hentet efter amning, gik Sigrid til aftensmad. På vej gennem gangen lagde hun mærke til barneskrig inde fra et rum. Hun smuttede ind. Hendes egen datter sov trygt, men i en anden vugge lå en anden nyfødt, der græd utrøstelig.
Hvad tror du, du skal herinde? sagde en mager sygehjælper bestemt. Din datter får du, når det er tid. Den der baby har ingen mor. Hendes blev afleveret til kontoret og forsvandt.
Sigrid gik, men hendes tanker blev ved at kredse om den grædende lille en. Natten igennem kunne hun ikke sove.
Tidligt næste morgen gik hun samme vej forbi børneafdelingen. Må jeg amme hende? spurgte hun forsigtigt.
Hvad, amme den fremmede? Hvis du gør det, og hun vænner sig til dig, så hvordan skal det så gå, når hun kommer på børnehjem bagefter?
Børnehjem? Sigrid var helt chokeret.
Hvad havde du ellers regnet med? snærrede hjælperen.
Sigrid gik direkte til overlægen. Hr. Lauritsen, må jeg ikke tage hende til mig? Hvorfor skal hun på børnehjem, når jeg har mælk nok, og vi kan tage hende med hjem til gården? To børn eller et det gør ikke forskel for os.
Lægen så på hende. Er du sikker?
Ja. Mere end sikker.
Han nikkede, og Sigrid gik på børnestuen. Sygeplejersken forsøgte igen at forhindre hende, men Sigrid tog forsigtigt babyen op og lagde hende til brystet. Barnet klamrede sig ivrigt til den trygge varme, og Sigrid mærkede tårerne presse sig på.
Du skal hedde Astrid, hviskede hun. Astrid og Rikke, det lyder godt.
Da Karl og Ingrid så Sigrid komme hjem med to små piger i favnen, blev de forbløffede.
Du havde tvillinger, siger du! udbrød Ingrid forundret.
Ja, to piger: Astrid og Rikke.
Ingrid studsede over, hvor lidt de lignede hinanden. Altså, naboens døtre er som to dråber vand, men der er da forskel på dine.
Tvillinger kan vel være forskellige, svarede Sigrid hurtigt og undgik øjenkontakt.
Hverdagen gik. Sigrid elskede begge piger lige højt. Ingen forskelsbehandling. Det vigtigste var, at hun havde ammet dem, grædt for dem, våget over dem begge. Hun fortalte sandheden i brevet til Niels, der var indkaldt til det danske beredskab. Hun havde skrevet: Jeg tog en forladt pige til os vi elsker dem begge, og jeg skjuler intet for dig.
Fem år gik, pigerne voksede op og var ubeskriveligt smukke og livsglade børn. Ingrid og Karl hjalp hvor de kunne. Niels slap godt igennem Soldatens tid, selvom han blev sendt helt til Flensborg, inden han kom hjem. Og da den dag kom, hvor han vendte tilbage ad den støvede landevej, var alting, som det skulle være. Hunden Buster løb først, og derefter kom begge piger, rødmossede og solbrune, springende gennem haven og ind i farens favn. Sigrid græd af glæde i Niels arme.
Tiden gik. Rækkehuset blev fyldt med liv, og haven blev passet, ligesom den altid var blevet. Astrid og Rikke blev unge kvinder, og begge fandt snart nogen at holde af. Rikke blev kæreste med Mads, mens Astrid havde fået øjnene op for Asger, traktorføreren i landsbyen. Men Sigrid bekymrede sig lidt Niels kunne ikke slippe tanken om, at pigerne virkede for unge til at flytte hjemmefra.
Sådan gik dagene, indtil en sensommerdag, hvor en fremmed kvinde bankede på deres dør. Hun var klædt i smart københavnsk tøj, og hendes sko var for pæne til den landsbyjord. Med alvor i stemmen bad hun om at komme ind og hilse på Sigrid og Niels.
Sigrid Mortensen? Jeg hedder Hanne Vestergaard. Husker du mig? Vi lå på stue sammen i Roskilde, da du fødte Rikke.
Sigrid nikkede og mærkede kuldegysningerne Hanne var Astrids biologiske mor, den der havde forladt barnet dengang.
Snart måtte Astrid og Rikke høre samtalen. Stemningen blev trykket. Astrid var rystet, og Hanne forklarede: Jeg var kun sytten, dengang. Min far ville have slået hånden af mig, hvis jeg havde taget dig med. Jeg har aldrig kunnet slippe tanken om dig, men nu har jeg opsøgt dig og vil gerne lære dig at kende.
Astrid løb væk, ulykkelig. Niels blev vred, Sigrid græd, og stemningen var kaos. Dagen efter var Astrid forsvundet hjemmefra. I ugevis ventede familien på et livstegn. Sigrid sad tit på den gamle bænk i haven og hviskede: Hjertet gør så ondt, jeg savner hende
Men en dag kom Astrid vandrende over marken træt og med tårer i øjnene.
Mor, jeg er hjemme.
Sigrid løb hende i møde. Undskyld, mor. Jeg ved godt, det ikke var din skyld. Jeg kunne mærke, at jeg hørte til her og ikke hos hende. Det er her, jeg har min familie. Det er jo jer, jeg elsker. Sådan har det altid været, og sådan må det være.
Den sommer holdt de dobbeltbryllup under æbletræerne. Astrid blev gift med Asger, og Rikke sagde ja til Mads. Smukke, hvide kjoler mod rækkerne af røde træer. Hele landsbyen var med, og kærligheden fyldte det lille hus med latter og sang. Hanne kom aldrig tilbage. For Astrid var Sigrid hendes rigtige mor den der havde trøstet hende, fået hende til at grine, været der altid; mere kunne man ikke ønske sig.
Det er dét, familie egentlig handler om.
