Han snublede gennem den mørke Københavnske nat, lettere slingrende efter en solid omgang snaps og øl. Hvor han egentlig var på vej hen, var ham ligegyldigt. Det var jo hans egen by, og benene kendte vejen hjem bedre end han selv. Hovedet var dog optaget af langt vigtigere ting store, filosofiske spørgsmål, som han højlydt delte ud til natten.
Hvorfor, altså, hvorfor er mit liv sådan her? Syvogtyve år vennernes unger er allerede startet i skole, og fra mig render pigerne skrigende væk efter en enkelt måned hvis de altså holder så længe. For grov? Ej, jeg er sgu da ikke for grov eller jo. Det skal man jo nærmest være, når man er mand, Johannes smilede skævt. Den eneste ting, jeg har haft held med, det er forretningen. Millionær er jeg ikke, bevares, men penge nok til at leve pænt.
Pludselig stoppede han, greb sig om hovedet, og tårerne begyndte at løbe ud af øjnene.
Alle de penge jeg har hamret ind til den der læge, og hvad fik jeg? Der er desværre intet at gøre. Her er adressen på en specialist i hovedstaden, men det hjælper nok ikke. Men hvad jeg tager sgu til den speciallæge i morgen!
Han var kommet til Langebro. Stirrede ned på den mørke overflade af kanalen:
Skal man hoppe i? Tænk, en kold dukkert, det ville nok slutte det hele han kiggede en ekstra gang ned. Nah, det er alt for koldt til den slags. Og Sokrates skal jo fodres. Jeg må hjem.
Han begav sig over broen, men stoppede brat. Midt på broen stod der en ung kvinde alt for ung til at tænke sådan. På brystet hang en bæresele med et lille barn. Hun stirrede ud over vandet, og pludselig kravlede hun op på rækværket og bredte armene ud. Johannes sprang hen og greb fat om hendes talje. De tumlede sammen ned på broens asfalt, og barnet begyndte at tude.
Er du da helt skør? Johannes råbte og var nu på et øjeblik ædru.
Hvad rager det dig? Hvorfor blander du dig? hun begyndte at græde.
Det slog mig bare, at det måske var lige tidligt nok at dø. Især, når du står dér med en unge. Kom nu, op på benene og hjem til manden eller din mor. Hvem har du?
Ingen. Ikke noget hjem, ingen mand, ingen mor. Jeg har ingen.
Typisk, nu lander du også på min ryg, han satte hende og barnet op. Kom.
Jeg går ingen vegne med dig. Du kan jo være en eller anden galning!
Hoppe i kanalen kan du altid senere, men er du bange for en galning, så må du hellere komme nu! han hev hende blidt i armen. Kom!
***
De traskede gennem nattens København med barnets gråd som underlægning. Til sidst udbrød Johannes opgivende:
Hvorfor græder han hele tiden?
Sulten, måske? kvinden trykkede barnet ind til sig.
Giv ham noget mælk så.
Jeg har hverken mælk eller penge.
Og vist heller ikke for mange hjernevindinger, han skævede mod et døgnåbent supermarked Nuvel, vi napper noget mælk dér.
***
Kassedamen og nattevagten målte de to nattetavse kunder med skeptiske blikke, men Johannes nappede beslutsomt en indkøbskurv og nikkede til kvinden:
Kom nu, vendte sig mod kassedamen Hvor har I mælken?
Lige derovre, pegede hun.
Ved køledisken.
Tag den slags, han kan tåle! beordrede Johannes.
Sådan én her, hun fandt et lille karton.
Tag nu bare flere. Hvor meget du har brug for! Hvad ellers?
Bleer.
Bleer? Hvad i alverden er det?
Derovre, et lille smil gled over hendes ansigt.
Snup dem!
Og vådservietter, må jeg det?
Helt fint.
Ved kassen rakte Johannes sit Dankort frem.
Beklager, kun kontanter, sagde kassedamen surt.
Han trak en krøllet bunke 500-kronesedler op og rakte én frem.
Ingen byttepenge, lød det.
Så propp noget chokolade oveni til byttepenge, sagde Johannes og pegede irriteret. Den der!
***
De kom hjem i hans lejlighed på Østerbro. Kvinden kiggede rundt og rystede forundret på hovedet. Værten sparkede skoene af, sprang over til køleskabet, fiskede en makrel op og smed den til Sokrates, hans fede kat. Så greb han et glas juice og tømte det i én slurk. Han vendte sig mod gæsten:
Du kan sove i det her værelse, han pegede. Køkken, bad, stue. Jeg smutter i seng.
På vej mod sit soveværelse stoppede han:
Hvad hedder du egentlig?
Trine.
Johannes, svarede han.
***
Han virker ikke som en seriemorder, tænkte Trine, mens hun tændte komfuret i køkkenet og satte vand over. Hold da op, hvor var jeg idiot. Var lige ved at springe i kanalen! Hvad skulle jeg og Villads dog ha gjort derude hele natten? Frosset ihjel, helt sikkert. Han smider mig nok ud i morgen. Men i aften har vi da tag over hovedet.
Vandet kogte. Trine listede ind i værelset med den nu grædende baby, fiskede en flaske op af tasken, løb ud i køkkenet igen, vaskede af, hældte mælk op og fortyndede det med kogende vand.
Den lille drak grådigt. Hun tørrede ham med en vådserviet, trak en frisk ble på så faldt han i søvn.
Trine gik på toilettet, vaskede sig i det kolde vand. Hun listede ind i køkkenet igen maven knurrede. Hun åbnede køleskabet, og hånden røg helt automatisk efter et stykke røget pålæg, som hun slugte i fuld fart. Imens skar hun et stykke brød, mere pølse, lidt ost.
Da sulten forsvandt, slog det hende, at hun måske var lidt for fræk at rode i fremmede køleskabe! Skidt pyt, tænkte hun, lagde sig ved siden af sin søn og faldt straks i søvn.
***
Morgen. I løbet af natten havde hun været vågen flere gange for at made Villads, som kun er otte måneder og altid sulten. Hun hørte, at Johannes også var oppe et par gange.
Nå, det gode varer jo aldrigdet er tid, tænkte hun og rejste sig forsigtigt.
Han rodede rundt ude i køkkenet. Trine fik hurtigt vasket sig og listede ud.
Sæt dig, nikkede han. Så laver jeg lidt røræg.
Sæt du dig, hun skubbede ham blidt bort fra komfuret.
Hun fandt frisk dild, hakkede det og strøede det over æggene. Hun kiggede analyserende på glassene, gav dem en grundig vask og trak kaffe op.
Han sad hele tiden med telefonen, beordrede nogen rundt, skændtes lidt på klingende dansk, og Trine følte, han ikke lagde mærke til hende overhovedet. Han spiste, drak sin kaffe, rejste sig.
Hun stivnede og tænkte: Nu ryger vi ud!
Trine, lyt nu! Jeg skal rejse væk en uge. Det vigtigste: Fodr katten, han hedder Sokrates. Hvis du overvejer at give ham Whiskas eller andet stads, så glem det! Han skal ha frisk fisk og kød. Mit kontor? Forbudt område! Gør ellers hvad du vil i lejligheden.
Der lød gråd inde fra soveværelset. Trine sprang op, så spørgende på ham.
Gå endelig, nikkede han.
Et øjeblik senere kom hun ind med Villads på armen. På bordet lå en stak halvt krøllede 500-kronesedler.
Mon ikke det rækker en uges tid, nikkede Johannes. Jeg smutter nu.
Han tog et skridt ud mod døren og så rakte Villads armene op og sagde noget, der lød meget som da-da. Johannes syntes i hvert fald, det lød sådan, og noget gjorde pludselig ondt indeni for han skulle jo aldrig selv være far.
Må jeg holde ham? spurgte han, overrasket over sit eget spørgsmål.
Selvfølgelig, Trine rakte ham Villads, og hendes ansigt lyste op. Du har aldrig holdt et barn før, hva?
Aldrig.
Sådan gør man!
Villads pludrede begejstret og baskede med armene. Johannes så fascineret på ham.
Jeg får aldrig en søn, tænkte han, blev mørk i blikket og rakte drengen tilbage.
Og gik.
***
Johannes gik hjemad igen. Specialisten i København havde sagt, børn var ude af billedet. Humøret var i kælderen:
Hvad skal jeg med alle de penge, fireværelses på Østerbro, Land Cruiser med syv sæder? En mand tjener penge til familien! I min lejlighed er der altid rod og snavs, selv i bilen er der plads til syv. Men aldrig nogen at fylde den med.
Med et stenhårdt blik åbnede han døren og blev mødt af skinnende ren lejlighed. Trines ansigt var lidt forlegent smilende.
Da-da! små hænder baskede foran øjnene på ham.
Tasken røg på gulvet, og før han vidste af det, rakte hænderne ud mod den lille dreng.
