Søren havde taget sin forlovede, Malene, med ud på landet ud til landsbyen, hvor han engang boede som barn. Der stod et gammelt bindingsværkshus med stråtækt tag, der var gået i arv til ham fra farmor. Nu stod de begge i det sære, bløde skær af tusmørke, omgivet af dis og drømme, og forsøgte at forstå, om det hele var, som det skulle være.
“Du må vælge, Malene. Skal vi slå os ned her? Eller skal vi ind til København og leje os ind et sted?” sagde Søren, hans stemme flydende som den lune søluft, der snoede sig ind gennem de åbne vinduer.
Valget var egentlig ikke så svært. I byen ventede intet for Søren; kun en bittelille kollegieværelse hjemme hos søsteren, Anne, hvor han delte det med hendes ældste dreng, Gustav.
Anne gjorde sjældent nogen hemmelighed ud af, at hendes bror nærmest var en byrde. Når Søren én gang om måneden overleverede halvdelen af sin løn som en slags husleje var hendes lune kun lidt mildere. Resten af måneden havde hun små bemærkninger om alt. Søren følte sig tit som en slags hushjælp.
Hver weekend skulle Søren banke tæpperne, lufte dyner, trille rundt med de tre nevøer en på ét år, en på tre og en på seks. Annes mand var mestendels i Odense og læse eller på værtshus med vennerne, eller han stak bare af til sine egne forældre for at hente vejret.
Malene kendte godt det hele. Hun vidste, at Søren havde en god stilling og en hæderlig månedsløn, men pengene forduftede, som dug for solen. Alt røg til Anne. Da Malene og Søren begyndte at se hinanden, begyndte han at gemme lidt penge og straks truede Anne med at smide ham ud. Så Søren måtte slide de sidste to uger af sin opsigelsesperiode, som en sang der aldrig stoppede.
Anne havde fået ham helt i knæ. Om han var bror eller tjenestemand stod ikke klart. Da han til sidst nægtede at lægge flere penge i hendes portemonnæ, blev han bare kylet ud.
Søren tropper op på Malenes lille værelse i kollegiet med alt hvad han ejede i en sportstaske.
De flyttede ud til det sære og søvngængeragtige landsbysamfund. Ingen slægtninge ventede, men Søren kendte de fleste et barndomsminde, der levede videre under lag af tåge. Sørens mor boede også i en fjern provins, og Malenes forældre endnu længere væk. Ingen hjælp var at hente, men luften var frisk.
De blev gift i al stilhed og begyndte så at indrette sig. Malene fik arbejde i den lokale børnehave, Søren på savværket, der lå indhyllet i træstøv og mærkelige skygger. Den gamle nabokone gav dem en ged hun orkede ikke mere at passe dyret selv.
Geden fik de næsten for æg, bare en halv liter mælk til konen dagligt det var prisen, sådan drømagtigt fastsat. Senere kom der høns og små får til, der beplantede engen med uldtotter. Lønnen var ikke stor, men husholdningen og Malenes evne til at sy for folk holdt dem oven vande. Deres lille dreng, Mikkel, var blevet tre og Malene var netop vendt tilbage efter barsel. Nu var de værste år lagt bag sig sådan føltes det i hvert fald.
Så rullede tågen ind over marken, og Anne dukkede op. Søren så hende ikke komme hun var der bare pludselig, som om hun var vokset ud af mulden.
Her har jeg også boet, råbte hun til sin bror, stemmen rungede igennem huset. Jeg kom altid hos farmor. Men jeg trænger til at tage børnene med til havet! Jeg parkerer dem her hos jer på landet.
Søren stirrede på hende.
“Og hvem skal så passe dem?” spurgte han. “Vi er begge på arbejde. Nogle dage er jeg ikke hjemme før det sidste tog hvæser sig igennem tusmørket.”
Det er jo bare landet, hvad kan der ske? grinende Anne. “Børnene klarer sig selv de passer jo på hinanden!”
Du må selv blive her og passe dem, sagde Søren og mærkede Malenes blik, som var det vævet af morgendis. “Malene går i hvert fald ikke med til det.”
Hvorfor spørger du hende du er min bror! sig det bare til din kone. Sådan gør man.
Skal din mand ikke med til havet?
Nej, han bliver hjemme han slapper af fra os.
I har altid slappet af fra hinanden, mumlede Søren.
Imens kravlede Annes børn op på lofterne, listede under stolene og lavede ballade. Pludselig lød der et skrig lyden dansede rundt om huset, som en vind, der bar gamle historier.
Søren så ud og stivnede. Børnene havde åbnet griseburet, og et lille, lyserødt griseøre satte efter dem gennem køkkenhaven. Søren løb efter, men var for sent kartoflerne var mast flade, og kålen lignede noget fra en gyserfilm.
Det var bare børnene, sagde Anne, da Søren rystede over tabet af grøntsager. Det er da sjovt med dyrene!
Vores Mikkel gør ikke sådan, sagde Malene stille, men Anne lo det væk. “Det skal han nok nå.”
Panikken brød ud igen nu hos hønsene. Annes børn åbnede lågen, og hønsene sære fugle, glimtende i alle regnbuens farver baskede forbi børnene, mens hanen galede truende. Døre og vinduer raslede.
Hvad er det dog for et sted? Du passer ikke på noget her! skreg Anne og stampede i gulvet. Sig til din kone hun må tage ferie og holde øje med børnene for mig. Hvem ved hvad der kan ske!
Lad være med at gå hen til naboens hund den har vi ikke advarselsskilte nok til, hviskede Søren. Heller ikke til deres tyr; den er ikke til at spøge med. Om aftenen kommer køerne forbi, og gæs findes, der kan bide værre end vores hane. Og ikke stik hovedet ud efter mørkets frembrud.
Du skræmmer mig med vilje! sagde Anne surt.
Nej, jeg advarer dig, svarede Søren drømmende.
Mens de talte, førte naboen hendes ældste, Gustav, hjem. Han var blevet grebet bag garagen, hvor han legede med ild.
Hvis noget var sket det hele er knastørt, ikke regn i en måned! brummede naboen. Hvem er I egentlig?
Ved du hvad, sagde Søren til sidst. “Det er nok tag børnene med til havet. Men pas på, at de ikke skræmmer hajerne væk!”
I er underlige, hele den her landsby! brølede Anne. Og dengang du boede hos mig gav du mig da alle dine penge!
Ja, men jeg havde ikke andet valg, sagde Søren. “Men du fik min løn, og du husker vist resten.”
Så sagde Anne til sine børn: Vi kører til farmor og farfar nu!
Børnene hylede: Vi vil blive hos dig!
Men nej næste morgen var de væk, forsvundet som duggen. Og Søren og Malene sad længe efter og lod tanker og minder svæve rundt som dis over markerne drømmende, uvirkelig og med et lille smil over den underlige nat, hvor søsteren og hendes børn tumlede alt på hovedet.
