**Dagbogsnotat**
*”Kan den her onde, jagtede kvinde virkelig være min mor?”* Hendes ord: *”Du er min ungdomssynd”* de giver genlyd i mine ører, som et ekko, der ikke vil forsvinde.
Jeg, Mikkel, vidste kun én ting om mig selv: at jeg blev fundet skrigende af sult og frygt på trappen til et børnehjem. Min mor må have haft en sidste rest af samvittighed, for hun havde pakket mig ind i et varmt tæppe og omviklet mig med en geduldende uldtørklæde, før hun lagde mig i en kartonæske. Hun ville ikke have, at jeg skulle fryse.
Der var ingen seddel med mit navn, fødselsdato eller hvor jeg kom fra. Men i min hånd lå der et stort sølvhæng i form af bogstavet “M” en arv fra min mor, måske.
Hænget var specielt, ikke noget fra enhver butik, men en unik smyke med guldsmedens mærke. Politiet brugte det som spor, men det førte ingen steder. Guldsmeden var død af alderdom, og der var ingen optegnelser om smykket.
Så blev jeg indskrevet i børnehjemmet som Mikkel Ukendt. Endnu en statsbarn mere.
Hele min barndom tilbragte jeg i børnehjemmet, altid længselsfuld efter forældrekærlighed. Jeg drømte om at finde min mor og far en dag.
*”Der må være sket noget forfærdeligt, siden hun efterlod mig. Hun kommer tilbage en dag.”* det troede jeg, ligesom så mange andre børn i mit situation.
Da jeg forlod børnehjemmet, gav min plejemor mig hænget og fortalte historien.
*”Så hun ville have, at jeg kunne finde hende?”* spurgte jeg.
*”Måske. Eller måske rev du det bare af hendes hals. Små børn griber jo gerne. Det lå i din hånd uden kæde!”*
Jeg fik en lille lejlighed af staten, startede på teknisk skole og fik arbejde som bilmekaniker.
****
Jeg mødte Alberte tilfældigt vi stødte faktisk sammen på gaden. Først tabte hun sine modemagasiner, og da jeg bukkede mig for at samle dem op, ramte vores hoveder hinanden.
Slaget var så hårdt, at vi begge så stjerner og måtte tørre tårer væk. Vi sad midt på fortovet, mens folk gik forbi, og grinede gennem smerte. I det øjeblik vidste jeg, at jeg var forelsket for altid.
*”Jeg må gøre det godt igen. Vil du ikke sidde med mig på en café?”* spurgte jeg.
Hun sagde ja, til hendes egen overraskelse. Der var noget rart ved ham, tænkte hun en bjørneagtig klodsethed, der føltes nærmest hjemlig.
*”Ved du hvad, Mikkel? Det føles som om, jeg har kendt dig hele mit liv!”* sagde hun efter fem minutter.
*”Underligt jeg har det på samme måde!”*
Vi blev kærester og var utrolig tætte. Hvis jeg skar mig på arbejde, ringede hun med det samme.
*”Du er mig, og jeg er dig. Du er min skæbne,”* sagde jeg engang. *”Bare ærgerligt, jeg ikke kan præsentere dig for mine forældre. Jeg har ingen.”*
*”Men du har mig. Og mine forældre vil elske dig!”*
****
*”Din kæreste er fra børnehjemmet? Er du blevet sindssyg?! De er alle asociale!”* min kærestes mor, Lise, greb sig om hjertet og sank ned i sin læderstol.
*”Mor, Mikkel er den sødeste, gladeste fyr! Man kan ikke dømme alle på én gang!”* protesterede Alberte.
*”Hun har ret, skat,”* sagde faren, Erik, en karrieresoldat. *”Man skal møde en person, før man dømmer. Så bring ham hjem, så vi kan tale med ham.”*
*”Erik! Vi har ikke opfostret hende for at hun skal giftes med en mand uden slægt eller historie! Hvad hvis hans forældre er kriminelle?”* skreg Lise.
*”Så finder vi ud af det, når vi møder ham,”* svarede Erik.
Lise gik surt i seng uden et ord.
Erik blinkede til Alberte. *”Det skal nok gå, skat.”*
*”Tak, far! Så inviterer jeg Mikkel på lørdag?”*
*”Selvfølgelig. Jeg vil gerne møde manden, der har fået min datters hjerte.”*
****
På den aftalte dag stod Mikkel på deres dørtrin, pyntet og med blomster til både Alberte og Lise, samt en kage.
Alberte førte ham ind i køkkenet. *”Mor, far her er Mikkel!”*
Faren trykkede hans hånd. Lise tog blomsterne og blegnede pludselig. Hun stod stum.
*”Undskyld, jeg er bare lidt nervøs,”* mumlede hun og bad alle sætte sig.
Under middagen spurgte hun: *”Mikkel, det hæng du har det er ikke noget almindeligt.”*
*”Det er det eneste, jeg har fra min mor. Jeg holdt det i hånden, da jeg blev fundet.”*
Resten af aftenen tav Lise. Hun rørte ikke maden, bare skubbede ærter rundt på tallerknen.
Erik syntes godt om ham. De talte om fodbold, skiløb og fiskeri.
*”Fantastisk fyr,”* sagde han, da Mikkel var gået.
*”Fantastisk?!”* Lise eksploderede. *”Han har ingen manér, ingen dannelse!”*
*”Lise, hvad er der galt med dig? Hvad har han gjort?”* spurgte Erik forvirret.
Men Lise vendte sig mod Alberte. *”Du skal slå op med ham. Nu!”*
Hun ville ikke forklare mere og smækkede døren.
****
*”Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?!”* Hun stirrede på et gammelt sort-hvidt foto i bogskabet.
På billedet smilede en ung Lise stolt, med det samme hæng om halsen.
*”Så mistede jeg det ikke dengang. Den lille satan rev det af mig!”*
Hun gemte fotografi
