Søren havde taget sin forlovede, Amalie, med ud på landet. Der stod nemlig et gammelt hus tilbage til ham efter farmorens bortgang. De unge slog sig ned, fandt deres ben og så smalltalkede de ellers med naboerne, fik lidt dyr at tage sig af og begyndte at føle sig hjemme.
Men så en dag dukkede Sørens søster, Lærke, pludselig op fra København sammen med sine tre børn.
Jeg har faktisk også boet her engang! proklamerede Lærke, som om det var hendes gamle slot. Da jeg besøgte farmor, jo! Jeg tænkte, jeg kunne bruge en lille ferie ved Vesterhavet. Børnene kan jo bare blive hos jer på landet.
Hvem skal dog passe dem?! sagde Søren måbende. Vi er på arbejde Og allerede dér lød tumult ude fra gården. Søren så ud ad vinduet og var målløs.
Søren havde hevet Amalie med tilbage til sin barndoms landsby, fordi hun da selvfølgelig skulle have valgmuligheder: Bo her eller prøv lykken med et lejet værelse i Hovedstaden.
Det var ikke nogen svær beslutning. I København havde Søren nemlig bare lånt et lille kammer af sin søster, Lærke, hvor han måtte dele pladsen med sin nevø på ni år. Hyggeligt not so much.
Lærke var aldrig begejstret for sin bror som roomie. Okay, én gang om måneden når Søren stak hende hele lønnen for hans lille hjørne af lejligheden, så havde hun nærmest overskud. Resten af måneden gik hun amok, hvis han havde efterladt en kaffekop. Eller glemt at gå tur med børnene og der var tre af dem: en på halvandet, en på fire og en på syv. Hendes mand, Mads, var enten på efteruddannelse i Aarhus, oppe hos sine forældre eller på bar med gutterne.
I det hele taget trak Lærke tæpper af Søren og Amalie. For han havde jobbet og lønnen, men pengene fløj direkte i søsterpuljen. Til sidst, da Søren begyndte at spare lidt op til sig selv, blev han næsten smidt ud med det samme dog ikke før han havde klaret to uger mere på arbejde, fordi hun ikke ville kaste ham ud midt i måneden. Charmerende.
Så, held i uheld, nåede Søren til Amalies kollegieværelse med en papkasse og tre plasticposer.
Landsbyen viste sig fra sin søde side. Selvom Søren ikke havde familie tilbage der, kendte han heldigvis nærmest halvdelen han havde jo tilbragt alle sine somre hos farmor. Ingen forældre tæt på hans mor boede ovre i Vestjylland, Amalies far og mor på Fyn. Ikke mange, man kunne trække på.
De blev smågift og fattede sig i korthed. Amalie fik job i børnehaven, Søren på savværket. Naboens gamle fru Johansen forærede dem en ged, for hun kunne ikke selv mere. Det kostede kun en halv liter mælk om dagen i bytte. Sidenhen kom der både høns og et par får til. Lønnen rakte ikke langt, men deres lille landbrug ansatte selvfornøjethed, og Amalie tog lidt syning ind ved siden af. De manglede ikke noget. Nu havde de også en lille dreng, Magnus, på tre. Amalie var tilbage på jobbet, de hårdeste år var klaret.
Så ud af det blå, Lærke på besøg! Hun havde ikke sat sine ben der siden Søren flyttede ud. Børnene var blevet større, Mads havde uventet fundet roen hos sine forældre i stedet for at tage med.
Jeg har jo også boet her! sagde Lærke stort. Farmor, jo.
Ja, du holdt jo sjældent ud mere end en weekend, mindede Søren hende om. Det første skrål, så blev du hentet, og jeg måtte torpedere sommeren på landet alene.
Der sker jo ingenting her! Nu stikker jeg til stranden jeg efterlader lige ungerne her til jer, ikke?
Hvem skal så se efter dem? Amalie og jeg arbejder altså nogle dage kommer jeg endda ikke hjem før sent.
Hallo, det er landet! De klarer sig vel selv!
Hvis du vil have nogen til at passe dem, så må du selv blive hjemme, Lærke. Amalie går ikke med til det.
Hvorfor skal hun have noget at sige? Du er jo min bror!
Hvad med Mads, dit skiltepynt? Kører han med?
Han slapper bare af derhjemme! Han trænger vist
I driver hinanden til ferie på skift, gør I ikke?
Imens smed ungerne tre små løver med overtræk alt omkuld. Pludselig lød der råben; Søren ud ad vinduet nu blev der jagtet et stakkels lille grisekuld på hele matriklen.
Det lykkedes Søren at få grisen ind igen. Børnene havde kvast bedene. Næste: geden og hendes kid fik nærmest festival midt i kålen, som Søren efterfølgende sagde farvel til. Søren brokkede sig, Amalie var fortvivlet, og børnene rastede igen ud i friheden.
Det er altså bare børn og det er landet! De leger altså med dyrene, hva så?
Vores egen på tre gør ikke den slags.
Han skal nok nå det, skal du se.
Nej, for han ved godt, man ikke må.
Nyt postyr udenfor. Nu havde de fået fat i hønsene. Fint, for de lagde de flotteste pastelfarvede æg indtil hanen fløj i flint, da ungerne stormede ind.
Hvilket slags landsbyliv kører I egentlig?! Får I aldrig tjekket dyrene?
Hanen gør bare sit job. Prøv, at sig til børnene, at de ikke skal stikke næsen alle vegne.
Amalie må tage ferie og passe dem! Hvis der sker noget, mens jeg er væk, er det jeres skyld!
Vent, de har endnu ikke mødt hunden og naboens tyr han er ikke for folk med svage nerver. Kvæget og gæsne om aftenen. Efter mørkets frembrud ingen ønsker at være udenfor.
Prøver du at skræmme mig nu?!
Overhovedet ikke. Bare et venskabeligt heads-up.
I det samme kom naboen med Lærkes ældste han havde stået bag garagen og leget brandmand med cigaretskodder.
Hvad nu hvis der var gået ild i det hele? Hele marken er tør, det har ikke regnet i en måned! rasede naboen. Hvem er I egentlig?!
Nej, Lærke. Jeg skal ikke tage ansvar for dit børnecirkus. Tag dem med til Vesterhavet, men pas på de ikke skræmmer hajerne væk.
I er sgu mærkelige hele landsbyen! Og det var altså MIG, der hjalp dig engang, Søren! Du boede hos mig!
Bare et år. Fordi der ikke var andet valg. Jeg gav dig hele min løn og en halv sjæl.
Nu kører vi. Afsted til farmor og farfar med jer! sagde Lærke bestemt til børnene.
Vi vil med dig! Ikke til bedstemor!
Niks!
Næste morgen klappede hun dørene og drog mod Gentofte. Søren og Amalie talte stadig længe om det besøg. Det gjorde gulerødderne i køkkenhaven også.
