Søren havde taget sin forlovede, Lise, med til landsbyen, hvor han engang var vokset op. Efter hans mormors død var huset der blevet hans arv.
Vælg selv, Lise, om vi skal slå os ned her i huset eller tage til byen og leje en lejlighed, sagde han kærligt til hende.
Valget var ikke stort. I byen havde Søren intet, han boede på det tidspunkt hos sin søster, Rikke, på et lille værelse sammen med hendes ældste dreng.
Rikke havde aldrig været helt glad for at have sin bror boende.
En gang om måneden, når Søren overførte det meste af sin løn som betaling for værelset, var stemningen nogenlunde, men resten af tiden fandt hun altid på noget at kritisere ham for.
Derudover lagde hun mange pligter på Søren.
Hver weekend skulle han banke tæpper, lufte dyner, og lufte nevøerne der var tre: et, tre og seks år gamle.
Rikkes mand studerede ofte i en anden by, eller var ude med vennerne.
Til tider tog han bare hjem til sine forældre for lidt ro fra familien.
Lise kendte godt til det hele.
Hun vidste, at på trods af et stabilt job og en ordentlig løn, havde Søren altid få penge det meste gik til søsteren.
Da Søren og Lise begyndte at se hinanden, og han forsøgte at beholde lidt penge til sig selv, var Rikke nærmest klar til at smide ham ud.
Så måtte han arbejde to uger ekstra, inden han måtte flytte.
Rikke sled hårdt på broderens nerver og hans forlovede blev heller ikke sparet.
For Rikke var han bekvem penge, rengøring, børnepasning.
Hun murrede en uges tid, og da Søren nægtede at betale mere, røg han ud på gaden.
Han dukkede op hos Lise, som boede på et lille kollegieværelse.
Landsbyen tog dem venligt imod. Selvom de ikke havde familie der, kendte Søren mange fra sin barndom hos mormor.
Sørens mor boede også på landet, dog i en anden landsdel. Lises forældre boede endnu længere væk. De unge kunne ikke regne med hjælp fra nogen.
De blev viet stille og begyndte at bygge deres liv op. Lise fik job i den lokale børnehave, Søren på savværket.
Naboens gamle fru Madsen gav dem en ged, for hun magtede den ikke mere.
Geden kom næsten gratis; kun en halv liter mælk om dagen til fru Madsen var prisen. Senere fik de også høns og får.
Lønnen var lille, så husholdningen og Lises små syopgaver hjalp til. De klarede sig fint.
De havde nu en treårig dreng, Mikkel. Lise var tilbage på arbejde efter barsel. De sværeste år lå bag dem
Så, pludselig, meldte Rikke sin ankomst for at besøge dem.
Hun havde ikke set sin bror siden han var flyttet ud.
Børnene var vokset, manden blev selvfølgelig hjemme som altid han tog sig en pause hos sine forældre.
Jeg har jo selv boet her som barn, sagde hun. Kom tit hos mormor.
Dog kun nogle få dage, svarede Søren. Første uge uden mor og far, så fik du hjemve, og så kom de og hentede dig. Jeg var her hele sommeren
Hvad skulle man lave på landet? Kedede sig! Nu trænger jeg til ferie ved havet.
Du har også altid været glad for stranden. Forældrene tog altid bare dig med.
Jeg kører til havet, brormand, og børnene efterlader jeg nok på landet ved jer!
Hvem skal så passe dem? spurgte Søren forbløffet. Vi passer jo begge arbejde jeg er væk i flere dage ad gangen.
Det er jo bare landsbyen! De kan sagtens passe hinanden her!
Bliv du bare og hold selv øje med dem. Lise vil ikke sige ja til det.
Hvorfor skal du spørge hende? Du er jo min bror! Bare sig det til din kone.
Hvad med din mand tager han ansvar, eller tager han med dig?
Nej, han bliver hjemme. Han skal have fred fra os.
Det er utroligt, så meget I har brug for pause fra hinanden
Mens de diskuterede, kravlede Rikkes børn rundt allevegne.
Pludselig lød der et kæmpe postyr udenfor. Søren kiggede ud og stivnede.
Det viste sig, at børnene havde sluppet grisen ud, og den løb efter dem gennem hele køkkenhaven.
Søren måtte kæmpe for at få den ind igen, mens bedet blev trampet ned. Næste gang gik det ud over geden med kid, og de måtte vinke farvel til det halve kålbed.
Søren blev vred, Lise var oprevet. Men børnene forsvandt atter ud.
Det er jo bare børn, og det er på landet! De leger bare med gederne hvad så?
Vores Mikkel på tre år gør det ikke!
Han skal nok komme efter det!
Han ved, hvad man ikke må.
Igen lød larmen. Nu var børnene i gang med hønsene.
Der var flotte høns i mange racer, med æg i alle mulige farver.
Hanen fór hen mod dem, straks de åbnede døren.
Hvilken slags landsby er det her? I har slet ikke styr på dyrene!
Det er nu ikke hanens skyld. Sig til dine børn, de skal lade alt være i fred.
Din kone må da tage fri for at holde øje. Hvis der sker dem noget mens jeg ikke er her!
De har heldigvis ikke opsøgt vores hund endnu. Og naboen har en gal tyr. Morgen og aften går køerne forbi. Hvad mere? Der er hunde, der strejfer, og naboens gæs slås værre end vores hane. Gå endelig ikke ud efter mørkets frembrud.
Siger du det bare for at skræmme mig?
Jeg advarer dig.
I det samme kom naboen og afleverede Rikkes ældste. Han havde forsøgt at lave bål bag garagen.
Hvis nu der var sket noget? Alt er knastørt, det har ikke regnet i en måned! Hvem er I overhovedet?
Nej søster, det her bliver for meget for mig. Tag børnene med dig til havet bare de ikke skræmmer hajerne!
I er sære hele bundet hele landsbyen! Og jeg har ellers hjulpet dig du boede hos mig!
Kun et år, og fordi jeg ikke havde noget valg. Jeg gav dig min løn, husker du ikke det?
Nu kører vi! Børn, vi skal hjem til mormor og morfar!
Vi vil være her, mor! Vi vil med dig!
Nej!
Næste morgen tog gæsterne hjem. Søren og Lise grinede og rystede på hovedet over den besværlige søsters besøg
Nogle gange skal man turde sætte grænser for når man kæmper for et godt liv sammen, er det vigtigt at beskytte både sit hjem og sin familie.
