Freja stivnede ved hoveddøren med nøglen i hånden. Der lød hviskende stemmer og raslen inde fra lejligheden. Magnus var på arbejde, og hun var kommet hjem tidligt for at tage en halvdags fridag efter en anstrengende uge. Nu hamrede hendes hjerte. Indbrudstyve? Hun åbnede forsigtigt døren og hørte en velkendt stemme:
“Åh, Freja og Magnus, I er så rodede! Støv på vindueskarmene, og gardinerne er krøllede! I burde ansætte en rengøringshjælp, det her er da ikke noget hjem?”
I entréen stod fru Mikkelsen, deres nabo, med en kost i hånden. Freja blev målløs.
“Fru Mikkelsen? Hvordan kom De ind?” Stemmen dirrede af både forbavselse og irritation.
“Åh, jeg passer bare på, skat!” Fru Mikkelsen smilede strålende, som om det var helt naturligt at være i en fremmed lejlighed. “Jeg så, at døren stod på klem, så jeg tænkte, jeg lige ville tjekke, om alt var i orden. Og så var der sådan et rod! Så jeg besluttede mig for at gøre rent.”
“Døren var låst,” svarede Freja køligt og knugede sin taske. “Det er jeg sikker på.”
“Åh, pyt nu med det,” viftede fru Mikkelsen afvisende med hånden. “Vi er jo alle venner her i opgangen, hvad er der at være bange for? Vigtigst er, at det var mig og ikke en eller anden lommetyv!”
Freja vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hendes nye hjem, deres første egen lejlighed med Magnus, føltes pludselig som om det ikke længere var deres. Hun mumlede en tak og fulgte naboen til døren, men indeni kogte hun af vrede. Hvordan havde fru Mikkelsen adgang til deres lejlighed? Og hvorfor opførte hun sig, som om hun havde ret til det?
Det hele begyndte for et halvt år siden, da Freja og Magnus flyttede ind i en gammel men hyggelig lejlighed i udkanten af København. De havde sparet i tre år på udbetalingen, taget realkreditlån og undværet alt fra kaffe til ferier for at få deres eget sted. Da de endelig fik nøglerne, var Freja ved at græde af glæde, og den normalt reserverede Magnus dansede med hende rundt i den tomme stue.
“Det her er vores hjem, Freja! Vores!” sagde han med glimt i øjnene.
De sørgede langsomt for at gøre det til deres: købte en sofa, hængte lyse gardiner op og satte en fikus på vindueskarmen. Men det var de små ting, der glædede dem mest morgenkaffen på den lille køkkencrikke, aftener under tæppet med film og drømme om fremtidige renoveringer.
Andendagen efter flytningen ringede det på døren. Udenfor stod en lille, velsoigneret dame i treserne med en kurv i hånden.
“Goddag, unge mennesker! Jeg er Ellen Mikkelsen, jeres nabo fra tredje sal. Bare kald mig fru Mikkelsen.” Hun smilede så bredt, at Freja ufrivilligt smilede tilbage. “Her, jeg har bagt nogle kålsnegle til jer. Godt naboskab!”
“Åh, mange tak!” Freja tog imod kurven og følte sig forlegen. “Vil De ikke komme ind og drikke en kop te?”
“Åh, jeg skal ikke blive længe,” sagde fru Mikkelsen og gik ind, mens hun nysgerrigt kiggede sig omkring. “Nå, men hvor har I en interessant planløsning! Men væggene kunne godt trænge til en ny maling, de gamle tapeter er slidte. Og køkkenet er da lidt småt, ikke?”
Freja blev forvirret, men nikkede høfligt. Magnus, mens han satte vand over til teen, tilføjede:
“Vi har planer om at renovere, men budgettet er stramt lige nu. Det skal nok komme.”
“Det er også det rigtige, flot!” Fru Mikkelsen klappede Freja på skulderen. “Hvis I har brug for hjælp, så spørg bare. Jeg kender alle her, jeg kan sikkert finde nogle gode tilbud til jer.”
Kålsneglene var lækre, og fru Mikkelsen snakkede løs. Hun fortalte om naboerne, hvordan huset blev bygget i hendes ungdom, og gav endda tips til, hvordan man fik pedellen til at fjerne sne tidligere om morgenen. Freja og Magnus udvekslede et blik måske havde de fundet en allieret i det nye hjem.
Men snart begyndte fru Mikkelsen at dukke op for ofte. Enten kom hun for “l
