Vejen til et nyt liv efter svære tider
At overvinde livets knubs og finde håbet igen
Da jeg ramte de 45, tja der gik mit liv så lige fra småproblematisk til fuldblods kaos: Min mand smuttede, overbeviste vores søn om, at jeg var årsagen til alt ondt under solen, og pludselig sad jeg alene derhjemme uden nogen at dele hverdagen med. For at holde skindet på næsen blev jeg ansat som rengøringsassistent på den lokale folkeskole i Roskilde, forsøgte at svinge gulvmoppen og samtidig betale huslejen med de få kroner, jeg tjente. Men konstant stress over skilsmissen og utallige møder i retten var en cocktail, der gjorde mig vaklende og fraværende og ja, så røg jeg selvfølgelig også ud af dén stilling.
Følelsen af total tab af familien, mit hjem og selvtilliden gjorde, at jeg gik rundt i Københavns gader og følte mig lige så ubetydelig som det skrald, jeg ellers plejede at feje op. En råkold onsdag, da vintermørket netop havde lagt sig, spadserede jeg dybt optaget af mine egne dystre tanker, da et blændende lys pludselig ramte mig, og lyden af bremser skar luften. En bil kom bragende direkte mod mig! Jeg stod helt fastfrosset, og føreren fik stoppet bilen få centimeter fra mine tæer.
Ud af bilen trådte en høj mand i arbejdsjakke med rare øjne og råbte: Er du klar over, hvor tæt du lige var på at blive kørt ned? Chokket havde forvandlet min tunge til cement, så jeg nikkede bare. Da han så min tilstand, mildnedes hans stemme, og han tilbød at følge mig over vejen. Samtidig dukkede en ældre dame op med sin trofaste terrier, Ludvig, og hun så på manden med et hævet bryn: Du kunne godt tale lidt ordentligt. Måske har hun brug for lidt medvind! mumlede hun til ham.
Det var på den måde, mit liv uventet fandt sin vending. Læreren Mette, der selv havde haft sin portion af modgang, tilbød mig et midlertidigt job i varmestuen, hvor hun var frivillig. Her mødte jeg så Anders, en tidligere psykolog, der havde dedikeret sit otium til at hjælpe folk, der havde mistet retningen. Hans evne til at se muligheder i mig blev mit vendepunkt; han blev både mentor og støtte.
Med Anders hjælp fik jeg mod på at deltage i gratis støttegrupper, kaste mig ud i billedkunst-terapi og lære en masse nyt. Langsomt gik det op for mig: Man kan godt begynde at stole på folk igen, og ens værd er altså ikke afhængigt af, hvor mange fejl man har begået. Med hårde tider følger også chancen for en frisk start.
Psykisk genopbygning i fællesskab
Nye færdigheder og kreativ terapi
Bearbejdelse af traumer
Midt i det hele begyndte min søn, Mads, også at ændre sig. Han havde selv haft sine kampe, men med lidt hjælp fra en god psykolog og flere snakke uden filter indså han, at fejlene nå ja ikke kun var mine men egentlig lå i begge lejre. Hans hjerte åbnede sig langsomt, og vi fik stille og roligt kontakt igen.
Efter nogle måneder fik jeg job på biblioteket i Holbæk. Her sad jeg pludselig sammen med andre kvinder, der alle havde kradsende historier med sig. Vi delte historier, grinede ad livet og lærte små finurlige tricks, der gjorde dagene lettere. Styrke og selvtillid begyndte gradvist at snige sig tilbage, som foråret sniger sig over markerne.
En dag mødte jeg Signe en yngre ildsjæl, der kæmpede for kvinders rettigheder og støttede dem, der havde fået livet i modvind. Signe så en glød i mig, jeg ikke selv havde opdaget, og inviterede mig med i hendes initiativer for kvinder i krise.
Det største våben mod modgangen er din vilje til at ændre dig selv, grinede Signe til en af vores snakke over boller og kaffe.
Sideløbende begyndte jeg at læse om psykologi og socialt arbejde for at forstå mig selv og andre endnu bedre. Undervejs mødte jeg Anne-Mette, en erfaren kvinde, der blev min nye fortrolige og læremester. Hun lærte mig at værdsætte mig selv, stå op for det, jeg tror på, og ikke frygte forandringer.
Langsomt fik jeg og Mads genopbygget vores relation. Han voksede, blev selvstændig og vi begyndte at tage søndagsture i Dyrehaven, snakkede om alt fra livretter til fremtidsdrømme. Hans støtte og varme blev min daglige vitaminpille. Vi opdagede, at familie og tillid trods alt vægter tungest.
Da jeg havde fået lidt mere skind på næsen, blev jeg frivillig i en organisation, der hjalp børn fra udfordrede hjem. Det gav mig muligheden for at dele min styrke med dem, der havde brug for opmuntring, ligesom jeg selv havde haft det.
Frivilligheden gav mit liv ny mening og glæde. Jeg opdagede, at min historie faktisk kunne løfte andre kvinder, der havde snublet over livets ujævnheder. Sammen med Signe og Anne-Mette startede vi en støttegruppe, hvor vi delte erfaringer, lærte af hinanden og grinede over både sorger og håbløse kaffemaskiner.
Frivilligt arbejde og støtte til børn
Oprettelse af kvindestøttegruppe
Personlig udvikling og inspiration
En dag kom en ung mand til mig han havde kæmpet sig fri af samme slags mørke og drømte nu om at blive skolelærer for børn fra svære kår. Jeg genkendte håbet i hans blik og hjalp ham på vej, blev hans støtte og ven på rejsen.
Mit liv forvandledes til et fantastisk sammensurium af energi og mening. Jeg begyndte at skrive artikler, deltage i konferencer og inspirere andre til ikke bare at give op ved første modvind. Min fortælling nåede ind til de mennesker, der kæmpede deres egen kamp og gav mig en tilfredshed, der føltes dybere end den sorte gryde af kaffe biblioteket kunne fremtrylle.
Mads så på mit gåpåmod og lod sig smitte. Han søgte ind på økonomistudiet på Københavns Universitet og begyndte at udtænke sine egne store planer. Vi blev et slags makkerpar, hepper på hinanden og dele tanker, mens vi skændtes om, hvem der lavede den bedste citronmåne.
Med tiden kastede jeg mig over projekter, der gjorde livet lettere for unge kvinder og mødre i krise. Jeg holdt workshops, fortalte mine egne røverhistorier og styrkede andre i at tage livtag med deres egne forandringer.
En dag blev jeg inviteret til at tale ved et større arrangement om social retfærdighed og hvordan man hjælper samfundets svageste. Jeg fortalte min historie, delte det, jeg havde lært og opdagede, at min mission faktisk var vigtig for mange ikke kun for mig selv.
Privat fortsatte jeg med at styrke båndet til Mads, min voksne, selvstændige søn. Vi planlagde rejser til Ærø og hyggede os med at drømme om fremtiden. Jeg indså for alvor: Det vigtigste i livet er kærlighed, familie og at kunne dele varme og latter med dem, der står en nær.
Senere begyndte jeg at skrive små bøger og artikler om min rejse i håb om, at andre kvinder ville give sig selv lov til at tro på forandring. Mine tekster ramte noget i dem, der læste med og mange fandt et håb, de selv troede, de havde mistet.
Min vigtigste læresætning: Enhver oplevelse, uanset hvor svær, kan være et springbræt til at vokse, håbe og elske. Man må sætte pris på vejen og tro på, at gode forandringer gør livet både farverigt og fyldt med musik.
Sådan blev min livsrejse til en lang række små og store sejre og læringer, der fyldte mig med styrke og humor. Jeg er taknemmelig for hver eneste snublesten de har formet den, jeg er i dag. Derude venter flere eventyr, nye muligheder og mennesker, jeg endnu ikke har mødt. Det handler bare om at leve i nuet og tro på, at selv en grå dansk regnvejrsdag kan ende i solskin (eller i det mindste i en god kop kaffe og en lun kanelsnegl).
