Saml alle hos mig
Maja Vestergaard lægger sin tablet fra sig og tager telefonen op: Hej Bedste, hvordan har du det? Alt godt? Og hvad med Farfar? Nå, hvis han står og steger kartofler, så er alt jo, som det plejer. Jeg er færdig med arbejde for i dag, henter Daniel fra fodbold og handler lige ind, så er vi snart hjemme.
Derefter ringer Maja et andet nummer op:
Hej Jesper, jeg er på vej hjem, hvad med dig og Karen? Er I snart på vej? Dejligt, far står i køkkenet og steger kartofler, så vi spiser sammen alle sammen.
Maja rejser sig og lægger det nødvendige ned i tasken. Hun råber til kollegaerne: Hej hej, vi ses i morgen!
Hej Maja, rigtig god aften!
Hun skifter hurtigt sko under skrivebordet, tager frakken på og kigger automatisk ud i den begyndende mørke. Det er en lun efterårsaften. Byens lys glimter venligt, folk skynder sig hjem efter arbejde. Maja ser sit spejlbillede i ruden og smiler hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle leve et helt almindeligt liv. At hun skulle have en familie, og at hun som alle andre ville glæde sig til at komme hjem hjem til dem, der altid venter på hende. For ikke så længe siden troede hun, det aldrig ville ske.
Ja, hendes familie er måske ikke som alle andres, men de er lykkelige og holder inderligt af hinanden.
Majas mor forlod hende straks efter fødslen, efterlod hende på hospitalet. På børnehjemmets korte papir stod der: “Mor ukendt, ingen dokumenter, far heller ikke.” Navnet gav plejepersonalet efternavnet Vestergaard, fordi det var forår. Hvorfor hun fik navnet Maja, aner ingen. Maja legede altid bedst med drengene. Hendes bedste ven hed Jesper, han var et år ældre og også Vestergaard af samme grund. Maja klarede sig godt i skolen, var altid flittig og hjælpsom alt sammen i håb om at blive adopteret og få en familie. Hun vidste kun fra film, hvordan børn lever i et rigtigt hjem. Men enten brød ingen sig om hende, den benede, kantede pige eller måske var hun bare uheldig. Da Jesper blev adopteret, græd Maja hele natten. Ikke af misundelse, men fordi hun havde mistet sin eneste ven. Han kiggede på hende bag brillerne, helt forsvarsløs: Maja, skal jeg sige nej? Er du tosset, Jesper? Det her siger man da ikke nej til! Rejs nu, alle har sin egen skæbne. Jeg skal nok finde dig igen, lover jeg! grinede Jesper, men Maja lo det er ikke så vigtigt.
Maja gjorde skolen færdig, kom på bygningsfagskole og boede på kollegium. Da hun var færdig, fik hun som forældreløs en etværelses lejlighed i udkanten af byen det var ikke så slemt! Hun fik job på et arkitektkontor og dermed begyndte voksenlivet for alvor. Veninder var der nok af på arbejdet, men familie det måtte vente, mente hun selv. Maja havde en drøm et stort hus, en dejlig, elsket mand og børn. To, måske endda tre, løbende, legende, grinende, der råber: Mor, far! Maja ville så gerne høre de ord: Mor og far. Man åbner døren, og børnene råber, at mor og far er kommet hjem ligesom i en eventyrverden.
En dag kommer Maja hjem, da døren pludselig springer op og en ung fyr styrter ud, skubber næsten Maja omkuld, med en sportstaske i hånden. Inde i opgangen ligger en ældre dame:
Pensionen tasken han skubbede mig. Brillerne, hvor er mine briller jeg kan ingenting se! Maja skynder sig ud, men fyrens spor er væk. Hun hjælper damen op heldigvis skete der ikke mere. Hvordan kan man gøre sådan, kære ven, græd den gamle, hvorfor gjorde han det? Maja fulgte hende til døren hjemme lå hendes syge mand, sengeliggende. Siden begyndte Maja at komme forbi med lidt indkøb pensionen var jo væk. De meldte det, men gerningsmanden blev aldrig fundet, selvom Maja lige mente, hun kunne huske hans ansigt. Efter nogle dage fandt de dog tasken med papirer ved huset og det var en lettelse.
Maja begynder oftere at besøge Bedste Tove og Farfar Arne. De fik besøg af lægen, og Arne blev bedre. De gamle blev hurtigt mere livlige. De kalder Maja for barnebarn, inviterer hende hjem de har ingen andre familiemedlemmer.
En dag i bussen møder Maja en fyr, der smiler og siger: “Undskyld, men du ser så bekendt ud, har vi mødt hinanden før?” Maja smiler tilbage: “Det tror jeg ikke.” Han er sympatisk, og på vej fra stoppet til hendes hjem fortæller han nærmest alt om sig selv. Han hedder Glenn, bor med sin mor, arbejder fast det føles næsten som en gammel ven, hun har set før. Glenn begynder at møde Maja efter arbejde, følge hende hjem. En dag inviterer hun ham indenfor, byder på te og mad, og pludselig får hun lyst til at fortælle om sin barndom på børnehjem. Glenn ser på hende, vil sige noget, men holder sig tilbage; måske har han ondt af hende. Maja er glad for ham, men noget uro fornemmer hun. Næste gang sker det uventede. Glenn kommer, Maja går ud i køkkenet for at sætte vand over. Han kommer derud, omfavner hende bagfra. “Glenn, lad os nu tage os tid?” Men han klemmer bare hendes arme hårdt, og så Hun råber nej, mens Glenn vredt hvæser: “Du sladrede, jeg genkendte dig, din møgunge. Du hjalp dem, jeg fik at vide, du var børnehjemspigen! Har set fantombilledet, slap kun lige med skrækken. Nu holder du kæft, siger du noget, skal du få, ingen hjælper dig.” Det kan blive langt værre.
Maja tør ikke gå til politiet. Hun frygter sladderen. En måned senere bliver Maja hentet direkte fra arbejde med ambulance. Uventet graviditet uden for livmoderen, skader måske får hun aldrig børn.
Bedste Tove passer hende, visker trøstende ord, giver hende hjemmelavet suppe og urtete til at styrke sig på. Da Maja er hjemme igen, føler hun sig fortabt hvordan skal hun nu leve videre? Nu taler hun mindre, men en dag fører benene hende hen til det lille kloster i nærheden. Sen efterår, himlen høj og dyb. Kirkeklokkerne ringer. Frivillige rydder blomsterbedene; sommeren er ovre. Vestergaard, Maja?! En af de frivillige råber. Hun vender sig om, og en smilende mand kommer hende i møde: Maja, jeg har ledt efter dig! Jesper, det er dig, Maja genkender ham endelig. Hun kaster sig i armene på ham og græder. Han tørrer hendes tårer væk: Maja, kom med i spisestuen. Der er grød og lune boller og te. Så kan vi snakke. Maja fortæller Jesper alt, og han fortæller hende om at blive adopteret, stedfarens hårde hånd og om at stikke af hjemmefra efter et benbrud om at blive frivillig på klosteret og endelig finde ro.
På vejen hjem tænker Maja over, hvor heldigt det egentlig var, at hun traf Jesper igen. Hun havde været så langt nede, at hun slet ikke ville hjem blev flere dage på klosteret, mens planerne blev lagt. Bedste Tove og Farfar Arne havde længe tilbudt at overdrage lejligheden til Maja. Men Maja og Jesper fik en endnu bedre idé.
Bedste Tove og Farfar Arne blev lykkelige at bo sammen med dem! Det havde de aldrig troet muligt i deres alder.
I dag har Maja og Jesper Vestergaard været gift i fem år. De er flyttet sammen i en stor lejlighed uden for København, hvor der er plads til alle. Bedste Tove og Farfar Arne har det herligt de er nu familiens overhoveder! De har ikke længere nogen ensomhed, for nu har de en familie.
For to år siden gik Maja og Jespers store drøm også i opfyldelse de adopterede to børn, Daniel og Karen, netop fra det børnehjem, hvor de selv voksede op.
Jesper, kan du huske, hvordan vi ventede og håbede, at nogen ville give os et hjem, siger Maja lykkeligt. Se på deres øjne og lov mig, at vi altid er de forældre, vi selv drømte om at få.
Og nu:
Mor, hvor er far? Bedste, kom herind, se hvad vi har bygget sammen med Farfar!
Maja ønsker ikke længere tænke på det onde. Selvom Bedste Tove en dag fortalte hende i al fortrolighed, at deres plageånd var blevet fanget han havde igen været ude i ufine sager og var blevet dømt. Formentlig for mange år.
Enhver får, hvad de fortjener. Både her i livet og hinsides.
