LEJEREN
En tidlig vinteraften gik en høj kvinde ned ad fortovet i et roligt boligkvarter i udkanten af Aarhus. Det var stadig lyst udenfor, og vejret var forfriskende for årstiden. En lille smule frost i luften, men hele dagen havde solen skinnet klart, og nu kastede den sine sidste stråler på de hvide, frosne snefnug, der glimtede som små diamanter. Kvinden nød vejret og tog sig god tid. Hun var elegant og velholdt, omkring de tres år, og hendes skridt klang selvsikkert i de fine læderstøvler og den flotte mørkebrun minkpels, hun lige havde fået i gave.
I hendes ansigt kunne man stadig ane spor af ungdommens ynde og det lette touch af selvbevidsthed, en kvinde der kendte sit værd. Jo, ungdommen og de første, stormende forelskelser var for længst forbi, men Karen Jørgensen kunne stadig sætte pris på livet.
Hun havde mistet sin mand for ti år siden, og sorgen havde hængt ved længe. Hvordan skulle hun ikke sørge? De havde haft mange gode år sammen og opfostret en skøn søn. Han var flyttet til København for at læse og var blevet hængende der. Nu var han gift og havde givet Karen to vidunderlige børnebørn, men hun så dem ikke så ofte, som hun gerne ville. Det var ikke sådan, at hun gik og var trist af den grund videokald fandtes trods alt, og hun syntes egentligt, hun havde det udmærket.
Hun havde to lejligheder. Pensionen var ikke stor, men det gik rundt. Sønnen sendte hende af og til lidt penge, selvom hun slog det hen og ikke mente, hun havde brug for det. Over nytåret havde sønnen med familie været på besøg, og de havde givet hende denne luksuspels den bar hun nu stolt og nød opmærksomheden.
Men det var ikke kun for fornøjelsens skyld, hun gik en tur. Hun skulle også hente huslejen hos sine lejere. Hun boede selv i en fin toværelses nær Botanisk Have, mens hun lejede sin etværelses ud i Viby til en ung familie, som nu havde boet der i fem år og var blevet velsignet med en lille, buttet søn på to år. I Karens lille, lækre håndtaske lå en chokoladebar, hun havde købt til den lille dreng.
Det var ikke ligetil, sådan at finde ordentlige lejere. Karen havde haft sine oplevelser: folk, der ikke betalte regningerne, rodede og smadrede ting. Nu havde hun lært lektien; hun kom selv hver måned for at hente huslejen og tjekke op på lejlighedens stand. Med de nuværende lejere følte hun egentlig, at hun kunne slappe af. De var unge men meget ordentlige især Anna, som Karen havde mest med at gøre.
Anna lignede nærmest stadig en skolepige, syntes Karen. Hun vidste dog, at Anna var 24, for pasoplysningerne havde hun på kontrakten. Spinkel, lyshudet, med klare blå øjne man skulle tro, at det var storesøsteren, ikke moren, til det lille, buttede barn, der legede på tæppet i stuen.
Anna holdt altid lejligheden pæn, smilede venligt og betalte til tiden. Manden, Thomas, så hun sjældnere; oftest luntende foran fjernsynet eller slet ikke hjemme, når hun kom. Hans hilsen var kort, og han var ikke meget for at snakke, men som lejer kunne Karen ikke klage. Til tider syntes hun, han havde fået sig en øl eller to for meget, men det var jo egentlig ikke hendes sag.
Da Karen nåede boligblokken og tog elevatoren til femte sal, overvejede hun kort, hvad hun skulle forkæle sig selv med, hvis der blev penge til overs efter huslejen. Karen elskede røget laks og rejer nu var hun jo på den alder, hvor det gjaldt om at nyde livet og ikke spare op.
Mens hun tænkte på, om fiskehandleren i Bruuns Galleri mon havde åbent længe nok, trykkede hun på ringeklokken. Hun havde selvfølgelig en ekstra nøgle, men det syntes hun var upassende, når nu hendes lejere var så ordentlige. Hun ville aldrig bare gå ind, men altid vente på, at de åbnede.
I dag gik der længere end normalt. Til sidst blev døren åbnet af den sædvanlige Anna men hun så helt forfærdelig ud. Hendes øjne var hævede og røde, og hænderne rystede, som om hun var syg eller havde grædt i timevis.
Anna lukkede op og gik straks tilbage i gangen, armene foldet tæt til kroppen for at skjule nervøsiteten.
Hvad sker der, Anna? Du ser ikke alt for godt ud. Er alt i orden? spurgte Karen, mens hun trådte indenfor.
Mest af alt lignede Anna én, der havde tømmermænd eller også havde hun drukket stadig. Men nej, det duftede ikke af alkohol. Det var vist bare gråd.
Nej, Karen, det er ikke i orden, svarede Anna lavt og gik ind i stuen.
Karen kiggede sig omkring. Normalt var her ordentligt, men ikke i dag. Der lå tøj og ting spredt på gulvet, skabet stod åbent med tomme hylder, og midt i det hele baksede lille Emil rundt.
Anna fandt regningerne frem og rakte Karen dem med sine rystende hænder.
Alt er betalt for el og varme, men jeg kan ikke betale dig huslejen denne måned. Jeg har simpelthen ingen penge. Kan jeg skylde dig det? Emil og jeg flytter ud i morgen.
Der løb ikke tårer længere, men ansigtet bar tydeligt præg af mange timers gråd. Karen forstod straks det var ikke sprut, men sorg.
Hvad er der sket, Anna? Hvor er Thomas? spurgte Karen forfærdet og satte sig på kanten af sofaen.
Anna sank sammen og begravede ansigtet i hænderne, mens hun kæmpede for at tale.
Jeg er blevet syg, Karen. I mange måneder har jeg været træt udmattet hele tiden. Der har ikke været tid til at gå til læge, for jeg har haft Emil hele tiden. Men nu kom vi ind i børnehaven, og så fik jeg endelig tjekket det. Jeg har kraft Cancer. Jeg skal til yderligere undersøgelse i morgen.
Anna nærmest hvislede af sorg, men fortalte videre:
Thomas gik, så snart han fandt ud af det. Han hylede op sagde, det var for hårdt, at han ikke ville igennem det igen, for hans faster døde af det samme. Han samlede sine ting og gik, siger han vil skilles. Tilbage står jeg, alene, på barselsdagpenge. Jeg betalte alt, hvad jeg havde, til regninger. Men husleje… Det har jeg ikke. Jeg flytter ud i morgen, hvis jeg bare kan samle lidt kræfter.
Karen sad tavs. Anna sad sammenkrøbet som en lille fugl, mens Emil prøvede at få liv i en bamse på gulvet. Karen tænkte kort på den røgede laks, hun havde glædet sig til, men rystede så tanken af sig hvad var en fisk, når der sad sådan en tragedie lige foran hende?
Hun rakte en hånd ud og lagde den på Annas skuldre.
Kig på mig, søde. Slut med tårerne. Ja, det er frygteligt, men du har Emil, og for hans skyld må du tage dig sammen. Hvad er planen? Har du fået behandling, og hvor vil du flytte hen?
Anna svarede med brudt stemme.
Jeg skal indlægges i morgen på kræftafdelingen til biopsi. Men jeg kan ikke. Jeg er alene, Karen. Min bedstemor i en lille landsby på Fyn er det eneste familie, jeg har tilbage, men hun er meget gammel. Det er hende, der har opdraget mig. Jeg tager Emil med derover i morgen. Jeg kan ikke blive indlagt, for Emil har jeg ikke nogen til at passe. Jeg går til den lokale sygeplejerske i stedet.
Det der går altså ikke, Anna. Du kan da ikke bare droppe behandling, fordi din mand stikker af! Du er nødt til at få hjælp, for Emils skyld, ikke? Altså, der er folk omkring dig vi er ikke alle sammen som Thomas. Jeg hjælper dig, så kan du tage på hospitalet, og jeg passer Emil så længe, det varer. Du betaler ikke for lejligheden det skal du ikke tænke på nu. Kom nu, du skal bare tage imod hjælpen. Og så må du rydde lidt op her, inden du tager afsted. Jeg går hjem nu, men jeg kommer igen i morgen tidligt. Fortæl mig, hvilken børnehave Emil går i, så skal jeg nok klare ham.
Anna lignede en, der var slået omkuld af overraskelse. Karen var da altid så sirlig og lidt reserveret Anna havde aldrig forestillet sig, at hun kunne være medfølende på den måde. Anna havde nærmest ventet skældud.
Nå, du skal da ikke kigge sådan på mig, brummede Karen, dog blødt. Du skal tage dig sammen. Du har en vej at gå, og det skal du. Ellers begynder jeg jo også at tude.
Anna lagde hovedet ind til Karen, og Karen mærkede, at hun selv måtte synke et par gange.
Jeg må vist hjem, sagde hun og rejste sig. Jeg kommer klokken seks, er det ikke fint?
Karen nåede heldigvis i supermarkedet, men det blev hverken laks eller delikatesser bare indkøb til suppen, lidt pasta, og hakket oksekød til frikadeller. Det skulle der til, for nu havde hun et barn at tage sig af, mens Anna var indlagt.
Emil var let nok; han var aktiv, men godmodig og, vigtigst af alt, tryg. Han savnede selvfølgelig sin mor, men Karen tænkte på Anna hele tiden det gik hende virkelig på, at en så ung og sød kvinde skulle så meget igennem.
Biopsien blev taget, og to dage efter kom Anna hjem igen, og ventetiden på svarene begyndte. Men hold nu op, hvor var Anna lykkelig, da resultatet endelig kom: “Karen! Det er første stadie. De regner kun med én operation jeg har en chance!”
Kan du se! udbrød Karen og kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Og din eks, han afslørede sig selv. Godt du ikke skal hænge på ham længere. Nå, men hvornår er operationen så? Det bliver nok ikke i morgen?
Om en måned, ventelisterne er lange. Karen, måske skal jeg tage hjem til min bedstemor imens, så kan du leje ud? Jeg får det dårligt med at bo gratis…
Hold nu op med det pjat du bliver bare her og bliver klar til operation. Har du mad nok, ellers skal jeg købe ind?
Karen, det er virkelig meget… Du gør så meget for os. Det kan jeg aldrig tilbagebetale, sagde Anna og måtte kæmpe med gråden.
* * *
Der gik halvandet år.
En sommerdag vrimlede hun ind på den fineste restaurant i Aarhus, hvor Annas bryllup blev holdt Anna i hvid kjole, med krans i de mørke, krøllede lokker, og Karen smilende ved hendes side. Mange troede, at Karen var Annas mor, og det føltes sådan. Endelig var Anna sund og rask, og i dag skulle hun giftes med sin læge ham, der i sin tid havde opereret hende og oprindeligt var “lige ung nok” i Annas øjne.
Det havde ikke været nemt. Først operation, så prøver og derefter langvarig genoptræning. Anna havde kun Karen at stole på. Efterhånden kom hun tilbage, fik arbejde og begyndte igen at betale leje hvilket Karen nærmest måtte tvinges til at tage imod, for Anna var jo blevet som en datter.
Nu var det så Annas læge, hun skulle dele livet med, og Karen skulle finde nye lejere til sin lille lejlighed. Vidste hele selskabet, hvordan han elskede Anna og Karen var helt rolig; Anna og Emil ville aldrig glemme hende.
Uden selv at lægge mærke til det, havde Karen skubbet en tallerken med røget laks lidt tættere på sig. Hun smilede for sig selv tænk, for halvandet år siden spiste hun ikke mange luksusting. Men hvad var en madvare, sammenlignet med den rigdom, hun havde fået? En slags datter. Sønnen boede langt væk, men nu havde hun Anna og lille Emil. De ville aldrig glemme hende.
Karen var egentlig ikke til store, følelsesladede ord, men hun måtte sluge en klump, da Anna rejste sig ved bryllupsbordet og hævede sin glas.
Jeg vil gerne sige et par ord til en, der står mig allernærmest uden hende var vi slet ikke nået hertil. Karen, du er som en mor for mig. Jeg er så taknemmelig hvor heldig er jeg, at vores veje mødtes!
