Anders kunne nærmest ikke kende sin kone mere. Hvad pokker skete der med hende? Mette plejede altid at have styr på det hele gøre rent, kokkerere, stryge skjorter, alt det der. Men nu? Nu nægtede hun pludselig at gøre sin pligt. Anders prøvede forsigtigt at spørge ind til, hvad sagen lige var, men Mette sagde bare: Jeg har tjent jer tre mænd i huset i over et årti. Må jeg ikke holde en pause, bare lidt?
Anders, der nu var ør i hovedet af usikkerhed (og lidt for meget frysepizza), begyndte at frygte det allerværste. Havde Mette fundet én, der faktisk kunne lave sin egen kaffe? Mistænksom, som kun en mand kan blive, besluttede han at tjekke hendes ting. Og se dér nede i Mettes håndtaske lå der sgu et mærkeligt, slidt brev.
Anders rystede på hovedet. Han havde ikke set den slags opførsel hos Mette de sidste sytten år. Hun havde altid været den gode, rummelige, aldrig hævet stemmen, aldrig lavet drama det var jo derfor, han havde forelsket sig i hende dengang i Esbjerg. Morgenmad var enten havregryn eller spejlæg, hun sprang ind ad døren fra arbejde og kastede sig direkte ud i aftensmaden. Søndag aften: strygemarathon. Femten skjorter: én til hver dag til Anders, og med nød og næppe to-tre til børnene, der bestemt ikke havde arvet deres fars sans for pletfri kraver.
Men nu? To uger med cornflakes eller madder til morgenmad, og Mette, der nærmest opfordrede dem til at lave dem selv. Til aftensmad var det, hvis man var heldig, gårsdagens rester, og sommetider bare en gul post-it: Jeg er hjemme efter ni. Kog nogle kartofler.
Først tænkte Anders, at det var den årlige konference på Mettes universitet i Aarhus, men konferencen sluttede og normaliteten vendte aldrig tilbage.
Han spurgte forsigtigt hvad der foregik.
Må jeg ikke have mit eget liv? Jeg har været jeres hushjælp i sytten år! Må jeg få lidt pause!
Selvfølgelig, selvfølgelig, sagde Anders, mere kulret end overbevist.
Han turde ikke spørge hvor længe dette lille break skulle vare. Tiden gik, og Mette susede stadig rundt enten til biffen, teatret eller en eller anden sær udstilling på Glyptoteket. Men Anders begyndte især at rynke på næsen, da Mette anskaffede sig nogle ret vovede kjoler, og prioriterede mascara over havregrødskedlerne om morgenen. Tanken meldte sig: havde hun mon fundet sig en yngre kunstner, der kunne snakke modernisme og åbne vin uproblematisk?
Anders skammede sig over tanken, men nysgerrigheden og uro tog alligevel over. Han begyndte at snage lidt. Kiggede på hendes dankort-udskrifter, telefonen og til sidst tasken. Og så, dér i inderlommen: et noget slidt brev, mistænkeligt blødt i hjørnerne. Ingen tvivl det her var noget kærligt fis! Ordene nærmest skreg af længsel: Mette, jeg savner dig så meget, kan ikke finde ord for, hvordan jeg venter på dig. Jeg går rundt og hører din stemme, leder efter dit smil alle steder
Anders blev dårlig. At brevet var så slidt, betød jo, at affæren var gammel. Pokkers også! Pludselig føltes hele fundamentet af deres ægteskab som en Tarok-bod på Dyrehavsbakken.
Tre dage gik han rundt i selvynk og beklagelse så mange muligheder for selv at være fristet, og aldrig havde han bøjet af. Endelig kunne han ikke holde det ud længere.
Jeg ved alt, sagde han dystert.
Hvad alt? spurgte Mette, lettere irriteret men allermest forundret.
Men Anders var ikke duperet. Han havde jo læst brevet! Sådan noget skriver man ikke til hvem som helst, vel?!
Du har en anden! proklamerede han.
Mette begyndte at grine hvilket bestemt ikke mildnede Anders forsmåede sind.
Hold nu op, Anders. Det er jo det rene pjat! Du mener det ikke, vel?
Havde hun grædt og tilstået, ville det næsten have været lettere at bære, men nej
Jeg har læst brevet! peb Anders. Hvem tror du, jeg er? Man skriver ikke: jeg kan ikke vente på den dag, vi endelig er sammen, vore sjæle er bestemt til at følges til universets ende bare sådan ud af det blå! For fanden altså
Mette lo endnu højere til stor irritation for Andres allerede skrøbelige ego.
Du er simpelthen ikke rigtig klog, Anders. Er du nu begyndt at rode i min håndtaske?
Ja!
Og du har læst brevet?
Ja!
Men du kan ikke huske, at det var dig selv, der skrev det?
Eh Nej, hvad?!
Mette sukkede, hentede en lille kasse ned fra øverste hylde i skabet, rodede rundt og fandt en konvolut frem, som hun rakte ham.
Se, det var dengang, du slog din hånd på byggepladsen i Odense og var i firmaopgave i Ålborg, og du skrev til mig med venstre! Kan du virkelig ikke huske det?
Anders stirrede. Jo, det kunne muligvis godt være hans skrift, bare venstrehåndet og halv-beskidt. Jo, det var faktisk ham. Damn.
Hvorfor går du så rundt med det brev i tasken? spurgte han mut.
Psykologen sagde, jeg skulle, svarede Mette roligt.
Psykologen?!
Ja. Anders, jeg blev træt. Jeg har ikke haft mit eget liv siden vi fik Emil. Jeg får knap et tak af dig og drengene. Blomster køber du kun til Mors Dag, og kærlige ord? Jeg kan dårligt huske, hvordan du lyder, når du er nyforelsket! Og jeg er jo trods alt ikke død endnu. Jeg overvejede faktisk at gå men så gik jeg til psykolog i stedet. Nu prøver jeg at følge nogle råd; så må vi se.
Det slog Anders ud. Vil hun flytte? Ud af huset? Eller bare til kælderen?
Hjælper de råd så? spurgte han.
Tja, nogle gør. Og brevet skal minde mig om, at du jo engang kunne sige søde ting.
Anders nikkede eftertænksomt, trak sig ud på altanen og lod emnet ligge.
***
Næste morgen vågnede Mette til lyden af kaos og vanilje. Hvad nu, tænkte hun og gik ud i køkkenet.
Den ældste stod og vendte omeletter, den yngste fordelte hjemmelavede ostekager på tallerkner, mens en buket tulipaner stod midt på bordet.
Hvad foregår der? spurgte hun vantro.
Godmorgen, mor! sagde den mindste. Skal du have te eller kaffe?
Mette tvivlede på både syn og hørelse.
Kaffe tak.
Og omelet eller ostekage?
Ostekage
Anders var ingen steder men det var klart, hvem der stod bag. Da hun tog første bid, kom han listende.
Godmorgen, skat!
Hvad er det her? spurgte hun.
En ny kærlighedserklæring, Anders smilede bredt. Så er der da ingen tvivl!
Mette lo, og fra den dag blev dagene meget bedre. Ikke hver dag fik hun serveret morgenmad på sengen så meget held har ingen. Men nogle dage. Og nu fik hun også følgeskab i biografen. Ægteskabet blev reddet med dansk snilde, en smule selverkendelse og en god portion kaffe.
