Ej, hør lige her jeg bliver nødt til at fortælle dig om min aften med Rasmus! Seriøst, jeg troede, vi skulle ud og hygge os, men det gik helt anderledes end ventet.
Vi havde aftalt at mødes til vores andet rigtige møde og han valgte selvfølgelig et af de mest fancy steder i indre København. Du ved, dæmpet belysning, overdådige vinreoler langs væggene og tjenere, der svævede lydløst rundt som små spøgelser. Rasmus så da også ud, som om han ejede stedet: skarp skjorte, klassisk jakkesæt og ur, der nok koster mere end min cykel. Og han havde den dér selvsikre, lidt overlegne smirk, som om hele verden bare venter på hans næste grin.
Han læner sig tilbage og siger sådan halvt uinteresseret: “Bestil hvad du har lyst til jeg kan ikke have, at kvinder føler, de skal holde sig tilbage, når de er ude med mig.” Lød meget storsindet, men alligevel fik jeg den der fornemmelse af, at det hele var lidt for poleret.
Jeg nappede en andesalat og et glas riesling. Han skulle selvfølgelig have både bøf, tatar og en dyr flaske rødvin. Han snakkede uendeligt om forretninger, overfladiske mennesker og hvor svært det er at finde nogen med “rigtige værdier”. Jeg sad bare og smilede og tænkte: føler han, det her er en jobsamtale, eller hvad?
Nå, vi kommer til det bedste: regningen kommer. Tjeneren lægger elegant en sort mappe på bordet, og Rasmus fortsætter i samme smøre uden at blinke. Han begynder så at rode i sine lommer først jakken, så bukserne og pludselig slår han øjnene op og sukker dybt.
“Ej, altså” siger han, “jeg har vist glemt min pung enten på kontoret eller i min anden bil.” Han sidder bare der og kigger forventningsfuldt på mig, som om nu skal jeg redde ham. Han hverken beder tjeneren vente, finder MobilePay frem ingenting. Han sidder bare og ser ‘forlegen’ ud.
Og så fyrer han den af: “Sikke en ærgerlig situation. Kan du ikke lige lægge ud? Jeg overfører eller giver næste gang med renter, haha!” Men det var SÅ tydeligt, at han spillede et eller andet spil jeg har godt læst om de der mærkelige “tests”, hvor mænd vil se, hvor ‘pålidelig’ eller ‘uskyldig’ en kvinde er.
Rasmus regnede jo helt tydeligt med, at jeg bare ville fiske mit kort frem, nikke og betale det hele i naiv fryd for hey, hvem vil ikke investere i fremtidens drømmemand, ikke?
Men jeg holder mig helt rolig, åbner tasken stille og roligt. Han slapper mærkbart af, gnider sig smilende i hænderne. Jeg kigger op på tjeneren og siger med fast stemme: “Vil du ikke dele regningen, tak? Jeg betaler for mig selv. Resten tager herren sig selv af.”
Du skulle have set Rasmus ansigt munden åben, kinderne begyndte at rødme, og man så nærmest, hvordan han skabte sig en ny plan på stedet. Han læner sig ind og hvisker: “Mener du det? Bare på grund af nogle kroner? Jeg sagde jo, jeg betaler tilbage det var en slags test”
Jeg svarer bare: “Det har du så også lige fået svaret på. Jeg lader mig ikke manipulere.”
Så tog jeg min frakke, men følte alligevel, der manglede én sidste sætning. Jeg gik tilbage, fiskede nogle krøllede sedler og lidt småpenge op fra bunden af tasken du ved, sådan noget der bare altid ligger der og flyder.
“Lad mig give dig til metroen hjem. Hvis du har glemt pungen, har du vel heller ikke til taxa, vel?” Jeg lagde mønterne foran hans (meget dyre) vinglas. “Se det som mit bidrag til din undersøgelse af kvindesindet.”
Folk ved de nærmeste borde vendte sig og sendte blandede blikke. Rasmus så ud, som om han lige havde slugt en citron vred og paf.
Jeg vågnede næste dag og tænkte: Én andesalat og et glas vin det var prisen for at lære ham at kende og spare potentielt laaange år på den front. Håber sgu, han lærte noget, men sådan nogle som ham de ændrer sig sjældent.
Hvad ville du egentlig have gjort? Ville du have reddet ham, eller havde du også holdt fast?
