Da hun fortalte sin kæreste, at hun ventede barn, kunne Marie læse det hele i Eriks ansigt. Det var tydeligt, at han hverken havde forventet barnet eller ønsket at gifte sig så tidligt
Marie havde forelsket sig, før hun overhovedet fyldte atten. Erik, en fyr fra landsbyen, havde hun haft et godt øje til længe. Hele foråret tilbragte de sammen de gik ture ved Limfjorden, lo sammen i solen og så på solnedgangen ude ved de små gårde.
Marie skulle ellers begynde på teknisk skole i Aalborg efter sommeren. Men en dag mærkede hun, at hendes liv for altid havde ændret sig hun var gravid. Alene og fortvivlet anede hun ikke, hvad hun skulle gøre.
Hvad vil mor sige? Og søster? Hvad med hele byen?
Fortabt stod hun alene.
Marie tog en beslutning hun ville ikke have barnet. Tårerne pressede i øjenkrogen, mens hun forklarede sin mor, hvad der var sket, og derefter tog hun toget ind til byen. Hendes mor forsøgte ikke at standse hende.
Hjemme i det lille hus kæmpede moderen i forvejen med to døtre alene. At den ældste bragte sådan en byrde, var mere end hun kunne bære.
Alt gik godt i Aarhus, hvor Marie fik hjælp og fik afsluttet det hele. Derefter brød hun kontakten med Erik. Han forsøgte heller aldrig at tage kontakt igen.
Ked af det og efterladt sad bitterheden og ensomheden fast i Marie. Studierne kunne hun ikke længere fokusere på regnede ikke med mors hjælp, som stadig var vred.
I stedet måtte Marie finde arbejde og lægge det gamle liv bag sig. Tilbage til landsbyen ville hun ikke sladderen hang i luften.
Skæbnen førte hende hen til et opslag på et gadehjørne. Det stod med pæn håndskrift: Barnepige søges til treårig dreng, værelse og fuld forplejning medfølger. Præcis det, hun havde brug for.
Hun blev en del af familien Hansen begge forældre underviste på universitetet. Drengen Jesper, deres sene og eneste barn, blev så glad for Marie, at han altid spurgte til hende, når hun besøgte sin mor og lillesøster i Vestjylland.
Årene gik, hun blev hurtigt familiens faste holdepunkt. Jesper voksede til, og Marie tog sig af hele huset vaskede, lavede mad, hjalp med lektier, ordnede indkøb. Hun fik ikke meget i løn, men bolig og mad var inkluderet, og det betød alt.
Marie følte sig mere hjemme i denne familie, end hun havde gjort nogen steder. Der var tryghed og respekt hos Hansen-familien.
Og dog var der én ting, der ikke gav hende ro. For nogle måneder siden havde hun mødt Thomas, som boede i opgangen ved siden af. Først var det bare gåture i Fælledparken, men de kom tættere på hinanden.
Tre år havde de nu været sammen, men børn kunne Marie ikke få længere. Hun gemte ikke sandheden for Thomas endnu engang blev hun forladt.
Så blev hendes stilhed kun dybere. Jobbet i familien var det eneste, hun havde tilbage. Langsomt gled Jesper ud i voksenlivet studier på universitetet, et godt jobtilbud i udlandet.
Kort derefter begyndte fru Hansen at svækkes. Marie plejede hende troligt. Herr Hansen arbejdede dag og nat, sendte penge til Jesper. Maries omsorg blev familiens støtte.
Men livet svandt fra fru Hansen, og i de sidste timmar løftede hun sin hånd og hviskede: Marie, lad aldrig Erik være alene. Bliv her, forlader du ham, forlader du vores hjem.
Da hun var væk, blev huset gråt af sorg. Erik sad dyster ved spisebordet aften efter aften, og Marie begyndte at føle sig overflødig.
En aften blev det for meget. Efter middagen stillede hun sig roligt overfor ham.
Erik, jeg må nok finde noget andet. Jeg kan ikke bare blive her tak for alt, men det er på tide, at jeg går.
Det var som om Erik vågnede op for første gang, siden han havde mistet sin kone. Med overraskelse i stemmen sagde han:
Hvad? Hvor vil du hen? Vil du også forlade mig, bare sådan? Skal jeg virkelig være helt alene?
Marie sukkede, men Erik rejste sig, tog hendes hånd og kyssede den for første gang nogensinde.
Du er ikke bare en barnepige for os, Marie. Du er jo familie. Jeg beder dig bliv. Forstår du?
Marie nikkede, rørt til tårer.
Han fortsatte:
Min Ingeborg sagde, du skulle blive her. Vi hører sammen. Bliv, pas på mig, så passer jeg på dig.
De stod længe stille sammen i køkkenet, omfavnede og lod stilheden brede sig. Men efter det blev det lettere.
Dagene gled roligt afsted. Marie holdt hus, ventede på Erik, ringede lejlighedsvis til Jesper, som lovede at komme hjem og besøge dem.
Årene gik. En dag, dagen før Maries fødselsdag, tog Erik hendes hånd og sagde: Du betyder alt for mig. Jeg vil giftes med dig, så jeg kan tage ansvar for dig ikke bare i hjertet, men også på papiret. Du er yngre, og jeg bliver ældre, så vi må tage hånd om hinanden.
Marie ville intet beslutte uden Jespers accept. Da han kom hjem, nævnte Erik det straks for sønnen.
Jesper omfavnede hende straks: Du er mere mor for mig, end nogen anden kunne være. Jeg bakker jer op.
Så blev Marie endelig gift med Erik Hansen. Deres kærlighed var ikke mindre end nogen andens.
Hun kaldte ham stadig respektfuldt Erik, han svarede altid kærligt Marie. Ingen havde nogensinde været så lykkelig som hun nu følte sig.
Hver dag bad hun for hans helbred, for at han måtte få mange år endnu. Og dem, der så dem gå hånd i hånd i Kongens Have, ville næppe gætte, hvor meget liv, kærlighed og tid, der bandt dem eller at lykken endelig havde smilt til hende.
