Jeg blev gravid som 16-årig, mens jeg stadig gik i gymnasiet. I vores lille jyske landsby var det et kæmpe chok. Folk pegede efter mig, og mine forældre anede ikke, hvor de skulle gemme sig for skammen. Min far kunne end ikke se på mig. Det havde været bedre, hvis du var død, end at vanære os på denne måde! Tag hjem til din mormor, jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg tog ud til min mormor i nabobyen, hvor hun boede alene for enden af en grimefuld vej i et gammelt, trækoldt hus. Der var råt og ensomt, men jeg måtte bide tænderne sammen. De sidste måneder af graviditeten var sværest; ingen hjalp mig, og ingen spurgte til mig. Da veerne begyndte, var det kun med nød og næppe, at lægebilen nåede frem. Men jeg klarede den, fik en søn, som jeg kaldte Emil, og vi blev boende hos mormor.
Alle sagde, jeg burde finde en mand, men det var ikke noget for mig. Jeg levede for Emil, arbejdede på den lokale kro og gjorde mit bedste for ham. Da Emil blev voksen og tog til Århus for at læse, besluttede jeg selv at søge arbejde i udlandet hele vejen til Italien.
Jeg havde aldrig haft lyst til at rejse før, for jeg kunne ikke forlade mit barn. Arbejdet som hjemmehjælper hos en ældre italiensk kvinde i Firenze var dog som en drøm, sammenlignet med livet i landsbyen. Hun var venlig mod mig, og jeg tjente mere, end jeg nogensinde havde kunnet i Danmark. Ofte stak signoraen mig 100200 euro ekstra som tak. På få år fik jeg sparet nok op til, at jeg kunne købe en etværelses lejlighed til Emil og sørge godt for ham. Men pengene ændrede Emil. Han begyndte at glemme sin mormor, og det gjorde mig ondt. Alligevel sendte jeg ham 500 euro om måneden, mens jeg selv sparede op til et sted at bo, for tilbage til det gamle hus ville jeg ikke.
Årene gik, og Emil besluttede sig for at gifte sig. Naturligvis betalte jeg for brylluppet og hjalp dem med det nødvendige. Jeg forestillede mig nu, at jeg endelig kunne spare op til mit eget. Men gennem fem år fik de to børn, og da der udbrød konflikt hjemme, blev min svigerdatter gravid med det tredje. Jeg fortsatte med at hjælpe økonomisk, men det lykkedes mig alligevel at spare 150.000 kroner sammen til en lejlighed. En veninde solgte netop sin lille étværelses med nyt køkken, og vi lavede en aftale.
Jeg kom hjem til Danmark hen over sommeren for at underskrive alle papirer hos notaren. Men der blev jeg mødt af et chok. Mor, vi har solgt lejligheden og købt et hus! Vi har betalt første afdrag, nu mangler vi penge til det andet. Hvilke penge? 135.000 kroner. Emil, det kan du ikke mene. Jeg er ved at købe min egen lejlighed. Mor, det går ikke. Vi er flyttet ind, og du forstår vel, vi ikke kan bo seks mennesker i en étværelses. Jeg havde regnet med dig. Hvorfor har du ikke sparet op selv? Du har ikke engang givet mig besked! Nej, du må selv finde pengene. Jeg kan måske hjælpe lidt senere, men hele beløbet giver jeg ikke. Er du ligeglad med, hvordan dine børnebørn vokser op? Selvfølgelig ikke, jeg har sendt jer 3.750 kroner om måneden igennem flere år. I kunne have sparet op i al den tid. Du kan jo hurtigt tjene penge igen, hvorfor skal du have din egen lejlighed? Du rejser jo alligevel tilbage til Italien. Og hvis noget sker, og jeg skal hjem i en fart hvor skal jeg så bo? Du kan da flytte hjem til landsbyen og bo med mormor! Så tag selv børnene og flyt derud!
Jeg stod fast og beholdt mine penge. Jeg kunne ikke risikere at stå uden bolig. Emil blev meget såret og talte ikke til mig i lang tid. Jeg hørte, han havde lånt penge alle mulige steder. Men jeg synes ikke, jeg var forpligtet til at redde ham endnu en gang. Hvor længe kan man blive ved?
