Kattekillingen blev svigtet, forladt og afvist alt sammen på grund af en blodprøve. Midt i den kolde, danske vinter…
Katten, der hed Jesper, blev fundet udenfor indgangen til den opgang, hvor han plejede at bo. Den lille stakkel løb forvirret frem og tilbage, jamrede sig lavmælt, kradsede på den kolde metalport, og prøvede endda at bide i den. Han var panisk angst for at være udenfor han havde nemlig aldrig været ude før. Jesper var vant til varme, komfort og trygge rammer; han var en forkælet og godtroende lille fyr. Derfor løb han hen til alle, der gik forbi: naboer, fremmede, hvem som helst. Han strøg sig op ad folks ben, hele kroppen rystede, og han så bedende op i øjnene på dem, som om han tryglede om hjælp i denne skræmmende verden, hvor han netop var blevet smidt ud fra sin bløde kurv foran radiatoren. Det hele midt i snevejr og bidende vind.
Årsagen til denne helt urimelige handling var faktisk meget simpel. Hans ejer havde besluttet at få en kat mere hun havde set et opslag om en racekat, der blev givet væk gratis, og hun blev ivrig. Føreren af omplaceringen krævede dog, at hendes nuværende kat skulle testes for sygdomme. Jesper blev undersøgt, og det viste sig, at han var bærer af katte-immunodeficient virus. Sygdommen gav ingen symptomer, og var hverken farlig for mennesker eller hunde DNAet for denne virus er nemlig strikt artsbestemt og smitter kun mellem katte.
Desuden var virusset hos Jesper kun synligt i laboratorietallene hans immunforsvar holdt det i ro og lod det ikke udvikle sig. Alligevel konkluderede ejeren: En syg kat skal jeg ikke have. Hvad nu hvis den smitter? Hun gad ikke sætte sig ind i fakta, fandt ikke ud af, at sygdommen ikke kan smitte mennesker, og valgte bare at bære sin elskede huskat ud i vinterkulden.
Det var viceværten, fru Rasmussen, der slog alarm. Hun lagde mærke til, at Jesper ikke længere løb rundt ved døren han lå krøllet sammen på jorden midt i sneen, helt forfrossen og opgivende. Han var begyndt at døse hen, og søvn i frostvejr ender sjældent lykkeligt. Men fru Rasmussen lod ham ikke i stikken. Hun tog ham med ind i sit lille kontor, lagde sin egen trøje på gulvet ved radiatoren og delte sin frokost med ham en ganske almindelig portion rugbrødsmad, som lige dér blev redningen for Jesper. Varmen og maden gav ham kræfterne tilbage, og han kom til live igen.
Senere blev Jesper overført til et dyreinternat. Han havde fået en alvorlig nedkøling og var blevet snottet, men behandling hjalp ham hurtig på benene. I dag er Jesper næsten helt rask, stærk igen og har genvundet tilliden til mennesker. Han er kastreret, vaccineret og har fået et dansk sundhedspas.
Han er stadig meget ung blot tre år gammel. Han er overordentlig kælen; han søger menneskelig kontakt med hele sin sjæl, smyger sig om benene, spinder i øret, som om han synger små katteviser, og han elsker at kæle og nusse. Hver gang han skal tilbage til buret, har han svært ved at sige farvel til frivillige. Jesper er en vaskeægte indekat, skabt til at leve i et hjem med varme og omsorg.
Vi kan lære noget vigtigt af Jespers historie: Man skal aldrig vende ryggen til dem, der er afhængige af os vi har alle et ansvar, og med lidt medfølelse og vilje til at forstå, kan vi faktisk redde både liv og tillid.
