Min søn har taget en pige med hjem til vores lejlighed, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal få hende ud.
Kun anonymt tør jeg betro mig om det, jeg lægger på hjerte i dag. Jeg er så fyldt af bitterhed, at jeg næsten ikke kan holde det ud længere. Jeg gør mig klar til at tage imod kritik, men håber, at andre mødre med voksne børn vil forstå mig.
Du føder et barn, opdrager ham selv, bliver skilt fra faren, fordi du ikke kan holde ham ud længere. Du slæber din søn med på alt muligt, gør hvad du kan for, at han ikke skal mangle noget, selvom han vokser op uden sin far. Du har to job, står i køkkenet som om det er dit tredje arbejde, køber de nyeste telefoner, betaler for hans skole, og til sidst sker det:
Mor, Signe flytter ind hos os.
Undskyld mig, med hvem? I vores lejlighed på 44,2 kvadratmeter? Skal pigen bo på min søns værelse? Skal hun spise med os hver dag? Og hvad med vasketøjet? Er vi nu to, der styrer husholdningen?
Min søn var så lykkelig, da han fortalte det, og forventede, jeg ville smile og juble måske endda løbe ud og tømme skabe til Signe.
Hun er egentlig en sød pige, bevares, men det betyder ikke, jeg ønsker at have andre boende i min lejlighed. De er voksne så må de tage et realkreditlån eller leje en lejlighed selv! Hvad skal alt det økonomiske smøleri gøre godt for, hvis det bare betyder, at jeg som mor må lægge nerver til?
Det var sådan, jeg havde det, men jeg lod hende alligevel flytte ind. Min søn har jo også ret til sin del af lejligheden, så han bør måske have lov at invitere en kæreste hjem. Jeg lyver; jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg har givet mig selv det løfte, at jeg vil skrive sandheden. Veninderne skældte mig ud: Tænker du slet ikke på din søns lykke hvad er det for en mor, du er?
Nu kommer jeg hjem, og alt irriterer mig. Lige fra dørmåtten. Nye sko på gangen, et beskidt komfur, fordi Signe har lavet mad. Og hvad så, hvis hun har brugt de indkøb, jeg slap penge for? Nej, jeg spilder ikke mine penge. Men hvad gør jeg, når jeg står og laver mad og pludselig mangler mel? Og de endeløse køer til badeværelset?
Jeg må indrømme det jeg vil have Signe ud af min lejlighed. Jeg trænger ikke til endnu en husholderske her.
Så fik jeg en idé: hvad nu, hvis jeg tog en mand med hjem? Hvorfor har jeg i alle disse år passet og plejet min søn og skjult, hvis jeg havde et forhold? Han har jo sit værelse, men hvorfor ikke lade ham mærke, hvordan det er, hvis jeg en dag slæber en mand med og vi alle sammen skal leve på 44,2 kvadratmeter?
Det her er sådan et brev, man sjældent får. Og for mig, som far til en lille dreng, er det svært at sætte sig i afsenderens sted, men jeg ser frem til læsernes svar.
Hvad mener I, kære læsere? Har jeres børn også nået alderen, hvor I har stået i en lignende situation? Kom I overens med jeres børns kærester? Har en kvinde ret til at smide Signe ud hjemmefra?
Denne oplevelse har lært mig, at grænser og respekt går begge veje og at balance mellem egen trivsel og børns lykke nok altid vil være svær at finde.
