Jeg går, så du kan lære, hvad du mister! Bo alene en uge, hyl ad månen uden en mand i huset så lærer du nok at sætte pris på omsorg! brummede Mikkel teatralsk, mens han hårdhændet smed en bunke sokker ned i sin sportstaske og næsten væltede min yndlingsvase fra hylden.
Jeg lænede mig tavst op ad dørkarmen og så på denne lille teaterforestilling. Indeni boblede det af en blanding af fornærmelse og en ukontrolleret trang til at grine. Min mand, tredive år og en “dreng”, stod midt i min indkøbt før ægteskabet! lille københavnerlejlighed og truede med sit fravær. Han troede tilsyneladende vitterlig, at væggene ville styrte sammen, eller jeg ville visne som en glemt pelargonie uden hans “dyrebare” selskab.
Som sædvanligt begyndte det hele efter det ugentlige besøg hos Ibens mor, Annemette. Min svigermor var en original: hendes komplimenter fik en mand til at overveje at springe ud ad vinduet og hendes råd kom med samme autoritet som en sergent, der skælder ud på rekrutter.
Mikkel kom hjem fra mor fyldt med ny energi og det var straks til at mærke: læberne sammenpressede, scanning med øjnene, næseborene vibber af jagt efter støv.
Karen, hvorfor hænger håndklæderne i badeværelset ikke efter farve igen? sagde han uden overhovedet at tage skoene af. Mor siger, at det giver visuel uro og ødelægger balancen af yin og yang i hjemmet.
Jeg trak vejret dybt.
Mikkel, din mor har kun oplevet balance i yin og yang på TV-Avisen i 90’erne. Håndklæderne hænger sådan, fordi det er mest praktisk, svarede jeg, mens jeg rørte i gammeldags gryderet.
Han så mut ud, gik ud i køkkenet og pegede vredt på grydelåget.
Er det nu igen grøntsager i store stykker? Mor siger, at en ordentlig kone blender det hele til mos, det er bedre for mandens fordøjelse. Du er bare doven.
Mikkel, sagde jeg og lagde skeen fra mig. Din mor har ikke flere tænder, fordi hun sparede tandlægeregningen op til en sjette kaffekande. Du har tænder. Tyg.
Min mand blev rød i hovedet og trak luft ind for at levere endnu en perle af “moderens visdom”, men stoppede brat.
Du… du er bare utaknemmelig! udbrød han. Mor har altså en kandidatgrad i husholdning!
Din mor har vagtet på et kollegie hele livet, og kalder sig “kandidat”, fordi det lyder smart, sagde jeg med et iskoldt smil.
Han stod tavs med åben mund, ledte efter et argument, men tankerne slog knuder. Mikkel slog med øjnene, knyttede tænderne sammen og viftede afværgende med hånden, som om han jog en myg væk.
Han lignede en forvirret pingvin i det øjeblik.
Det var dér, han besluttede at “sætte mig på plads”.
Nok! Jeg gider ikke mere af din frækhed! proklamerede han, mens han lynede tasken. Jeg tager hjem til mor. I en uge. Sid du her og tænk over din opførsel. Når jeg kommer tilbage vil jeg have perfekt orden og en undskyldning. På skrift!
Døren smækkede bag ham. Stilheden lagde sig.
Det var mærkeligt tomt og også overraskende rart. Men jeg følte mig alligevel såret. Han forlod min lejlighed som “straf”, så jeg kunne være alene og nyde roen. Hvilken strateg!
Men livet havde som altid sit helt eget overraskelsesmoment i baghånden.
Mandag morgen kaldte chefen på mig.
Karen Rasmussens, det brænder på ovre i vores Odense-filial. Du skal af sted i morgen, tre måneder. Dobbelt diæter og en bonus, der kan købe dig en ny bil. Vi har ikke andre.
Jeg mærkede straks, hvordan mine egne vinger foldede sig ud på ryggen. Tre måneder! Uden Mikkel, uden Annemettes opkald i en ny by (godt nok ikke ved havet, men dog en forandring) og med ekstra løn.
Jeg tager den! udbrød jeg.
Ude på trappen begyndte tankerne at kværne. Lejligheden ville stå tom i tre måneder. Ejendomsskatter og forbrug i København er ikke småting. Netop da ringede min gamle veninde, Dorthe.
Karen, kan du redde mig? Søster og hendes mand, plus deres tre børn, er strandet, renovering hjemme, ingen steder at bo og hotel er for dyrt. De larmer, javist, men de vil betale godt og på forhånd!
En plan tog lynhurtigt form i mit hoved. Brikkerne faldt på plads.
Få dem bare ind i morgen, Dorthe. Jeg lægger nøglen hos viceværten. Det er kun ét krav: Hvis der møder en sur mand op og kræver sin ret, så smid ham ud med det samme.
Om aftenen pakkede jeg. Jeg lagde alt værdifuldt i en kasse og afleverede den hos min mor. Lejligheden blev gjort klar. Mikkel tog stadig ikke telefonen han ville “opdrage”. Nå ja.
Mandag fløj jeg mod Fyn og overlod min bolig til familien Johansen: far Palle, mor Signe, tre små børn og deres store rare labrador, som børnene kaldte Holger.
En uge gik.
Mikkel fortalte senere, at han holdt ud en hel uge i sit “paradis” hos mor. Det viste sig hurtigt, at Annemette gjorde sig bedst med god afstand. Hendes “omsorg” kunne kvæle selv den mest hårdføre.
Mikkel, lad nu være med at smaske, rettede hun, mens han spiste.
Hvorfor trækker du op i toilettet to gange? Vandmåleren løber.
Mikkel, du sidder forkert på stolen, din ryg bliver skæv, du bliver som onkel Ove helt krum.
Efter en uge hylede han. Han var overbevist om, at jeg nu græd øjnene ud af sult og savn. Nu skulle han gøre sit triumferende comeback.
Han købte tre visne roser (tilgivelsens blomst, åbenbart) og tog hjem.
Han havde allerede i fantasien forestillet sig mine store, glade øjne, da han stak nøglen i døren. Men nøglen virkede ikke. Mikkel rynkede panden, hev i håndtaget. Låst. Han ringede på.
Bag døren lød en buldren som en flok vildsvin og så gøede en hund så voldsomt, at døren nær vibrerede.
Hvem der? lød en dyb, østjysk stemme.
Mikkel tog et skridt tilbage.
Øh det er Mikkel. Jeg er manden. Luk op!
Døren blev revet op. Palle bred som døren selv, i t-shirt og med en grilltang i hånden stirrede på ham. Ved hans side stod Holger, logrende.
Hvilken mand? Signe er her ikke. Hun er taget væk. Vi bor her. Lejer. Kontrakt. Betalt på forhånd. Hvem er du?
Jeg jeg bor her! Det er MIN lejlighed! Eller min kones Vi bor her sammen!
Ved du hvad, min ven sagde Palle, og klappede ham på skulderen med grilltangen, så der kom fedtplet på skjorten. Karen sagde, at manden bor hos sin mor nu. Fint. Så bor vi her. Gå hjem til mor. Ikke forstyr for hyggen. Signe, kom med mere ketchup!
Døren smækkede i.
Min telefon ringede et minut senere. Jeg sad på en fin restaurant med udsigt over Odense Å, spiste dampede kammuslinger og nød et glas hvidvin.
Hallo? svarede jeg.
HVAD har du gang i!? råbte Mikkel så højt, at jeg måtte holde telefonen fra øret. Hvem ER de mennesker!? Hvorfor vil de ikke lade mig komme ind? Jeg kom tilbage, og der er en hel lejr!
Mikkel, råb ikke, svarede jeg køligt. Du gik, husker du? For en uge eller måske for altid, så jeg kunne “lære noget”. Det gjorde jeg. Jeg blev ensom og det var for dyrt at bo alene. Jeg lejede ud. Tre måneder.
Tre måneder?! Hvor skal jeg bo!?
Hos din mor, selvfølgelig. Det er jo der du stortrives. Mosmad og farvekoordinerede håndklæder. Bo trygt og roligt. Jeg er på arbejde i Odense i lang tid endnu.
Jeg vil skilles! Jeg ringer til politiet! stammede han.
Det må du gøre. Lejligheden er min, jeg står på skødet. Lejekontrakten er i orden, jeg betaler skat. Er du tilmeldt adressen? Nej. Så Du har ingen ret.
Jeg lagde på.
Ti minutter senere ringede Annemette. Jeg tog den kun for fornøjelsens skyld.
Karen! svigermors stemme knagede som is. Hvad har du gang i? Du smider min søn på gaden! Det er umenneskeligt! I Ægteskabsloven står der, at konen skal sørge for mand og varm mad!
Annemette, afbrød jeg veltilfreds. I Ægteskabsloven står der om ligestilling, og på tingbogen står kun mit navn. Din søn ville “opdrage” på mig med sin afgang? Forsøget lykkedes. Lærlingen overgik sin mester.
Du er pengegrisk og uforskammet! hylede hun. En mand skal have sit domæne! Du ødelægger familien! Jeg skriver et læserbrev!
Skriv du bare, svarede jeg og lo færdigt. Og Annemette, du har jo altid sagt, at Mikkel er en guldklump. Så behold ham endelig og husk nu at mose hans mad, han har glemt at tygge.
Hun snøftede og bandede, og hendes vrede boblede ud gennem røret.
Tre måneder forsvandt som et øjeblik. Jeg kom hjem med frisk energi, opsparede kroner og lige præcis klarhed i hovedet til at indse, at livet aldrig bliver det gamle igen.
Lejligheden stod skinnende ren Palle og Signe havde gjort hovedrent og fikset den dryppende hane, som Mikkel havde undskyldt sig for i et år.
Mikkel stod i døren kun to timer efter, jeg var kommet hjem. Bleg, tynd, med en krøllet skjorte og hængende skuldre. Tre måneder hjemme hos mor havde gjort ham gammel.
Karen startede han, mens han så ned. Kom nu Jeg har tænkt over det hele. Mor… gik nok også lidt for langt. Skal vi ikke starte forfra? Jeg har endda taget mine ting med hjem.
Han prøvede at træde over dørtærsklen.
Jeg spærrede vejen med kufferten.
Mikkel, der er ikke noget at starte på mere. Ville du have, jeg satte pris på en mand i huset? Det har jeg lært. Palle fixede hanen på en halv time. Du har brugt et år på at brokke dig.
Men jeg er jo din mand! stammede han, og jeg så barnets skræk for at blive smidt ud af sandkassen i hans øjne.
Var du nu er du bare en byrde. Dine ting er hos viceværten. Aflevér din nøgle.
Det tör du ikke! han forsøgte sit gamle vredesudbrud. Jeg vil have halvdelen af fornyelsen!
Min far lavede alt, jeg har kvitteringer. Du klistrede bare væggene til med brok, jeg så ham direkte i øjnene og smilede. Forestillingen er slut. Publikum er gået hjem.
Han stod og blinkede forvirret, mens det gik op for ham, at hans plan om opdragelse var blevet hans eget nederlag.
Jeg smækkede døren. Lyden af låsen, der klikkede, var starten på mit nye liv.
Man siger, at Mikkel stadig bor hos mor. Venner fortæller, at Annemette nu styrer både hans mad, sengetid og hvem han taler med. Han går rundt med bøjede skuldre, altid ud ad øjenkrogen, bange for at forstyrre mors dagsform.
