Katten sov altid sammen med min kone. Han pressede sig ind mod hende med ryggen og skubbede mig væk med alle fire poter. Om morgenen gav han mig det mest overlegne og drillende blik. Jeg brokkede mig, men jeg kunne aldrig rigtig gøre noget ved det. Han var jo yndlingen, mit hjertes lys, sagde hun og grinede. Men for mig var det ikke spor morsomt.
Så skulle hjertebarnet have stegt torsk. Min kone pillede omhyggeligt benene ud, og lagde den sprøde, lækre fiskeskind i en lille pæn bunke ved siden af de saftige stykker, som stadig dampede på hans fad. Katten sendte mig et skævt smil, der tydeligt betød:
Du er en taber jeg er familiens sande konge her.
Mig? Jeg fik resterne, de bidder katten ikke gad røre. Det var ren hån og jeg tog selvfølgelig hævn, sådan som jeg nu kunne: Skubbede ham lidt væk fra fadet, løftede ham forsigtigt ned fra sofaen. En lille krig, dagligt.
Indimellem fandt jeg “små bomber” i mine hjemmesko eller sko. Min kone grinede og sagde:
Det får du for at drille ham. Og hun kælede for sin lille solstråle. Katten så på mig med overbærenhed og arrogance. Jeg sukkede. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde kun én kone, og den diskussion ville jeg ikke tage. Altså måtte jeg finde mig i det. Men denne morgen
Denne morgen, da jeg skulle ud ad døren til arbejde, hørte jeg pludselig et fortvivlet råb fra entreen. Jeg styrtede derud og så min kone i kamp med seks kilo opretstående pels, kløer og dårligt humør katten var rasende som en tyr, der så rødt.
Da han fik øje på mig, sprang han lige i brystet på mig og skubbede mig så hårdt, at jeg røg bagover ud i stuen. Jeg sprang op, greb en stol som skjold, tog min kone i hånden og trak hende hurtigt ind i soveværelset. Katten fór ind i stolen og jamrede voldsomt, men han lod sig ikke stoppe. Først da vi smækkede døren bag os, stoppede han angrebene og hvæsede arrigt på den anden side. Vi stod og lyttede til hvin og jamren udenfor. Dernæst sad vi og smurte vores sår med sprit og jod fra medicinskabet. Min kone ringede til sit arbejde og forklarede, at vores kat var blevet sindssyg, havde kradset os i stykker og at vi nu måtte til skadestuen i stedet for arbejde. Jeg ringede til min chef og gentog forklaringen ord for ord. Og så
Pludselig skælvede jorden, og hele huset gyngede. Inde fra køkkenet hørtes et brag, og glasset i vinduerne knustes også i badeværelset revnede ruden. Jeg tabte telefonen. Stilheden var larmende. Vi fløj ud i køkkenet og kiggede ud af vinduet.
Foran opgangen gabte et kæmpe krater. Bilvrag og dele af en varevogn lå spredt. Det var naboens lille lastbil, den der kører på gas med flere tanke bagi. Den må være eksploderet. Overalt på parkeringspladsen lå biler væltet og smadret, de lignede hjælpeløse skildpadder på ryggen mens udrykningskøretøjernes sirener hylede i det fjerne.
Groggy vendte vi os nærmest som én mod katten.
Han sad i hjørnet, pressede sin brækkede højre forpote ind til brystet og peb sagte.
Min kone udstødte et lille skrig, løb hen og løftede ham ind til sig. Jeg fandt hurtigt bilnøglerne, og vi stormede ned af trappen syv etager, vi sprang næsten trinene over.
Selvfølgelig havde jeg ondt af de andre ofre for eksplosionen Men vi havde vores egen patient.
Vores bil stod heldigvis bag huset. Vi sprang ind og kørte direkte til vores dyrlæge i Vanløse. Indeni kradsede samvittigheden som en kat, akkompagneret af Mikael Wiehes Sænk dit hoved, du blomst, som radioen spillede, som for at gøre det hele værre.
En time senere kom konen ud fra klinikken. Hun bar sin skat, og han katten viste stolt sin indbundne pote til alle medkunderne i venteværelset. Folk hørte vores historie og begyndte straks at ae ham og give ham masser af opmærksomhed.
Derhjemme gik min kone straks i gang med at tilberede katten hans livret. Stegte torsk, benene pænt pillet ud, den sprøde skind i en lille bunke. Mig? Jeg fik resterne.
Katten, haltende på tre ben, nærmede sig sin tallerken og kastede et smertefortrukket blik på mig han prøvede at lave sit sædvanlige overlegne fjæs, men kunne kun mønstre et grimt smertesmil.
Jeg havde travlt, meget travlt, men da jeg var færdig, gik jeg hen til hans tallerken og lagde min portion renset for ben ned til ham.
Han så forbløffet op på mig, puttede poten mod brystet og udstødte et sagte, spørgende miav.
Jeg løftede ham op, kiggede ham ind i øjnene og sagde:
Måske er jeg en taber. Men med sådan en kone og sådan en kat, er jeg nok verdens lykkeligste taber. Og så kyssede jeg ham på snuden.
Katten spandt stille og puffede sin store hoved hen mod min kind. Jeg satte ham ned, og selvom det så ud som om, det gjorde ondt, gik han i gang med at spise sin fisk mens jeg og min kone, arm i arm, stod og smilede til ham.
Siden den dag sover katten kun hos mig. Han ser mig i øjnene, og mit eneste ønske til Gud er, at han giver mig mange flere år til at se både kone og kat sammen med mig.
Mere har jeg ikke brug for.
Det er sandt.
For dét, det er rigtig lykke.
