Lisbeth havde taget sin forlovede med til landsbyen, men han stillede hende straks et krav…
Anders så den røde bus nærme sig ad den støvede grusvej. Han slap bolden og spurtede alt, hvad han kunne, hen mod stoppestedet. Den ternede skjorte flagrede åben, og de lyse lokker strittede bagud i vinden.
“Mor, mor er kommet tilbage,” var det eneste, Anders kunne tænke, mens han løb. Men Lisbeth trådte ikke af bussen alene ved hendes side gik en kraftig mand i et lysegråt jakkesæt. Han svang med sin mappe, gik selvsikkert, næsten som en direktør. Anders greb straks sin mors hånd og kiggede hende glad i øjnene.
Hej, min dejlige dreng, sagde den tredsårige Lisbeth og kyssede ham på panden.
Goddag, unge mand! brummede manden, rakte straks sin store hånd ud og rodede Anders i håret. Hans hånd var tung; det blev næsten for meget for en lille dreng.
Gå endelig indenfor, indbød Inger Margrethe, Lisbeths mor, med venlighed, mens hun rettede på dugen på det tungt læssede bord.
Mange tak, Mor Inger, svarede Poul Kristensen højtideligt, mens han lod blikket glide over det overdådige frokostbord.
Ja, det er bare noget andet på landet! Bemærk maden i byen får vi det på rationeringsmærker, det er krisetider, men her lever folk af, hvad de selv dyrker og laver.
Og mælk og fløde er vores egne, sang Inger Margrethe lidt udenad. Og grøntsagerne også.
Vi holder fast i det, så længe vi kan, sagde Knud, Lisbeths far, en sparsom og slank mand, der hele sit liv havde siddet bag rattet på mejetærskeren ude på markerne.
Men vi klarer os nu også ret godt i byen, marker eller ej, pralede Poul og glattede den begyndende måne på hovedet. Jeg får af og til nogle gode varer af min søster, når hun arbejder på lageret, så Lisbeth mangler aldrig noget lækkert.
Anders betragtede nysgerrigt den fremmede mand og tænkte på, hvordan han kunne finde en undskyldning for at gå hen til ham. I byen, hvor Anders boede med sin mor, hvor han gik i skole og spillede fodbold, havde han ofte kigget misundeligt på de andre fædre. Han forestillede sig, hvordan det kunne være at have en far, der tog én i zoologisk have eller spillede bold. Måske ville far ligne Vikkes eller Sørens far eller måske slet ikke.
Nu, hvor denne runde mand sad ved siden af moren, slog det Anders, at han måske skulle være hans far, nu han var kommet helt herud.
Anders tog den træflyver, farfar Knud havde snedkereret, slebet og limet, så den lignede et rigtigt fly, og gik over til Poul, der lige havde fået et ekstra glas øl og var rød i kinderne.
Se, hvilken flyver jeg har! sagde Anders forlegent og rakte legetøjet frem.
Poul greb straks flyveren og slog med hånden mod propellen, som farfar Knud møjsommeligt havde gjort så den kunne dreje. Men propellen røg af og trillede hen over gulvet.
Det er ikke meget, den kan holde, det legetøj, mumlede Poul og rakte flyveren tilbage.
Anders samlede stumt propellen op og kiggede hen mod farfar.
Det fikser vi bare, sagde farfar Knud beroligende.
Poul er chef, forklarede Lisbeth for at dreje samtalen; Han er værkfører på fabrikken.
Poul pustede sig lidt mere op og nikkede overbærende: Ja, sådan er det.
Lisbeth, der var syerske på den lokale tekstilfabrik, skulle for første gang giftes og var stolt af at have fundet sig en mand, der både havde en pæn stilling og erfaring. Hun skænkede mere mælk op og trak kødsalat og boller med flødeskum nærmere Poul.
Udenfor åndede Poul ind og ud, bredte armene ud og udbredte: Er det ikke skønt? Sikke en luft!
Du kan li det, Poul?
Ja, bestemt! Intet slår landet.
Vi slapper af, trækker vejret i morgen tager vi ind til byen og køber skoletøj til Anders.
Men hvorfor tage drengen med til byen? Kan han ikke gå i skole herude?
Her er kun den lille skole
Så lad ham gå her det næste år, det kan vel ikke skade. Vi får malet lejlighed og anskaffet nye møbler det trænger du jo til.
Inger Margrethe så uroligt fra Poul til Knud. Han kneb øjnene sammen og lod, som Anders selv sagde, “overskægget danse” det betød han var irriteret.
Det er da ikke sådan lige, Poul. Alt skal flyttes vi havde jo talt om, at Anders skulle med hjem.
Han har det jo fantastisk her: frisk luft, mælk, grøntsager, bær drengen vokser som en plante. Og dine forældre holder øje med ham. I byen kan vi ikke følge med, begge arbejder. Det er kun et år, og så kan han komme ind til os bagefter.
Det er da ikke et forslag, det er et krav, brummede Knud og børstede overskægget af stress.
Næste dag, mens Lisbeth forklarede Anders, hvorfor hun ikke lige tog ham med, nikkede han lydigt, men sagde ikke et ord. Da Poul og Lisbeth gik mod bussen, kunne ingen finde Anders. Inger Margrethe ledte både på loftet og i værkstedet ingen steder var han.
Hvor er han blevet af? Han var lige her. Selv cyklen står jo stadig.
Han dukker nok op han leger vel med de andre drenge, mente Poul fordringsfuldt.
Lisbeth skævede engstelig rundt på gårdspladsen, før hun gik efter dem ud af lågen. Anders gemte sig hele tiden i brændeskuret, kiggede ud gennem en sprække. Han havde så meget lyst til at styrte ud til sin mor og gribe hendes hånd, men stod musestille han fornemmede med barnlig intuition, at han pludselig var blevet tilovers med denne halvgamle, skaldede mand.
Anders holdt fast om sin ødelagte flyver, tårerne trillede ned ad kinderne. Han var ellers ikke en grædende dreng; ikke engang, da farfar havde givet ham et rap over fingrene for at stjæle færgen for at prøve at sejle selv, havde han grædt. Han vidste, farfar aldrig var uretfærdig. Men nu, hvor ingen havde rørt ham, kunne han ikke holde tårerne tilbage og gned øjnene for at slippe af med det våde.
Se, dér var han! råbte farmor, da Lisbeth og Poul var kørt deres vej. Vær ikke ked af det, Anders, din mor kommer igen om en måned, som hun lovede. Vi køber skoletøj i byen til dig. Du elsker jo at være her hos os.
Anders kiggede ned, de lyse lokker flagrede for ansigtet. Han tænkte på sine klassekammerater og vennerne i byen, og længtes pludselig voldsomt tilbage. Her havde han også legekammerater, men han havde lært at værdsætte tiden hos bedsteforældrene om sommeren, mens efteråret altid kaldte ham hjem til byen.
Ugen fløj afsted. Anders glemte bekymringen, legede i solskinnet med drengene og tænkte mindre og mindre på, at mor var taget hjem uden ham.
Inger Margrethe var lige ved at tabe vandspanden, da hun på afstand så Lisbeth ved lågen.
Datter, vi ventede dig først om en måned.
Lisbeth satte sig trætte ned på bænken: Jeg lovede én måned, men kom efter to uger. Jeg skal have min dreng med hjem.
Hvordan det? I aftalte jo, han skulle blive. Har Poul ombestemt sig?
Nej, mor, det er mig, der har bestemt det. Poul han render nu og besøger bogholderen, Simona; nu bringer han hende varer fra sin søster på lageret. Hun har ingen børn. Han sagde, jeg bare havde “en ekstra pakke” i form af Anders, og satte krav: jeg måtte ikke tage ham med fra landet.
Inger Margrethe så trist på Lisbeth. Hun ønskede datteren lykke, men ikke sådan en lykke.
Måske er det bedst sådan, sagde hun.
Det er bedst, mor. Jeg tager Anders med. Køber skoletøj og en ny taske, og så starter han i anden klasse. Vi har aldrig manglet noget, og det gør vi heller ikke nu. Jeg havde ikke brug for varerne fra lageret, jeg ønskede en familie, så Anders fik en far, og jeg en mand.
Anders kom netop gående ud i gården og da han så sin mor, glemte han alt om sin forsmåelse, kastede sig i armene på hende.
Mor!
Min elskede dreng! Hvor jeg har savnet dig! Jeg kommer efter dig det er snart skolestart.
Anders så vantro på Lisbeth.
Ligesom før vi klarer os selv. Du går i skole, jeg hjælper med lektierne, og vi finder dig et fodboldhold som du ønsker.
I al iver prøvede Anders at presse så meget som muligt ned i sin rygsæk, så mors taske ikke blev så tung.
Det er nok nu, det bliver for tungt, sagde Lisbeth.
Nej, jeg er stærk!
Farfar og farmor fulgte Lisbeth og Anders hele vejen til busstoppestedet. Bussen, som lyste i aftenmørket, trillede op over vejkanten og standsede. Anders satte sig ved vinduet og vinkede, til de forsvandt i svinget.
I hånden havde han den træflyver, som farfar havde fikset. Han så på sin mor og mærkede det i hele kroppen: Han var på vej hjem og der sad den, han elskede allermest, lige ved siden af ham.
