Jeg valgte en “almindelig pige” for at irritere mine velhavende forældre men hun bar på en “hemmelighed”, der fik jorden til at forsvinde under mig…
Dagbog, fredag den 11. marts
Mine forældre har altid været meget optaget af deres status i København. Min far ejer et stort familieforetagende, og min mor styrer familiens sociale liv med hård hånd. For dem handler alt om at opretholde facaden. Så da de besluttede, at tiden var inde til, at jeg skulle gifte mig for at kunne overtage virksomheden, følte jeg mig presset på alle mulige måder. Jeg lod som ingenting, men indeni voksede modstanden.
Jeg ville ikke tvinges ind i deres forventninger. Jeg havde aldrig taget livet særlig alvorligt fester på Frederiksberg, hurtige biler, weekends i Paris eller London, frit spil med dankortet på dyre restauranter. Alt syntes ligegyldigt, fordi penge strømmede ind fra min familie.
En dag sagde min far over en kop kaffe, som han sjældent selv brygger Matthias, vi mener det alvorligt nu. Det er på tide, at du slår dig ned. Jeg lo og svarede flabet, Hvad mener I? Skal jeg gifte mig? Netop, sagde han uden at blinke, med alvor i stemmen. Hvis du skal have ansvaret for firmaet, må du vise, at du kan være voksen. Det vil sige: kone, hjem, stabilitet.
Min mor nikkede, hendes blik uadvendt. Din far har bygget alt dette op fra ingenting, Matthias. Du kan ikke arve det, hvis du stadig opfører dig som et barn.
Jeg blev vred. Hvis de ville have, at jeg skulle finde en kone, så skulle de få én men ikke en, der passede ind i deres verden. Nej, jeg ville gå stik modsat deres forventninger.
Det var sådan, jeg mødte Rikke.
Rikke var alt andet end de piger, jeg normalt så på de fine adresser. Jeg mødte hende frivilligt hjælpende til et lille velgørenhedsarrangement på Nørrebro. Hendes tøj var enkelt en mørkeblå kjole uden et eneste mærke, håret sat op i en knold. Intet pral, kun ro og en ægte varme.
Da jeg sagde hej, så hun mig lige i øjnene, nikkede og sagde: Hyggeligt at møde dig, Matthias. Ikke imponeret, bare venlig.
Så, hvor kommer du fra, Rikke? spurgte jeg.
Bare fra en lille by udenfor Aalborg, svarede hun med et lille smil. Ikke noget særligt. Hendes stemme rolig, hendes blik på vagt.
Præcis det, jeg søgte.
Rikke, sagde jeg, har du nogensinde tænkt på at gifte dig?
Hun løftede øjenbrynet. Undskyld?
Jeg ved, det er mærkeligt, men jeg har mine grunde. Hvis du er interesseret, må du nok gennemgå et par prøver først.
Hun lo stille. Det lyder næsten sjovt. Jeg har faktisk overvejet det samme selv.
Er det rigtigt? Så en slags aftale?
Hun så undersøgende på mig, trak på skuldrene og sagde: Fint, Matthias. Men du lover én ting. Ingen spørgsmål om mit fortid. Jeg er bare en pige fra provinsen det er alt, dine forældre behøver at vide. Aftale?
Jeg nikkede og smilede, lidt lettet. Perfekt.
Da jeg næste weekend førte Rikke ind i mine forældres lejlighed på Østerbro, var reaktionerne ikke til at tage fejl af. Min mors øjenbryn forsvandt bag hendes pande, da hun så Rikkes afdæmpede stil og rolige opførsel.
Åh Rikke, ikke? spurgte hun med en anstrengt smil.
Min far stirrede. Matthias, det er ikke helt, som vi havde forestillet os.
Men I bad mig jo slå mig ned, sagde jeg med et smørret grin. Rikke passer perfekt. Hun er rolig, ærlig og går ikke op i alt det ekstravagante.
Rikke spillede med til perfektion. Hun svarede høfligt på alle spørgsmål, men hendes blik var lidt skeptisk under de smalltalks, min mor forsøgte sig med. Mine forældre blev hurtigt frustrerede over hende.
Alligevel var der et eller andet ubegribeligt ved hende. Nogle gange fangede jeg et glimt af tilfredshed i hendes øjne som om hun morede sig over hele situationen.
En aften, efter endnu en anspændt middag med familien, spurgte hun: Er du helt sikker på, at du vil det her, Matthias?
Mere end nogensinde, lo jeg. De er snart ved at give op. Alt går efter planen.
Godt, sagde hun blidt, næsten for blidt, jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe.
Jeg var så optaget af at irritere mine forældre, at jeg slet ikke opdagede, hvordan Rikke egentlig gik og havde det.
Så kom velgørenhedsbalen. Mine forældre slog virkelig på stort med kridhvide duge, lysekroner og sølvtøj.
Rikke stod smukt ved min side, diskret klædt på blandt alle de slebne juveler og flotte kjoler. Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile.
Husk nu, hviskede jeg, i aften er den sidste prøve.
Hun nikkede roligt. Jeg kender planen.
Vi gik rundt sammen, hun svarede venligt på kommentarer, men holdt sig ellers i baggrunden. Mine forældre var tæt på at koge over af frustration, men de sagde intet.
Pludselig kom Københavns borgmester smilende hen mod os.
Rikke! Det var sandelig en overraskelse! sagde han og gav hende et håndtryk.
Mine forældres kæber faldt ned. Jeg frøs. Kendte borgmesteren Rikke?
Hun smilede høfligt, men virkede en anelse anspændt. Godt at se dig, hr. borgmester.
Folk taler stadig om det børnehjem, din familie byggede i Roskilde, sagde han. Jeres støtte har haft enorm betydning.
Rikke nikkede beskedent. Vi gør det bare for at hjælpe.
Han gik videre. Nu var der dødstille omkring os. Min mor sagde endelig: Matthias hvad gik det ud på?
Inden jeg kunne svare, dukkede vores gamle ven Gregers op, et blik af chok i ansigtet. Rikke! Jeg anede ikke, du var tilbage i København!
Rikke lo stille. Det er der heller ikke mange, der ved. Jeg kom kun hjem for mit bryllup, sagde hun.
Gregers så forbløffet på mig. Matthias, du skal giftes med Rikke Charitetsprinsessen? Hendes familie er blandt de største donorer i hele landet!
Jeg kunne mærke sveden pible frem. Navnet havde jeg hørt før alle kendte det. Jeg havde bare aldrig forbundet det med hende.
Sent samme aften hev jeg Rikke til side. Så Charitetsprinsessen?
Hun sukkede. Ja. Min familie ejer den største velgørenhedsorganisation herhjemme. Jeg forsøger bare at leve mit eget liv væk fra det.
Men hvorfor sagde du ikke noget til mig?
Af samme grund, som du ikke fortalte mig din plan fra start. Jeg har også mine grunde.
Du vidste det hele tiden, ikke? spurgte jeg stille.
Hun nikkede. Mine forældre lagde pres på mig for at gifte mig for magtens skyld. Jeg ville have lov til at vælge mit eget liv. Da jeg mødte dig, tænkte jeg, vi kunne hjælpe hinanden.
Jeg så på hende. Hun var langt mere end den stille pige fra landet. Hun var stærk, klog og handlekraftig og hun gjorde op med sin egen fortid for at være sig selv.
Der sad vi, midt i mit barndomshjem, og planlagde næste træk. Jeg så på hende. Hvad? spurgte hun.
Det overrasker mig, hvor stærk du faktisk er, sagde jeg. Du klarer det bedre end mig.
Hun smilede roligt. Jeg gør det ikke for dem jeg gør det for mig selv.
Der forstod jeg, at alt var forandret. Det, der startede som et spøg, var begyndt at betyde noget for mig. Jeg havde fået respekt for hende. Jeg ville faktisk være sammen med hende.
Rikke, sagde jeg, måske burde vi bare fortælle dem sandheden nu?
Hun nikkede, og for første gang føltes det frit.
Dagen efter satte vi os til rette med mine forældre, klar til at lægge alle kort på bordet. Jeg følte mig forbavsende rolig og indså, at jeg ikke længere var bange, men klar til at være ærlig og til at gå vejen videre, med Rikke ved min side.
Min største lærestreg? At stærke kvinder ikke skal undervurderes heller ikke hende, du tror, kommer fra ingenting. Nogle gange møder du én, der viser dig, hvem du virkelig selv er.
