Krystalkillingen
Tre søstre under vinduet
Mor, det er næsten som jer, ikke?
Anna sukkede.
Næsten. Skal du ikke snart sove? Jeg har stadig arbejde, og du kommer til at sidde og gabe til festen i morgen.
Ej! Jeg sover, jeg sover! Sofie krøb ned under dynen, men stak alligevel straks næsen ud. Bliver der balloner? Kommer Line? Og
Anna greb grinende fat i sin datter, pakkede hende grundigt ind i dynen og overdængede hende med kys, trods de lette protester.
Så, i seng! I morgen får du svar på alt!
Hun rejste sig, rakte Sofie den slidte bamse, som hun elskede, og gik ud af værelset, men lod natlampen være tændt. Sofie var stadig bange for mørke, og Anna sørgede altid for, at der var lys især om natten.
Anna gik ned ad trappen, lukkede forsigtigt døren ind til køkkenet og tændte sin bærbare computer. Der var meget at lave, men hun satte sig et øjeblik i stilheden og samlede tankerne. I morgen blev en vanskelig dag. Og ikke kun fordi Sofie fyldte år og hun gerne ville gøre dagen speciel for hende. Det glædede hende trods alt hun elskede festligheder, især når det gjaldt hendes datter. Men hele familien kom hjem i morgen, og det glædede hun sig ikke ligeså meget til. Anna rystede på hovedet, satte vand over til te. Der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud, man måtte tage én udfordring ad gangen. For nu hastede det mest med årsregnskabet, det kunne ikke vente. Anna stillede en kop te på bordet ved computeren og fandt papirerne frem fra tasken. Det var alligevel godt, hun en gang lyttede til mormor og valgte at blive revisor. Havde hun fulgt sin drøm om havbiologi, kunne det have været meget anderledes. Nogle gange forestillede hun sig stadig havet, romantikken i det tryggere, omend uden de faste rammer. Hun lukkede øjnene et øjeblik og smilede ved tanken. Ikke så længe til ferie, bare hende og Sofie hvis ikke endnu noget uforudset skete. Anna sukkede, åbnede øjnene og begyndte at arbejde.
Anna blev født hos Grethe og Morten Nielsen. Det var det længeventede barn, som hele familien havde glædet sig til. Bedsteforældrene var ellevilde, og forældrene kunne ikke få nok af den buttede, lyshårede pige.
I må hellere få en til, så hun har nogen at lege med! insisterede bedsteforældrene. Grethe hørte på dem.
Anden datter, Kristina, kom til verden med kun kort afstand til Anna. De blev uadskillelige i barndommen, og både elskede og konkurrerede med hinanden. Der var en sund konkurrence de stræbte begge efter at gøre tingene bedst. Grethe sørgede altid for at lære pigerne, at intet menneske ville stå dem nærmere end hinanden. Da de blev gamle nok, talte hun med skolelederen, så søstrene kunne gå i samme klasse. Første skoledag sad de side om side, og stødte forsigtigt deres fine sko mod hinanden under bordet: “Jeg er her, vær ikke bange.”
Anna var den ansvarlige type. Kristina kunne finde på at droppe lektierne midtvejs for i stedet at tælle skader på græsplænen udenfor vinduet, mens Anna lavede sine ting til ende.
Anna! Er du ikke færdig med matematik? Må jeg ikke låne hæftet, så vi kan komme ud og lege?
Du må altså selv regne dem ud! Anna hev hæftet til sig. Ellers bliver vi splittet op til næste prøve og så har du ingen at kigge over skuldrene hos. Skal jeg hjælpe dig?
Kristina blev sur et øjeblik, men glemte hurtigt sin fornærmelse. Efter en halv time eller mindre, var hun i gang med at plage Anna om at tage på skøjtebanen eller fodre ænderne ved søen.
Da pigerne gik i sjette klasse, kom lillesøster Malene til verden. Grethe havde ikke ligefrem planlagt det hun følte, hun havde hænderne fulde. Nyheden var da heller ikke noget, der gjorde hende meget begejstret.
Vi starter forfra, Morten, jeg er ikke helt ung længere…
Men du har jo to hjælpepiger allerede, og jeg skal nok hjælpe til. Og tænk, hvis det bliver en dreng?
Men der kom ingen dreng, der kom Malene. Larmende, viljestærk og så forskellig fra sine større søstre, at Grethe blev lidt forvirret. Det varede ikke længe, før Anna og Kristina mærkede, hvem der havde sidste ord derhjemme det var Malene.
Grethe mærkede forskellen på at blive mor i en mere moden alder. Mens det havde været krævende og trættende med de to ældste, overgav hun sig nu helt til moderskabet og lod alle andre ting glide i baggrunden. Så meget, at selv de store piger blev ladt lidt i stikken, og Anna vidste præcis, hvornår den berømte “sorte kat” kom mellem dem.
Den “kat” hed Mads. Han boede i naboejendommen og var egentlig ikke noget for pigerne, før Anna fyldte seksten. Efter træning tog han hende på vej hjem.
Anna, kom, jeg har noget, jeg vil sige… Han så ned, lidt genert under hendes rolige blik.
Anna betragtede ham intenst og smilte så blidt:
Jeg skal hjem nu, mor bliver ikke glad, hvis jeg ikke er hjemme kl. seks.
Mads lyste op og nikkede.
Du er sød!
Det har jeg regnet ud, Anna klukkede, og løb videre.
Det var svært at bære alle de nye følelser. Hvem kunne hun fortælle om den første forvirrende forelskelse? Første date. Første kys. Selvfølgelig delte Anna sine oplevelser med Kristina, men ikke straks. Kristina anede, noget var galt, og blev ved, til Anna betroede hende, at det drejede sig om Mads.
Senere forstod Kristina ikke selv, hvad der gik af hende hvorfor skulle hun pludselig have opmærksomhed fra om netop ham? Hun var jo egentlig ikke tiltrukket af ham, men alt syntes vigtigere nu.
Anna opfattede ikke noget, før hun en dag så Kristina og Mads kysse udenfor. Hun gik bare forbi, uden et ord. Hjemme låste hun sig inde på værelset fuldstændig upåvirket af Malenes støj udenfor døren.
Anna! Hvad har du gang i? Luk Malene ind, straks! Grethe bankede vredt på døren.
Anna plejede ellers at være så pligtopfyldende. Hun låste op. Da hendes mor så Annas ansigt, forstod Grethe, hvad det betød at stirre ned i afgrunden. Hun sendte Malene ud, lukkede døren.
Skat, hvad er der sket? Hvad?
Mor, det gør så ondt. Hvorfor? Hvorfor gjorde hun det, Kristina?
Grethe tog sin ældste datter i favn.
Hvad kan jeg gøre for dig, mit barn?
Anna stirrede tørt ud af vinduet. Hvordan sætter man ord på en smerte, der brænder indeni?
Hjælp mig med at pakke, mor. Jeg tager hen til mormor. Jeg kan ikke være her.
Kristina kom blæsende ind med røde kinder, så Anna med kufferten i hånden.
Hva? Hvor skal du hen?
Anna trådte bare udenom hende og gik. Grethe tørrede tårerne væk og gav Kristina en lussing.
Hvordan kunne du?!
Kristina holdt sig for kinden, mens hun så sin mor tage Malene og gå ind i soveværelset, så krystallysekronen klirrede.
Familien Nielsen holdt aldrig længe på skænderier. Efter et par uger begyndte Grethe at tale til Kristina igen. Men for Anna gik der over to år, før hun talte til sin søster. Måske havde det varet endnu længere, men Grethe blev syg, og søstrene måtte stå sammen for at holde kræften fra døren.
Undskyld Kristina så ned på sine hænder, som rystede.
De sad i hospitalets park og ventede på operationens udgang.
Hvem der nævner fortiden Anna så over på sin søster.
Kristina forstod, at Anna måske havde tilgivet hende, men glemme det ville hun aldrig.
Kristina tog forsigtigt Annas håndled, overraskede over, at hun kunne. Anna trak ikke sin hånd væk. Sådan sad de sammen, time efter time, indtil faren kom og fortalte, at alt var gået godt, nu skulle de bare vente.
Efterfølgende delte søstrene opgaven med at passe Grethe og hjælpe med Malene. Her indså Anna for første gang, hvor egenrådigt og ustyrligt den yngste var Malene gjorde kun, hvad hun ville, uanset hvad søstrene eller forældrene sagde.
Da Grethe var rask, gled søstrene hver til sit. Anna flyttede til Århus for at tage sig af sin farmor, og blev hængende. Else døde et år senere og efterlod Anna den store lejlighed.
Bo her, pige! Og gør altid, hvad du selv mener er rigtigt. Selv de nærmeste kan svigte, når egne interesser er på spil.
Anna trak på smilebåndet det vidste hun alt om, men hun delte ikke mere personligt med sin farmor.
Efter nogle år giftede Anna sig. Hun og Thomas blev viet i stilhed, kun dem to. Hans slægt var lille, og Anna havde ingen lyst til at invitere sin.
De fik et godt og roligt ægteskab. Kun én ting nagede de fik ingen børn. Begge længtes efter et barn, men lige meget hvor meget de prøvede, skete der intet. Lægerne trak på skuldrene ingen fejl kunne findes.
Vi må vente, så kommer barnet nok, sagde Anna.
Tiden gik. De overvejede adoption, men så tog livet en uventet drejning.
Anna havde kun sporadisk kontakt med familien, mest ved højtider. Et par gange var de på besøg hos Grethe og Morten, men Thomas fandt aldrig rigtig plads, og Anna satte hurtigt stop for indblanding i deres liv.
Jeg har valgt ham. Det må I respektere, mor.
Anna, det er dit liv. Du kunne have fået det så meget bedre… Sikke du kunne have opnået!
Anna kunne ikke forklare sin mor, at Thomas var den rette for hende. Med ham var hun tryg og rolig. Hun havde en chefstilling som revisor, han kørte taxa, men aldrig tvivl om, hvem der bestemte. De fungerede bare sammen. Hun vidste, hvis noget skete, så var Thomas der for hende. Han plejede hende, trådte til i hjemmet og vovede også at stå i køkkenet.
Du er heldig! sukkede Kristina, forpustet efter sin store søn, mens hun holdt den lille datter. Bare jeg også havde sådan én. Jeg klarer det hele selv.
Anna lod komentaren prelle af. Kristina var tilfreds med livet det samme gjaldt ikke Malene.
Malene voksede op og blev smuk endda for smuk. Hendes ældre søstre var også kønne, men Malene stjal billedet.
Hun er en dronning! sagde Grethe stolt, mens Malene dovent slængede sig og så på, at søstrene dækkede bordet til forældrenes sølvbryllup. Malene hadede disse familiearrangementer, holdt til de ti nødvendige minutters smalltalk og forsvandt, skønt forældrene blev kede af det. Hun rørte sig ikke synderligt.
Efter gymnasiet erklærede Malene, hun havde fået nok af at lære.
Jeg bliver model! sagde hun, chokerede forældre til trods.
Hun havde bare ikke indset, hvor meget arbejde det krævede. Træt af stressen, begyndte hun at se en velhavende mand, flyttede ind i hans lejlighed uden at tænke nærmere over det, selvom han havde familie. Hun vidste han havde kone og børn, men det rørte hende ikke. Da Grethe forsigtigt prøvede at tale hende til fornuft, afskar Malene hende kort:
Forstyr mig ikke, hvis I vil ses med mig.
Hun forventede meget, men fik lidt. Hun blev gravid, og troede, at det ville knytte manden til hende naivt. Sagde det til konen. Men konen smilede overlegent:
Dig og dit barn det rager mig. Mine børn er ham lovformeligt forpligtet på. Følg bare din drøm men forvent intet.
Malene blev desperat, men han sagde koldt:
Du må klare dig selv nu. Jeg sørger for en lejlighed og børnepenge. Blandet vi os, er det slut med hjælp. Du og dit barn hører ikke til mit liv.
Malene stod modløst tilbage, alvorligt forvirret hun havde altid fået, hvad hun ville. Nu intet.
Hun sejlede mere og mere ud, misrøgtede babyen. Grethe trådte til, men med tiden mistede hun også kræfterne. Til sidst endte det tragisk Malene druknede næsten sig selv i fest, indtil en nat endte galt i et bilulykke.
Grethe blev lamslået, overmandet af sorg. Morten forsøgte at balancere mellem hende og barnebarnet, ringede til Kristina. Hun nægtede:
Jeg har mine egne børn, far.
Så ringede han til Anna.
Uden tøven fik Anna orlov fra arbejde og kom. Efter en måned med papirarbejde fik hun adopteret lille Sofie. End ikke engang Kristina eller hendes forældre talte åbent om, at Sofie ikke var hendes datter. Thomas solgte deres lejlighed, færdiggjorde huset de netop havde købt.
Thomas! Du har gjort det alt, jeg drømte om! Anna gik gennem huset, glad for den nye start.
Med Sofie fyldtes deres hjem med liv og glæde. Ni år susede forbi.
Anna havde kun sporadisk kontakt med familien. Til højtider mødtes de, men Anna følte sig altid overvåget af Grethe, som aldrig havde tilgivet hende helt.
Dig har vi betroet! Lad mig se, om du gør det godt! Hvorfor skulle du tage hende med væk?
Anna forsøgte ikke at tage det personligt, men mærkede, at Grethe var hårdest ramt af at miste Malene.
Hvor er Sofie dog smuk! sagde Grethe ofte, og kiggede på Anna. Und dig at lade hende være lykkelig.
Anna kunne mærke Thomas’ hånd, når hun behøvede støtte for at tie stille.
Hvorfor, Anna? Ville det ikke være hjælpsomt at sige tingene som de er?
Jeg ved det ikke, Thomas. Jeg har ondt af hende. Vreden skyldes jo bare sorgen.
Men hvorfor skal du finde dig i det?
Måske, fordi jeg stadig er her? Der er ikke andre til det…
Hvis hun siger noget grimt til Sofie?
Det tror jeg aldrig. Hun ville ikke gøre Sofie fortræd.
Anna havde ret. Grethe forblev tavs, hvis det vedrørte barnebarnet omend hun bar nag fordi barnebarnet troede Anna var moren. Hun vidste at sandheden ville såre.
Anna slukkede computeren. Hold da op, allerede over midnat! Hun drak koldt te, gik over til vinduet og ærgrede sig over, at Thomas ikke var hjemme forretningsrejse, dårligt timet. Men han ville komme hjem i morgen aften. Hun tænkte på, hvad han mon havde købt i fødselsdagsgave til Sofie? Han havde kun sagt: “Det går nok! I skal nok synes om det!”
Anna smilede, og gik i seng med varme tanker om, hvor heldig hun egentlig var.
Mor! Tillykke med fødselsdagen til mig! Sofie sprang i sengen og kyssede Anna på kinden. Og til dig! Tillykke med du har fået mig!
Tak, min pige! Anna krammede hende. Tillykke! Bliv sund og glad, min elskede datter!
Sofie puttede sig ind til Anna, snuste i hendes hals.
Er jeg voksen nu?
Jo da! Hele ti år! Men ved du hvad?
Hvad?
For mig er du stadig lidt lille! Anna kneb øjnene sammen, Sofie grinede.
Det vil jeg gerne være! Små bliver altid elsket!
Er du ikke flov? Hvem elsker dig ikke her?
Anna kildede sin datter, der skreg af grin og forsøgte at vride sig fri.
Nå, nu er det vist gave tid! Anna åbnede natbordsskuffen. Jeg har noget til dig.
Hun rakte en lille æske frem. Sofie tog den og åbnede forsigtigt.
Mor Sofie kiggede på Anna og smilede. Det er jo den!
Ja, den er din nu, nikkede Anna.
Sofie tog forsigtigt den lille krystalkilling ud. Hun vidste, at det var morfar Morten, der havde givet Anna den.
Til min ældste datter … sagde han det ikke?
Det gjorde han.
Tak! Jeg har altid ønsket den blev min! sagde Sofie og nuslede killingen. Mor, men jeg er jo din eneste datter
Anna smilede, og Sofie så undersøgende på hende.
Virkelig? Hun hviskede. Anna nikkede. Sofie sprang op, rystede killingen i hånden og råbte: Juhu! Jeg skal være storesøster! Mor, hvem bliver det?
Det ved jeg ikke endnu, skat.
Anna så på sin sprang-glade datter og kunne mærke gråden presse sig på. Havde de virkelig ventet så længe?
Pludselig stoppede Sofie, vendte sig mod Anna og sagde:
Det er den bedste gave, du kunne give mig!
Anna smed dynen til side og rejste sig.
Sofie dansede rundt, mens Anna trak en stor æske frem.
Den er også til dig.
Den fine kjole begejstrede Sofie. Hun snurrede foran spejlet. Kommer alle snart, mor?
Anna så på uret og gispede.
Vi har sovet over! Vi må skynde os, skat.
De nåede det lige. Til frokost tog Sofie glad imod gæsterne, grinende så det ringede fra børneværelset.
Hvordan har I det? Grethe satte sig træt og så på Anna.
Det går godt, mor. Sofie har fået topkarakterer også til klaver. En fornøjelse!
Husk at være taknemmelig. Det er ikke givet.
Samtalen gled hurtigt videre da Kristina kom fra køkkenet. Hun fortalte om sine børn, klagede lidt over sin mand. Anna lyttede, og noterede at Milena klarede sig fint og Viktor havde vundet boksemesterskabet.
Et pludseligt råb fra Sofie overraskede alle. Anna løb ind til sit barn, som græd midt på gulvet. Kjolen var plettet.
Kristina! Førstehjælpskassen den er på køleskabet! Skaf forbinding!
Alle styrtede rundt. Kun Milena sad stille i hjørnet og sendte sure blikke.
Hvad er der galt, skat? Anna satte sig og så betænksomt på Sofie.
Det passer ikke! Hun lyver! Hun lyver!
Hvem lyver?
Anna bandagerede hurtigt Sofies hænder, fik hende i rent tøj og satte sig så på sengen.
Vil du fortælle mig, hvad der skete?
Sofie svarede ikke straks, puttede sig ind til sin mor men til sidst så hun op med præcis de samme grå øjne.
