Min mand, Jesper, 45 år, glemte min fødselsdag den 27. februar, og samme dag tog han på fisketur med vennerne. Mens han var væk, lagde jeg en plan for en “overraskelse”, så han aldrig kommer til at glemme dagen igen
Jesper har i snart halvtreds år udviklet en mærkværdig evne: Han husker altid, hvornår bilen skal til service, hvornår hans fiskekammerater samles, og hvornår hornfiskene rammer kysten, men familiens mærkedage siver stille og roligt ud af hans hukommelse.
Før i tiden reddede jeg situationen med små hentydninger, sedler på køleskabet eller lige ud ad posen, men denne gang til min 45-års fødselsdag efter 25 års ægteskab ville jeg prøve noget nyt. Ingen påmindelser. Ingen bønner om opmærksomhed. Jeg troede naivt, at han måske havde lært lidt på et kvart århundrede.
Fredag morgen render Jesper rundt i lejligheden og pakker fiskegrejet.
Rikke, har du set min termoflaske? Drengene står klar, vi kører til Gudenåen nu er fiskene lige til at fange. Jeg er hjemme søndag, men dæk dig ind, jeg er nok ikke til at fange på mobilen.
Et hurtigt kys på kinden uden øjenkontakt:
Slap af. Køb et eller andet lækkert til dig selv.
Døren smækker, og jeg kigger på kalenderen, hvor dagens dato er markeret med en rød ring. Min fødselsdag. Ikke bare glemt men direkte fravalgt til fordel for en fisketur.
Først gjorde det ondt, men så lagde sig en klarsindig ro. Jeg beslutter, at nu skal det være slut med at lade ham slippe af sted med det. For hvis vennerne og fiskene slår mig, må jeg slå igen. Planen tog form, og da han kom hjem, ventede der ham en overraskelse han skal aldrig mere glemme min dag.
Fortællingen om, hvad jeg gjorde, begynder i hans lille hemmelighed. Jesper har altid haft en opsparing læggende i et pengeskab i kontoret penge, der var øremærket til en ny bådmotor. Pengene, omkring 120.000 kroner, gemte han nøje, men koden kendte jeg udmærket.
I weekenden gav jeg mig selv det, jeg aldrig før tillod: Jeg bookede catering, inviterede veninder, pyntede op med blomster overalt. Der var latter, musik og champagne i stuen. Dagen efter: middag på en restaurant med udsigt over Aarhus havn. Så videre i spa og selvforkælelse.
Finalen: En broche fra Georg Jensen, jeg længe havde ønsket mig, men altid nedprioriteret “for vores fremtid”.
Søndag aften går døren op. Jesper kommer hjem, glad med en spand fisk i hånden:
Se, Rikke, sikke et fiskeri! Det var virkelig hyggeligt.
Han træder ind i stuen standser brat. Tomme flasker på bordet, kurve med blomster i hjørnet, og poser fra de dyreste butikker på sofaen.
Hvad er her sket? Har vi haft gæster?
Det har vi, siger jeg roligt. Jeg havde fødselsdag. 45 år. Kan du huske det?
Han stivner, sukker og bider sig i læben.
For pokker, Rikke Jeg havde så travlt. Jeg glemte det virkelig. Kan du ikke tilgive mig?
Jeg forstår dig, afbryder jeg ham. Derfor valgte jeg at fejre det uden dig. Og jeg købte også min egen gave uden din hjælp.
Hans blik farer mod kontoret. Pengeskabsdøren står på klem. Hans ansigt bliver blegt, og han skynder sig ud. Om lidt er han tilbage, opgivende.
Hvor er pengene? Hele opsparingen er væk! Min motor
Her, siger jeg og slår ud med armen over stuen.
Du har brugt dem alle sammen? Det var to års opsparing!
Og jeg har tolereret det i 25 år, svarer jeg stille men bestemt. Du glemte min mærkedag. Nu glemmer du den aldrig.
Jesper synker sammen i sofaen og veklser blikket fra sin fiskespand til det tomme pengeskab og så hen på mig. Ikke engang et skænderi får han sig til at starte pengene var jo lige så meget mine.
Han renser fisken uden et ord.
Halvt år senere sparer han op til motoren igen. Men nu står der påmindelser i hans mobil: én måned før, én uge før og aftenen før alle vigtige dage. Nogle lektioner er dyre, men denne her vil han aldrig glemme.
