Anna Grethe, må jeg komme ind? ved døren til direktørens kontor standsede en af hendes souschefer.
Ja, kom indenfor, Niels Anders, nikkede Anna Grethe med sin kendte saglighed. Nå, hvordan går det med tingene i dag?
Hvilke ting? Hvor?
På værkstedet.
Åh, på værkstedet. Det går fint der. Hvorfor?
Hvorfor ellers? Du er jo nok ikke kommet bare for at sige hej. Du må have noget på hjertet vedrørende arbejdet.
Jo, jeg har brug for at tale med dig om noget, sagde souschefen, og hans pande trak sig sammen. Rettere, jeg skal bede dig om en tjeneste.
En tjeneste? Anna Grethe betragtede ham et øjeblik, og rystede så opgivende på hovedet. Åh, Niels Anders, du virker underlig i øjeblikket.
Underlig på det sidste?
Ja. Du virker så fjern. Som om du har problemer derhjemme. Alt er vel i familien?
Tja, hvad skal jeg sige sukkede souschefen tungt. Om lidt går det helt galt derhjemme, hvis du ikke kan hjælpe mig med et stykke papir.
Et stykke papir? Anna Grethe blev mistænksom. Hvad mener du?
Jeg kan godt forstå, det lyder mærkeligt, men Niels Anders gjorde et dramatisk ansigt. Jeg ser ingen anden vej. Jeg har brug for en erklæring fra dig. Til min kone.
Hvad siger du? Direktorens ansigt fortrak sig i ren overraskelse. Erklæring? Til din kone? Hvordan?
En erklæring om, at der intet har været eller er mellem os.
Intet har været?
Intet forhold, manden begyndte at rødme. Altså, ikke som mand og kvinde.
Er du fra forstanden? Anna Grethe blev nærmest hvid i hovedet. Eller gør du nar af mig nu?
Desværre, det er alvor. Det handler om min familie. Min hustru har fået den idé, at vi har et forhold.
Anna Grethe stirrede på ham med åben mund, og spurgte så forsigtigt:
Vil du mene, din kone er blevet helt gak? At kræve sådan et papir af sin egen mand Det har jeg aldrig hørt om. Ikke engang i de mest tossede DR-serier.
Jeg ved det godt! udbrød Niels Anders med en klagende stemme. Men hvad skal jeg gøre? Vi har jo børn sammen. Hun siger, hvis ikke du skriver under på, at vi kun er chef og vicechef, så forlanger hun skilsmisse. Hun tager børnene med til Aalborg til sin mor. Og det – du ved det er jo verdens ende for mig. Så, jeg trygler dig, bare skriv den tåbelige erklæring.
Hør nu her, Niels Anders! Anna Grethe kunne næsten ikke tro det her skete. Hvor har din kone overhovedet den idé fra, at der er noget imellem os? Hun har da aldrig mødt mig. Jeg smitter hverken af med læbestift eller andre beviser. Hvor kommer det fra?
Det kommer herfra Niels Anders trak sin mobiltelefon frem og pegede på et billede. Hun så det her, og så gik hun helt grassat.
Hvad så? Anna Grethe kiggede overrasket på billedet hvor hele ledelsen fra fabrikken stod samlet. Jeg har da også det billede. Det var jo efter byen hyldede os med diplomer.
Ja, sagde Niels Anders trist. Men på billedet står vi lige ved siden af hinanden, og jeg har lagt min hånd på din skulder.
Fordi vi skulle kunne være på ét billede alle sammen!
Præcis. Men se på dit hoved. Min kone siger, at kun kvinder der elsker en mand læner hovedet sådan mod hans bryst.
Hvad?! Anna Grethes øjne lynede. Elskende kvinder?! Har din kone ingen øjne? Jeg lænede mig bare for ikke at få røven dækket af de blomster, som Kirsten holdt foran mig.
Jeg har forklaret hende det gang på gang, men jo mere jeg forklarer, jo mere mistænker hun. Uden din erklæring er jeg fortabt. Helt ærligt.
Det kan da ikke være rigtigt! udbrød Anna Grethe igen. Er du virkelig sådan en tøffelhelt, at du lader dig styre af konen som en lille dreng?
Ja, jeg er en tøffelhelt, hviskede han, lavmælt men tydeligt nok, for mine børns skyld. Jeg kan ikke undvære mine børn. Forstår du?
Det er simpelthen tragikomisk, mumlede Anna Grethe, greb en blank side papir i bunken. Okay Hvis du absolut skal bruge en erklæring Så dikter.
Ja sagde han lavt. Skriv: Jeg, Anna Grethe Nielsen, bekræfter hermed, at jeg dårligt kan udstå min vicechef Niels Anders.
Anna Grethe så skævt på ham, men han gestikulerede videre.
Ja, skriv bare sådan. Dårligt kan udstå. Og tilføj: Faktisk hader jeg ham.
Hader? hun kunne ikke lade være. Hvad skal det sige? Jeg kan da ikke arbejde med en jeg hader.
Skriv, at du hader mig som mand, og aldrig ikke for en million kroner ville du sove med mig. Så sæt din underskrift, og tryk et stempel for god ordens skyld.
Stemplet er ovre i bogholderiet, sagde Anna Grethe vanemæssigt, men da hun læste den vanvittige erklæring igennem, gyste hun.
Det her er jo det pureste vrøvl! Sådan gør man simpelthen ikke! sagde hun hårdt, foldede papiret sammen, rev det midt over, og igen og igen.
Hvad laver du? Niels Anders blev forskrækket. Jeg har jo brug for det papir!
Ved du hvad, Niels Anders sagde Anna Grethe pludselig med et skrå smil. Jeg tænkte lige; måske var det bedst du lod dig skille fra din bodil, inden det går helt galt.
Hvad?! blev han bleg. Jeg kan ikke. Hun tager børnene fra mig. Helt sikkert.
Nej, Anna Grethes smil forblev stort. Jeg kender en dygtig advokat, der kan sørge for, at børnene bliver hos dig efter retten. Ingen problem.
Men jeg
Og hvis det bliver svært, afbrød hun, så hjælper jeg dig personligt med børnene.
Du? Mig? Hjælpe?
Naturligvis. Du er jo en god vicechef. Så finder jeg en fantastisk barnepige til dig. Det bliver du glad for.
Og Bodil?
Bodil kan tage til Aalborg til sin mor. Eller komme forbi til mig, så får vi os en god snak. Det er langt bedre end dumme papirer med stempel på.
Den dag gik det op for mig, at nogle gange er ærlige, direkte samtaler mere værd end et stykke papir og at ingen familie har godt af, at mistillid får lov at vokse vildt.
