Betragtning over egne børn
For mange år siden sad Dorte ofte og betragtede sine søskende, Kristian og Marie, med en barnlig beundring. De var så smukke, høje og mørkhårede, med klare blå øjne. Endnu en gang stod de forrest, da der skulle overrækkes præmier efter konkurrencen i Københavns Kulturhus. Dorte rejste sig så hurtigt, hun kunne, og haltede afsted på det ene ben for at nå frem først. Hun havde knyttet to kanineren med rødternet nederdel og en i små bukserdem ville hun forære til Marie og Kristian.
Hviskende munde veg tilbage, mens Dorte maste sig gennem forsamlingen. Med sin klodsede gang, det runde ansigt, det sparsomme hår samlet med et spænde, og blikket fuldt af en bleg, godmodig glæde, trængte hun sig på.
Må jeg komme forbi? undskyld, det er min bror og søster! lød det lykkeligt fra Dorte.
Marie, hvem er den tykke pige, der råber, at hun er jeres søster? Er det for alvor? fniste Lise, Maries blonde veninde.
Marie kastede et blik bagud og så Dorte.
Klodsede tøs, nu kommer hun igen. Mor har sikkert tvunget hende. Forlegenhed! tænkte Marie.
Men højt sagde hun bare:
Nej, jeg har kun én bror, Kristian.
Det tænkte jeg nok. Prøver måske at smigre sig ind. Sikke nogle latterlige kaniner, hun maser på jer, grinede Lise.
Det er vel vores egen lille fan. Tag nu bare imod, Lise. Vi skal til præmieoverrækkelsen. Kom, Kristian, sagde Marie og pustede et luftkys af sted, mens hun tog broren under armen og banede sig vej væk.
Lise tog kaninerne, og med forsikringer om at levere dem, gik hun væk fra Dorte.
Tak, jeg venter jer hjemme, så bager jeg boller! svarede Dorte og humpede afsted.
Her, jeg gav hende det. Hun siger, at hun venter hjemme og bager boller. Hun ligner sgu selv en bolle. Marie, er du sikker på, hun ikke er familie? spurgte Lise.
Nej! Jeg aner ikke, hvem det er. Folk prøver altid at komme tæt på, de vil have noget af os, sagde Marie, og kastede kaninerne i affaldsspanden.
Men Lise vidste det ikke; Dorte var faktisk Maries stedsøster. Moren, Ingrid Jørgensen, havde taget Dorte til sig, da en fjern slægtning døde. Kristian og Marie voksede op forkælede, og da de hørte, at Dorte skulle bo hos dem, skreg de deres utilfredshed ud.
Mor, tag hende ikke ind! Hun er tyk, halt og tåbelig! Vi skammer os over hende!
Mine kære, hun er jo kun et ensomt barn. Vi bringer jo hunde og katte i hus, men et lille menneskes barn skulle vi lade i stikken? Dorte forstyrrer os ikke, vi har plads nok! prøvede Ingrid at forklare.
Modstræbende gik børnene med til det. I familien var det mor Ingrid, der holdt økonomien i gang. Far Svend, som egentlig var hendes underordnede, engagerede sig aldrig rigtigt, og foretrak ofte selskabet hos andre kvinder bag Ingrids ryg.
Dorte voksede roligt op, lille, buttet, med fin blonde hår og klare, næsten blanke blå øjne lidt blegfede, men altid hjælpsom og kærlig. Hun elskede at bage boller, hente blomster og tage sig af alle mulige dyr. Men Kristian og Marie ville aldrig lege med hende. Fik noget gå i stykker, blev det Dorte, der fik skylden.
Hun sagde aldrig imod. Hun vidste godt, hvem der var skyldige, men hun ville ikke have, at hendes smukke søskende skulle blive sure på hende. For hun beundrede dem.
Ingrid skældte aldrig på Dorte. Men Svend kunne ikke lade være:
Hvorfor tog du det tøsebarn ind? Se nu, hun trækker os ned for gæsterne. Hun kan knap gå og ligner alt andet end vores smukke børn. Du skulle være klogere, tordnede han.
Dorte hørte det bag den lukkede dør og så sig i spejlet. Hun ønskede så inderligt, at hun kunne være lige så smuk som Kristian og Marie.
Tvillingerne fik overtalt Ingrid til, at Dorte gik i en anden skole. Det var lettere sådan. Ingrid kunne mærke, hvordan hendes anstrengelser for at bygge bro mellem børnene blev svagere med tiden.
Tiden gik. Marie og Kristian rejste til Aarhus for at studere. Dorte bad om at blive hjemme.
Du kan læse, hvor du vil, jeg betaler, sagde Ingrid, og krammede Dorte.
Dorte klemte sig som en killing op mod sin plejemors kind. Med hende fandt Ingrid en hjertevarme, hun aldrig havde mødt hos sine egne børn, der kun sjældent gav hende et kys og altid nødtvunget.
Det var altid Dorte, der stod klar, når Ingrid kom hjem fra arbejde: ventede i forhaven, selv i regn og blæst, eller sad i entreen på skammel. Svend og de andre havde altid travlt med sit.
Mor, jeg vil gerne blive dyrlæge. Må jeg det? Jeg vil hjælpe dyrene hunde og katte og hvem, der har brug for det.
Dortes valg var ikke overraskende. Hun slæbte konstant hjemløse killinger, hundehvalpe og tilskadekomne dyr med hjem. En stor, langhåret schæfer blanding blev hos dem, på Dortes anmodning.
Sådan gik nogle gode år. Men snart blev Ingrid syg og måtte blive hjemme. Svend forsvandt hurtigt videre til Ingrids gamle veninde, som ejede en frisørsalon. Kristian og Marie kom sjældent hjem. Men Dorte blev. Lavede mad til sin plejemor, masserede hende, lavede urtete. Om aftenen sad de under æbletræet i haven, drak the og nød stilheden. Ingen var lykkeligere end Dorte.
Begge børn fik hjælp til at finde deres egne hjem af Ingrid. Men så en nat stod Kristian i døren, grædefærdig, klokken fire. Han havde sat sig i gæld.
Hvor skal jeg tage så mange penge fra? Tænk, hvis jeg sælger huset, så kan vi betale det hele ud, sagde han.
Men Kristian hvad skal vi så? Dorte og jeg? Hvor skal vi bo?
Det rager ikke mig, hvad hun gør. Du kan bo hos mig og Lærke, mor.
Ingrid blev usikker, men ville redde sin søn og sagde kun ja, hvis Dorte skulle med. Kristian sagde modvilligt ja, men Dorte trak hende til side.
Mor, jeg flytter ikke med. Jeg er flyttet hen til én, vi er kærester, og han har længe bedt mig komme, løj hun.
Ingrid krammede hende og forstod ikke helt, men sagde intet. Sådan undgik de, at Marie skulle overtales til at tage Dorte ind. Men sandheden var, at Dorte ingen havde. Hun lejede et værelse hos gamle Poul, en venlig pensionist med hus og dyr i Roskilde. Han blev hurtigt meget glad for Dorte, for hun var dyrlæge og tog sig kærligt af hans dyr. Han prøvede endda at give pengene tilbage i smug, men Dorte insisterede.
Livets tråde begyndte at væves godt. Dorte holdt af sit arbejde, og folk satte pris på hende. Dyrene elskede hende, børn kom med deres kæledyr for at få dem set efter: “Kom nu, Bamse, Dorte har godbidder til dig ”
Sikke en guldpige! Min egen læge kunne lære noget af dig, lo gamle fru Jensen, der ejede en langhåret kat.
Dorte savnede sin mor, men det blev kun til sære og korte samtaler i telefonen, som mest Kristian tog. “Mor hviler,” sagde han altid brysk.
En dag tilbød Poul at køre hende ind til byen. Hun havde ikke set Ingrid i et halvt år og savnede hende. Adressen til Kristians lejlighed fik hun af Lise, og hertil drog Dorte.
Døren blev åbnet af en høj, sminket Lærke i silkerobe, der gabte:
Hvem er du? Salg er vi ikke interesseret i!
Er du Lærke, Kristians kone? Jeg er Dorte, hans søster.
Jaså? Og hvad vil du? Jeg skal til kosmetolog nu.
Jeg er bare hurtigt forbi. Hvor er mor?
Hun er her ikke. Kristian har kørt hende hen på plejehjem. For syg til at passe sig selv. Jeg har da ikke tid til sådan noget, og Kristian arbejder for meget. Adressen? Vent, jeg skriver den op, men kom aldrig her igen!
Dorte lyttede ikke, men greb adressen, løb ned til Poul, og de kørte straks afsted.
På plejehjemmet fandt hun en lille, afkræftet kvinde med indsunkne øjne. Kun næppe lignede hun den morsomme, rummelige Ingrid, hun havde kendt.
Mor, det er mig, Dorte! Undskyld, at jeg ikke har besøgt dig. Men jeg tager dig med hjem! Poul har høns og geder, og vi får frisk mælk og æg. Kom, vi tager hjem!
Efter nogle dages tovtrækkeri fik Dorte hende ud. Poul gjorde sig nyttig han var pensioneret kaptajn, fortalte de, og ville ringe til borgmesteren, hvis det blev nødvendigt. Kristian havde ellers tænkt, at moren skulle blive der for stedse.
Men Ingrid kom sig langsomt. Efter ti dage gik hun til vinduet. Udenfor gik soen Frida rundt i haven. Hønen klukkede i baggrunden og der duftede af friskbagt morgenbrød Dortes brød.
Dorte humpede ind, så Ingrid græde ved vinduet. Klodset omfavnede hun sin mor og bad undskyld, for at det var hende, Ingrid nu skulle bo sammen med og ikke Kristian og Marie.
Ingrid trykkede hende ind til sig, helt tavs, som om hun tænkte på den lille, klodsede pige, hun havde taget til sig engang hendes godhjertede, omsorgsfulde datter. Den eneste, der ikke havde vendt ryggen til, nu hvor alderdommen havde indfundet sig.
Det skal nok gå, Dorte. Nu får vi det godt, sagde Ingrid, stille.
Nå piger, skal vi have eftermiddagste? kaldte Poul.
Og sammen gik de ind i stuen, hånd i hånd, til en ny begyndelse i livet.
