Servitricen satte stille en plastikbeholder foran os, hvor det næsten urørte stykke chokoladekage allerede var pakket ned. Birgit flyttede straks boksen tættere på sig og fik det tilfredse smil på læben, som engang fik mit hjerte til at banke hurtigere. Vi sad på en hyggelig café midt i København, hvor dæmpet jazz gled ud gennem højtalerne, men inde i mig voksede en stille irritation.
Birgit og jeg har set hinanden i snart et år nu. Jeg er otteoghalvtreds, hun fireoghalvtreds begge med livserfaring, forliste ægteskaber, voksne børn og selvfølgelig børnebørn. Jeg har to en dreng og en pige. Hun har sin elskede barnebarn, Villads, på seks år, lyset i hendes liv, som jeg dårligt har hilst på, men alligevel ved mere om, end jeg nogensinde har ønsket.
Birgit lagde forsigtigt beholderen ned i tasken og sendte mig det bløde smil.
Villads elsker alt, der er med chokolade, sagde hun med en latter. Og jeg har fået nok, så synd at smide det ud, ikke?
Jeg nikkede bare, tilkaldte servitricen og betalte regningen, hvor både kagen, min kaffe og hendes salat indgik. Beløbet var for mig ligegyldigt jeg bliver ikke fattig. Men det handlede ikke om pengene, men om mønsteret, der havde sniget sig ind de sidste mange måneder. Jeg bildte mig selv ind, at det kun var bedstemoromsorg. Hver gang muligheden bød sig og som regel på min regning sørgede Birgit for at tage lidt ekstra med hjem til sin lille Villads.
Allerede for tre måneder siden begyndte jeg at ane et mønster, vi var i Grand Teatret for at se den nye storfilm. Jeg købte billetterne, Birgit insisterede på den største spand karamelliseret popcorn og en cola.
Jeg studsede, for hun går ellers op i at leve sundt og undgår sødt. Jeg tænkte, hun ville forkæle sig selv. Vi fandt vores pladser, lyset dæmpedes. Jeg tog en håndfuld popcorn, men Birgit holdt spanden på skødet, med låget på, som hun havde bedt om i kiosken og spiste selv ikke én bid.
Hvorfor tager du ikke? hviskede jeg. De smager jo godt.
Jeg har ikke lyst, svarede hun stille. Jeg skal have Villads til at overnatte, og han elsker biografpopcorn. Det får han næsten aldrig.
Jeg sank sammen. Så jeg havde købt den spand med popcorn til hendes barnebarn uden at vide det. Resten af filmen følte jeg mig i vejen; spanden blev vogtet. Da jeg kørte hende hjem, steg hun ud med popcornspanden og strålede, mens jeg følte mig som en postbud, der havde betalt for forsendelsen.
Det var aldrig, fordi Birgit ikke havde råd. Hun har et glimrende job, er altid velklædt, og har sin egen bil. Der var ingen økonomisk nød.
Men så, sidste lørdag, fik jeg virkelig et slag. Birgit havde inviteret mig til frokost hun lovede sine berømte boller, som jeg efterhånden havde hørt meget om. Jeg kom ikke tomhændet havde en god flaske vin med, friske jordbær og skiver af røget laks. Man kunne dufte den lune bagning ude på trappen.
På køkkenbordet stod en stor skål dækket med viskestykke. Da hun løftede det, var der et bjerg af gyldne boller, skinnende efter ovnen. Vi satte os, hun skænkede te og lagde fem boller op.
Bare spis, Morten, mens de er varme, sagde hun mildt.
Bollerne var vidunderlige. Jeg spiste tre med kød og to med kål var mæt og tilfreds, stemningen var afslappet. Vi talte om alt, åbnede vinen, og jeg mærkede virkelig hjemlighed, varme.
Birgit, de boller er enestående, sukkede jeg. Mine børnebørn kommer forbi senere. Må jeg tage nogle med? De får aldrig hjemmebag, min datter gider ikke bage.
Jeg var helt uforberedt på det næste.
Birgit forandrede sig med ét; smilet forsvandt, blikket blev stift, hun trak sig lidt tilbage.
Åh, Morten begyndte hun, lidt undskyldende, men koldt. Jeg kan desværre ikke give mange med. Villads kommer jo i aften, og det er ham, jeg har bagt for.
Hun gik over til skålen, hvor jeg sværger, der lå over tredive boller. Hun rumsterede, fandt en frysepose og lagde tre boller i. To med kål, en med kød.
Her, rakte hun posen frem. Så kan du give dem lidt smagsprøve. Ellers har jeg ikke nok til Villads.
Jeg så på de tre boller og mærkede blodet stige til kinderne. I skålen var der rigeligt. Jeg havde lige bragt vin, fisk og frugt. Jeg havde aldrig næret hende hvad. Og nu griber hun nærigt til tre boller til mine børnebørn?
Birgit, der er jo masser, prøvede jeg at mildne, selv om det knappede til inden i Villads kan ikke spise alle. Mine kan da godt få hver et par stykker.
Hun kneb læberne sammen, trak viskestykket hen over skålen og sagde fast:
Morten, jeg har regnet på maden. Jeg har lovet Villads boller. Tag det ikke ilde op, men jeg kan ikke bare dele ud af det, jeg har lavet. Du har lige spist? Du blev glad? Sådan, men resten er til ham.
Hun kaldte det «bare dele ud». Som var jeg en fremmed, der tiggede, og ikke manden hun var i et forhold med, og som lige havde toppet hendes bord med lækkerier.
Hvorfor stod jeg lige der neden under en seksårig i hendes system?
En halv time senere kørte jeg hjem. De tre boller lå på passagersædet. Duften, der før havde været hjemlig og hyggelig, lugtede nu falsk og kold. Jeg forsøgte at forstå hendes logik, men det endte skuffende.
Var det ikke sådan, jeg havde troet? At to voksne skulle vælge hinanden først? Børn og børnebørn naturligvis, vigtige men efter os. Hos Birgit er universets centrum Villads. Han får det bedste. Jeg er den, der betaler for café, biografture og popcorn to go.
Når jeg betaler for kage til hendes barnebarn, er det helt naturligt, for «vi er jo familie» men hvad med mine? Når jeg beder om et par boller, er det «kan ikke bare dele ud». Det er én-vejs. Hendes barnebarn er den særligt udvalgte mine får, hvad der er tilbage.
Hun opdagede slet ikke, hvor ydmygende det var at give en voksen mand en lille pose, mens hun demonstrativt dækkede den store skål over.
Hjemme var ungerne allerede kommet. Min datter pakkede madvarer ud.
Uh, far, det dufter hjemmebagt!
Jeg greb posen, og skyndte mig at aflevere den.
Dem har tanten Birgit bagt, sagde jeg, uden at møde min datters blik. Prøv.
Bollerne var væk på et øjeblik. Selvfølgelig de smagte himmelsk.
Er der flere? spurgte mit barnebarn.
Nej, min skat, der er ikke flere, svarede jeg og gik ud på altanen for at få luft.
Københavns aftenlys suste forbi, jeg stod i den kolde vind og overvejede: Hvad er meningen? Hvorfor denne kvinde, som mener, mine penge er fælles, når det gælder hendes barnebarn men hendes hjemmebag er udelukkende forbeholdt hende og Villads? Det handler ikke om bagværk; jeg kan købe alt, bestille hvad som helst. Det handler om, hvordan vi ser hinanden.
Hun ringede senere og fortalte glad, at «Villads kom, spiste sig mæt og så tv». Jeg lyttede tavst. Ville sige: «Mine spurgte om der var mere, og jeg måtte svare nej.» Men jeg gjorde det ikke.
Har du prøvet lignende dobbeltstandard? Hvor det bedste altid er på den andens side, men du bare skal betale? Skal man tage den snak eller er det bare almindelig kvindelig økonomi og jeg en gammel sur mand?
