For mange år siden underviste en kvindelig læge ved en militærmedicinsk fakultet i København. Hele sit liv havde hun arbejdet som læge på børneafdelingen på Rigshospitalet. Engang fortalte hun os studerende en særligt tankevækkende historie fra sit eget liv.
Alle hendes børn havde gennem årene haft samtlige infektionssygdomme, selvom hun som læge ellers gjorde alt efter bogen. Hver dag, når hun kom hjem fra hospitalet, tog hun bad, skiftede tøj og vaskede hænderne grundigt, men alligevel blev børnene syge og altid af præcis de sygdomme, hendes patienter havde lidt under. Som om hun uundgåeligt bragte dem hjem, uanset hvor omhyggelig hun var. Selv vitaminer og kolde afvaskninger hjalp ikke, og til sidst var hun ved at miste modet. Hendes piger som hed Sigrid og Frida var ellers raske og livlige, men det var, som om sygdommene fulgte med hjem som en skygge.
En dag var hun så udmattet efter en hård vagt, at hun gruede for at tage hjem. Hun kunne næsten mærke på forhånd, at pigerne ville blive syge igen. I et øjebliks spontanitet besluttede hun at gå i Palads Teatret på Vesterbro og se en film med Indiana Jones selvom samvittigheden nagede. Først senere, lidt opløftet og stadig med en rest skyldfølelse, gik hun hjem. Men hun blev mødt af to sprudlende, sunde børn, der løb hende i møde ingen sygdom.
Senere begyndte hun at gøre det til vanes ikke at gå direkte hjem, selvom arbejdet havde suget alt energi ud af hende, og der ventede bunker af vasketøj og aftensmad hjemme. I stedet gik hun en tur gennem Østre Anlæg, hvor blomsterne duftede, og springvandet rislede stille. Hun satte sig på en bænk og lyttede til fuglene, før hun fortsatte hjem. Og fra den dag blev børnene sjældnere syge.
Det gik op for hende, at det ikke kun handlede om bakterier og vira men også om hvilke stemninger og tanker, hun tog med sig hjem. Hun indså, at den tunge energi og de bekymrende tanker var som en slags usynlig smitte, der påvirkede dem. Så efter den erkendelse gik hun altid en lille omvej, slappede af og sørgede for at genvinde ro og glæde, inden hun trådte ind ad døren.
Siden har jeg tænkt meget på hendes historie. I Danmark har vi et mundheld: “Man skal ikke lade dagens bekymringer gå ud over morgendagen.” Netop derfor bør vi ikke styrte direkte hjem med tungsind og nedtrykthed. Vi kan nemt fylde hjemmet med en stemning, selv uden ord. Det virker faktisk at gå en tur i parken, eller at more sig over en god film, før man kommer hjem til dem, man elsker. Hvordan det fungerer, må forskerne stadig undersøge, men for mig står det klart: Når hjertet er fyldt med lethed, bringer man også lys med hjem.
